Jeg skrev faktisk det her til et par 9. klassere, da min lære stadig snakke om mig oppe på skolen.
Jeg skrev et digt om vold der hjemme, hvor hun trak mig til siden for at spørge om det var sket da jeg fik det til at lyde så levende.
Hun har snakket om mig og de her to valgte at finde mig på mit arbejde.
De skal skrive et digt om problemer (i dette tilfælde havde jeg også noget jeg ville ud med, så det blev godt), så det blev et personligt problem om at miste en, men man ved personen er problemet.
Håber I kan lide det.
***
De dér øjeblikke hvor du får det virkelig dårligt med dig selv,
ting du gjorde dagen før i dag,
skrev dagen før den dag,
og siger til dig selv hele tiden.
Du håber og tror at dagen kommer,
hvor du endelig gør det rigtige,
men du ved inderst inde godt,
at dagen først kommer når dit problem er væk.
Når problemet så forsvinder,
savner du det mere og mere,
for hver dag der går,
i meget lang tid.
Dagen hvor du modtager et opkald,
"Jeg rejser nu,
kommer tilbage om ½ år,
for at sige hej til venner og familie", græder du.
Du indser dér,
at dit problem altid har været der for dig,
gjort alt for at hjælpe dig,
og har nærmest gjort dig til den svage person,
du nu er i dag.
Dit problem får en anden,
som bliver dit andet problem,
et større problem end det første problem.
