Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver det her men det r en drøm som går igen og igen eller det virker ikke som en drøm mere som et minde:
jeg kan ikke huske noget fra før men jeg kan da genkende nogle af dem jeg ved ikke hvor fra men jeg kender dem! Alle af dem virkede anderledes og jeg begyndte at indse hvad det var for et sted jeg var: den indstiotion som havde fanget mig for snart 2 måneder siden mit navn ja pas det finder vi måske ud af senere grunden til jeg kender de andre kun set dem når vi skulle mødes alle sammen hvilket er sket 1 gang før på nær en min bedste ven her vi har samme evne vi ved ikke noget om de andre andet end de også har magiske evner af en art vi må ik snakke med de andre hvilket er mærkeligt men alt det er der vel en grund til. Når i vil vel vide hvad min evne er ik? Det er at flyve ændre ting med tankens kræft og min favorit: blive Usynlig det er utroligt ikke??? Når men denne samling var anderledes end den anden der stod et kæmpe bur midt i rummet og alt blev tvunget ned og ligge så lød manden i højtaleren "mine dejlige dejlige mutanter i er ikke til at styre i er ikke lige gode til Jeres evner og det er ikke noget jeg kan bruge der for vil i alle blive dræbt af denne abe der elsker smagen af mutant blod håber i alle dør" jeg så over på min bedste ven og hun nikkede og i samme sekundt blev vi usynlige og slog de håndlangere ned vi kun men en nåede at åbne til aben vi kunne ikke blive ved med at være usynlig så vi blev synlige og begyndte at løbe alt hvad vi kunne hend til døren, låst, jeg lagde min hånd på låsem forestillede mig at den var væk og så åbnede døren vi løb ud mens vi kunne høre aben spise folk der inde da vi kom ud sprang nogen i vandet nogen blev til dyr og løb væk Men nogen af os havde jo ikke en af de evner vi kunne bruge den smule mig og min bedste ven (jeg kender heler ikke hendes navn vis i undre jer) havde lært at flyve var ikke nok til at tage over til fast landet igen! Men en lille rusen legetøjs bil stod på jorden og jeg vidste med det samme hvad vi kunne gøre jeg lagde hånden på billen og forestilede mig at den blev stor og kunne rumme mange menesker den blev stor ikke så stor som jeg ville ha den men stor nok til 5 menesker ca. Kunne være i den min bv sprang ind forand og skulle til at køre da en flok af menesker kom ud af rummet vi lige havde mødtes i den ene bar en lille pige med et såret ben "vent" råbte jeg og løb hend til dem de fleste af dem løb ind i skoven eller ned i vandet men den lille grupe på en 5-6 personer så bedene på mig jeg tog den lille pige og løb hend til vognen da jeg så min bvs ansigt vidste jeg det var ok jeg skulle Bare skynde mig jeg smed en lys håret dreng foran sammen med min bv og alle de andre bagved sammen med mig og så kørte hun så hurtigt hun kunne jeg lagde min hånd på bunden af bilen da en dreng med mørke krøller og mørke brune øjne sagde "vi skal bruge en båd til at komme over på fast landet" jeg så på min bv og hun skreg "NU!" Jeg tænkte hurtigt på en båd og da vi landede på vandet var vi ikke i bilen men en båd "flyt dig" sagde en lys håret pige jeg lagde den lille pige ned og flyttede mig den lys hårede lagde sine hænder på den lille piges ben og sagde noget på latin ( tror jeg ) åbnede den lille pige øjnene og satte sig op som om intet var sket hun så sig om uden rigtigt at se noget og sagde så " skete det?" Hun så stadig bare ud i luften og en dreng der havde været stille svarede "ja alt som du sagde" han så på mig og så til min bv Jeg kiggede nærmere på ham hans tøj og hår var sort samtidig med hans øjne vis det skal være helt rigtigt var alt ved ham sort på nær hans hud der var næsten lige så hvid som sne men der var noget ved ham der fik det til at føles som om vi kendte hend anden godt jeg kiggede på de mennesker vi havde med os: den lys hårede pige der vidst var leder,den lille pige som var blind, den mørke dreng som jeg kender/kender ik, den brun hårede og brun øjeede dreng som var stille men ikke for stille, den lys hårede dreng der ikke havde sagt et ord mens jeg havde være i nærheden og til sidst den hvid håret dreng som sad helt stille i hjørnet og kiggede ud i luften han sagde ikke noget han sad bare og kiggede på mig se det ville ha været normalt vis han bare kiggede væk nogen gange eller blinkede i det mindste men det gjorde han ikke han sad forstenet og stirrede på mig normalt ville jeg syntes det var Mærkeligt og bede ham om at skride men der var noget ved at han ikke gjorde andet end at sidde og stirre så intenst på mig der gjorde jeg ikke selv stoppede ham.
