Helt perfekt

Kapitel fire En horde af...

Snes datter reder mit hår, mens jeg sidder og tænker over tingene. Frans er sådan en rar mand, og han er også rig ser det ud til. Alligevel ved jeg ikke, om jeg vil være hans mage, som han kalder det. Jeg kender jo knap nok Frans. Jeg mødte ham bare en aften, og så tog han mig med her til, og han forvandlede mig til en vampyr. Hvad hvis jeg ikke havde ønsket dette, ville jeg så forbande ham for det han har gjort mod mig. Mine tanker bliver afbrudt af lyden af sten mod ruder. Jeg går over til vinduet, og foran slottets porte står en horde af mennesker. Det ser ud som om de demonstrer for et eller andet.
" snes datter hvad laver de folk dernede foran portene?" Jeg prøver at åbne vinduerne, men det kan jeg ikke uden at de vil gå i stykker.
" dem? Dem skal de slet ikke tænke på frøken. De er bare bønder." Hun lægger børsten på bordet og går over til min garderobe. Jeg bliver stående ved vinduet, indtil snes datter kommer tilbage med en natkjole.
" her er deres natkjole frøken, hvis de ønsker at tage væk fra denne verdener stykke tid. Har jeg lov til at gå nu?" Hun ser træt ud, men der er lige en ting mere jeg skal have hende til.
" du kan gå om lidt snes datter, men først skal du lige hjælpe mig ud af denne kjole. Den skal jo nødigt gå i stykker." Jeg smiler til hende, men hendes ansigt bliver blegt.
" undskyld undskyld frøken, det havde jeg glemt. " hun sænker hovedet og går hurtigt igang med at få mig ud af kjolen. Da hun bliver færdig nejer hun og går stille ud af mit værelse, og jeg hører en nøgle dreje sig i låsen. Låser hun mig inde? Hvorfor? Døren er ikke stærk nok til at holde mig inde, jeg vil meget nemt kunne knuse døren. Som jeg står der og spekulere, kun i undertøj, lyder et bip, og en beton dør skyder til side. Jeg vender mig mod lyden og tager hurtigt natkjolen op foran mig. I åbningen står Frans med et drillende smil på læben.
" godaften søde, skal du i seng? Du ved godt at du ikke har brug for søvn. Eller viste du ikke det?"
" godaften Frans, jeg tænkte på at lægge mig ind under dynen og spekulere tingene igennnem." Jeg rødmer og holder natkjolen helt tæt ind til mig. Frans rykker nærmere på mig, men jeg bliver stående.
" men kæreste, du skal da ikke være flov. Jeg er kun kommet for at stille dig nogle få spørgsmål." Jeg holder stadig natkjolen helt tæt til kroppe, mens jeg går baglæns over mod sengen.
" hvilke spørgsmål? " jeg prøver på ikke at se bange ud, men det er jeg. Jeg føler mig sårbar som jeg står der kun i undertøj.
" jo du har jo stillet mig spørgsmål, og nu vil jeg mene at det er min tur." Han går over til mig, og vi sætter os på sengen. " mit første spørgsmål er. Hvad er dit navn?" Jeg kigger forbløffet op på ham, er det bare hans spørgsmål. Det var jo ikke noget at være nervøs for, men jeg svarer alligevel tøvende.
" mit navn er Karma. Karma Memadra." Hvorfor havde han ikke spurgt mig om det før? Hen forvandlede mig til en vampyr, og tog mig med til sit slot i Frankrig. Før han spurgte mig om mit navn.
" nå kære, så dit navn er karma. Det er et smukt navn. " han skubber mig ned at ligge mens han taler. " videre til næste spørgsmål. Hvor stor er din familie?" Han lægger sig ved siden af mig og stirrer op i loftet, mens han venter på et svar.
" den er ikke særlig stor. Jeg har en far en mor, og to søstre, og jeg ved ikke så meget om resten af min famile. Vi ser ikke så meget til dem." Frans kigger på mig og rykker tættere på. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde været et menneske nu, så havde mit hjerte banket så højt, at det kunne høres to kilometer væk. Jeg stirrer igen ind i de funklende lysegrønne øjne, og for en stund ligger vi bare der og kigger på hinanden. Indtil han rykker tættere på og visker i mit øre.
" du er en helt speciel pige karma. Karma Memadra. " jeg nyder duften af ham og rykker tætter på.
" uhmy " mumler jeg og begraver mit ansigt i hans trøje. Jeg putter mig helt ind til ham som en pige, der krammer sin sovebamse. Han slår armene omkring mig, og jeg falder stille og roligt ind i paradis. Tror jeg.

***

En mærkelig tromme lyder, den kommer alle steder fra, og bliver bare højere og højere. Råb og skrig blander sig med tromme lyden, og et uhyggeligt ansigt kommer imod mig. Ansigtet har ingen krop, men det bliver stører og stører, og tilsidst sluger den mig med sin stor mund. Jeg falder ned og ned i en uendelighed, indtil jeg lander på den hårde jord. Jeg rejser mig op, men rundt omkring mig står en horde mærkelige væsner. De hvæser og skubber til mig, indtil jeg falder om i støvet. Som jeg ligger der på jorden afkræftet og hjælpeløs, kommer en mand gående imod mig. Han sætter sig på knæ foran mig og siger nogle mærkelige ord jeg ikke forstår. Han rækker mig sin hånd og hiver mig op fra jorden. Han tager sin hånd og tegner noget på min pande, så går han, og alle de andre følger efter ham. I et stykke tid stavre jeg rund i blinde, indtil jeg mærker kolde sten under mine fødder. Så åbner jeg øjnene og alt står klart for mig.