April

Så fik hun hvad hin fortjente

April Kingsley sidder alene, med benene trukket op under hagen. Hendes røde hår hænger slasket ned i hendes fjæs, og klistre sig til hendes kinder. Der er fyldt med piger i rummet. De sidder alle sammen og snakker højlydt sammen, mens de svinger med deres hår, og lægger et ekstra lag mascara på deres lange vipper.
Taylor Beaton kommer ind i lokalet. Hun går med raske skridt hen mod en ledig stol, langt væk fra April. Fru. Duncan beder om ro, og så går det igang. Alt det her går ud på at snakke om det at være pige. Om at give andre råd, om sex, og pubertet. De begynder på en rundne, hvor hver enkel person skal fortælle om hvor langt de er kommet i forhold til menstruation, kys, og sex. De fleste piger er hudløst ærlige. De snakker om deres første gange, og med hvem.
"Frk. Kingsley?" Siger Fru. Duncan da de når til hende. "Hvad med dig?"
April kigger op. Hun stirre fortvivlet på klokken af piger der sidder og glor på hende. Hun retter sig op i stolen før hun mumler: "Jeg har lige fået menstruation."
Tessa Walker slipper en lille latter fri. "Pigen er 16 år! Har hun først fået det nu?!"
"Walker!" Hvæser Fru. Duncan. Lærere bruger kun elevernes efternavn uden Fru, eller Hr, når de er i problemer. "Vi acceptere hinanden. På baggrund af din uacceptable opførsel sendes bedes du gå ned på kontoret!"
Tessa kigger bedende på Fru. Duncan. "Helst ikke..." Siger hun bedene. "Min far bliver stiktosset!"
"Afsted med dig!" Siger Fru. Duncan.
Tessa rejser sig, svinger sin taske over skulderen, og løber så ud af lokalet.
Så fik den sæk hvad hun fortjente, tænker April. Det er ikke fordi hun mobber Tessa. Hun tænker bare ikke søde tanker om hende. Den eneste sætning hun nogensinde har sagt til hende er: Vil du være sød at rykke dig, så jeg kan komme forbi. Hun kan huske det fordi Tessas svar lød sådan her: Hvad fanden har du gang i! Kom ikke for tæt på mig, ellers får jeg bare April-virus.
April-virusen var højst sandsynligt startet af Tessa. Hun mente at Aprils grimhed ikke kunne være medfødt. Så enten var det en sygdom, eller en mislykket plastik operation. Men siden Brooke Kingsley døde, har alle været lidt mere rolige omkring det. Men de skulle ikke undre hende hvis der startede en: April-voksenfejl, på grund af hendes sene menstruation. Det havde oplagt at tænke: Gid at Brooke var her.
Men sandheden er at hun ikke ønsker at Brooke skal være der. Det havde været mere korrekt med: Godt Brooke ikke er her. Brooke snakkede evigt og altid om hvordan menstruation var gudernes hævn, hvis man havde gjort noget dårligt. Brooke troede ikke på bogen bestemt Gud. Hun troede snakkede aldrig om Gud som den Gud. Hun snakkede om Gud som om det var en opdaget Gud, og at hun var den eneste der værtsatte ham. Hun kunne ikke klare Religiøse mennesker, selvom hun selv var et (på en måde). Hun kunne ikke klare at hun ikke var den eneste der bekymrede sig om ham. Sådan var Brooke. Nu er hun død. Og April bor hos sin tante, som afskyede hendes mor, og derfor også hende. Men hun kunne ikke kende forskel. Det var det samme. Råben og skrigen ved hver eneste fejl. Hendes tante Addie tvang hende derimod til at bede til Gud. Ja den Gud. Morgen, middag, aften. Nu lyder det som om at hun hellere ville bo hos Brooke. Det var ikke helt sandt. April ønskede ikke som sådan at bo nogle steder (Heller ikke på gaden). Hun vidste ikke hvad der var godt. Hun var ikke sikker på at få en bedre tilstedeværelse. For hvad nu hvis det ikke var stederne der var noget galt med? Hvad nu hvis det var hende?
"Er der mere du vil sige, Frk. Kingsley?" Spørger Fru. Duncan.
"Nej." Mumler hun, og ryster på hoved.