Mit Vidunderlige Venskab

Jeg kunne mærke, at mine øjne var ved at løbe i vand. Al min energi blev brugt på at holde tårerne inde, så mine lærere ikke skulle se det. Det ville være så pinligt og ydmygende, især hvis klassen fandt ud af det.

"Ha, ha, Vilma græd til en skole hjemsamtale!" Det var desværre alt for let for mig at forestille mig, hvordan de andre piger ville grine af mig. Det var nemlig slet ikke første gang.

Jeg sad mellem mine forældre og holdt dem begge to i hånden. Jeg kunne fornemme at de havde det lidt på samme måde som mig, og også bare ventede på at få det overstået. De havde i hvert fald begge to helt svedige håndflader, og deres puls galoperede derudaf.

"Der er nogle rigtig vidunderlige venskaber i din klasse, Vilma. Du er rigtig, rigtig heldig!" sagde min klasselærer til mig, og det var dråben.

Faktisk bogstavelig talt, for det var dér en tåre langsomt trillede ned ad min kind og landede som en våd plet på min hals.

Grunden til at jeg blev ked af det var, at jeg overhovedet ikke kunne relatere til noget af det min klasselærer sagde. Hun sad bare et helt kvarter og vrøvlede løs om noget, der ikke gav mening og var utrolig løgn.

Efter at have fået hende, var skole-hjem-samtaler noget af det værste jeg vidste, også selvom jeg egentlig var meget god i skolen og sådan noget.

Det var egentlig rigtigt nok at der var nogle 'vidunderlige venskaber' i min klasse. Problemet var bare, at jeg ikke var en del af nogen af dem.

Jeg ville gerne have én tæt ven, som jeg kunne fortælle alt til, eller i det mindste bare en ven. Der var bare ikke rigtig nogle af dem i klassen, jeg gad være venner med.

Jeg sad lidt i mine egne tanker uden at opdage at mor og far var ved at gå. Jeg tog min jakke og løb efter dem.

Udenfor stod en anden og ventede på at det blev hendes tur. Det var Fanny, den mest bestemmende, mest irriterende, mest modbydelige pige jeg kendte.

Jeg gik og kiggede ned i jorden, for at undgå at hun så mit våde ansigt og mine røde øjne, da jeg gik forbi hende.

"Gik det godt Vilma?" spurgte Fanny, i dét jeg gik forbi.

"Ja," sagde jeg uden at kigge op. Jeg kunne mærke, at hun undrede sig over det, og at hun gik tættere på for at se nærmere. Jeg skyndte mig videre, ved lyden af hendes latter bag mig.

I bilen på vej hjem var jeg meget stille. Jeg hev min telefon op af skoletasken for at tjekke klassens snapchat gruppe, også selvom jeg tit blev køresyg. 'I må lige være ekstra søde mod Vilma - Hun er så følsom at hun begyndte at græde under skole-hjem-samtalen!' Det var hvad Fanny havde skrevet.

Det var så typisk hende, og mor og far sagde, hver gang hun gjorde noget lignende, at jeg ikke skulle bruge min energi på den slags.

Derfor valgte jeg at slette snapchat-appen én gang for alle.

Næste dag i skolen var der konstant nogen der kommenterede det. Størstedelen af det var bare for sjov, og jeg tror ikke at det var strengt ment. Sådan føltes det bare.

Jeg sad ved siden af Christine. Hun var Fannys tilhænger og en del af 'Det seje squad'.

Da vi spiste frokost, sad både Fanny, Vanessa, Mille og Freja rundt om Christine.

"Se, det er den taske, jeg har tænkt på at købe!" sagde Christine, og pegede på hendes computerskærm.

"Ej, hvor er den flot, især i den farve!" sagde Vanessa.

"Den har jeg faktisk også kigget på." Det var hvad jeg havde lyst til at sige til dem. Jeg gjorde det bare ikke, da der havde været en lignede ubehagelig situation med en anden pige engang.