Fuck mit liv

Vand

Det der skræmmer mig mest i denne verden, er vand. Vand har altid fyldt mig med rædsel.

Vandets skønhed skræmmer mig. Alle og alt har hemmeligheder. Mørke afkroge, som gemmer på forfærdelige ting, ting som aldrig bør se dagens lys.

Dog er min opfattelse, at de smukkeste ting gemmer på de værste hemmeligheder.

Og vand, det er så vidunderligt smukt; store, brusende vandfald, smukke, glitrende åer, stilfulde, majestætiske pools og fortryllende, storslåede strande.

Derfor har vand altid vakt en vis rædsel i mig. Det er så stille og fredfyldt, men på en måde også afventende. Det er som om, at vandet altid holder været, altid venter på noget. Afventer en markant forandring, et brud med den evige ro. Stilheden er som et varsel om ødelæggelse. Min frygt virker måske irrationel, men det er den ikke. For det smukke, vidunderlige vand som er livsnødvendigt for os kan også dræbe os. Kan oversvømme os og drukne os. Det kan smadre huse, gader og byer. Det kan dræbe os.

Man kan enten vælge at nyde vandets gode sider før det er for sent eller man kan forberede sig på den uundgåelige katastrofe som vandet på et tidspunkt vil løsslippe. Det er det valg som man foretager, som skiller os ad, som definerer os.

Jeg er håbløs. Jeg kender vandets farer, og jeg frygter dem, frygter at de slippes løs. Jeg burde forberede mig på katastrofen, men fortrylles og vildledes af vandets ynde. Derfor er jeg svag, som følge deraf vil jeg dø. Vandet vil tilintetgøre mig. Jeg ved det, men jeg kan umuligt løsrive mig. Jeg er fortabt.

...

Jeg trasker hen ad det våde fortov, med høretelefoner i ørerne. Jeg hører ikke musik, men mine høretelefoner har den her nærmest magiske evne til, at lukke hele verden ude, selv uden musik. Når jeg har mine høretelefoner i ørene dannes der ligesom en usynlig mur mellem mig og alle andre. Andre folk kan ikke længere dømme mig, eller jeg kan i hvert fald ikke se deres dømmende blikke, eller høre deres samtaler eller kommentarer.

Vi har et godt samarbejde, mine høretelefoner og jeg. Vi er allierede i krigen mod verden. Jeg er glad for, at have dem med mig i felten, for uden dem havde jeg højst sandsynligt tabt for længst. Tabt til sure, gamle damers stirren, til mine forældres forventninger og skænderier, mine dårlige karakterer, mine "klassekammeraters" onde øjne og løjnagtige munde, og mit eget selvhad. Ja, jeg er sgu glad for de høretelefoner - jeg havde aldrig klaret mig uden.

Jeg runder hjørnet, og fortsætter ned af den smalle sti, forbi de første par opgange og stopper så foran nr. 17. Jeg kigger op på den slidte murstensfacade. Det er fandme en smuk bygning jeg bor i, tænker jeg og smiler lidt for mig selv. Smuk som lort. De lyse mursten er fyldt med revner, og der er smurt graffiti ud over adskillige af dem. Jeg spejder op mod tredje sal, og får øje på vores køkkenvindue. Jeg kan ikke se Lars derinde, og håber at han ikke er kommet hjem endnu. Med er suk går jeg ned af de få trappetrin det fører ned til døren, og vader ind i opgangen.

Efter at være gået op af trapperne når jeg til hoveddøren, med skiltet som bærer skriften: "L. Rasmussen & P. Jensen" I følge skiltet bor jeg her faktisk slet ikke. Skiltet tror kun, at det er min mor og "bonusfar" - som min mor insisterer på at kalde ham, selvom jeg ikke ser ham som en bonus, men snarere som en belastning - der bor her.

Hvor ville jeg dog ønske, at skiltet havde ret, men det har det ikke. Jeg borer hånden ned i forkommen på mine jeans, og roder efter nøglen, for derefter at sætte den i låsen, og skubbe døren op. Det første der rammer mig da jeg træder ind i lejligheden, er stanken af spiritus - hjem-kære-hjem.