I'm Sorry! (Med One Direction & 5sos)

Kapitel 2.

Jeg vågner af, at Liam rusker lidt i mig og siger "Amanda. Vi er landet, så vi skal stå af." Så åbner jeg stille øjnene og spørger "Hvor er vi?" Så svarer han "Vi er i London." Så siger jeg "Nåh ja. Jeg skal mødes med Liam." Så tager vi alle vores ting, og så går vi ud af flyet. Liam og jeg, følges hen til det der sted, hvor man får sine kufferter. Jeg kan ikke lige huske hvad det hedder. Da vi har fået vores kufferter, giver Liam mig et kram og siger "Nå. Jeg må hellere finde min lillebror. Jeg ringer til dig, okay?" Så siger jeg "Ja okay. Vi ses." Og så går vi hver vores vej.

Hvor er Liam? Hvis han altså er kommet? Jeg må hellere skrive til ham, på Twitter, for jeg har ikke hans nummer, og spørge om hvor han er. Jeg skriver bare 'Hvor er du Liam?!' Helt koldt. Nogle minutter efter, skriver han 'Jeg er ved gaten. Hvor er du?' Så skriver jeg 'Jeg er der hvor man henter sine kufferter!' Så skriver han 'Okay. Bliv der, jeg kommer.' Jeg har tænkt over hvad jeg skal sige til ham, når jeg møder ham, ligesiden jeg fik at vide, at jeg skal med, men jeg aner det stadig ikke. Jeg fatter bare ikke, hvorfor at jeg skal med?! Jeg fatter det virkelig ikke?! Så ringer min mobil. Det er Kyle!

Hey Kyle!
Hey smukke!
Hvad så?
Ikke så meget. Ville lige høre, om du er landet?
Ja, jeg er landet.
Okay. Har du så set Liam endnu?
Nej. Jeg venter på at han kommer.
Nå okay. Er du nervøs?
Ja lidt. Jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal sige til ham.
Bare tag det roligt søde, det skal nok gå.
Det håber jeg. Fortæl mig hvad jeg skal gøre Kyle.
Bare slap af. Liam er din bror, og det hele skal nok gå.
Ja ja.
Hvis der er noget, så kan du jo bare ringe til mig.
Okay tak søde. Nåmen, Liam er er her nu. Vi ses.
Okay vi ses. Savner dig.
Savner også dig.
Elsker dig smukke.
Elsker også dig søde.

(Liam's synsvinkel)

Da jeg finder Amanda, snakker hun i telefon. Hun siger til personen at hun elsker ham/hende, da de siger farvel. Så siger jeg "Hej lillesøs." Med et smil. "Hej Liam." Siger hun helt koldt til mig, ikke engang et smil, eller noget som helst. Så spørger jeg "Hvem snakkede du med?" Så svarer hun "Kyle. Du kender ham ikke. Hvem er dine venner der?" Så svarer jeg "Det er 2 sikkerhedsvagter. Dem var jeg nødt til, at have med." Så siger hun "Okay. Nåmen, hvor er dine 4 andre venner så?" Så svarer jeg "Jo. Planen er, at vi nu tager det næste fly til Columbia, hvor vi skal mødes med drengene." Så siger hun "Nå okay. Og hvornår flyver det så?" Så svarer jeg "Lige om lidt." Så siger hun "Okay. Skal vi komme afsted?" Jeg kan bare se og høre på hende, hvor sur hun er på mig. Så siger jeg "Ja okay. Så kom." Og så går vi. Amanda går bare, og er helt begravet i sin mobil. Det er som om, at hun ikke engang er tilstede.

Hvorfor er Amanda så kold overfor mig? Okay jeg ved godt, at vi ikke har set hinanden i over 4 år nu, men jeg prøver da, at komme lidt tættere på hende. Der er godt nok sket noget, siden sidst. Hun har farvet sit hår blond, hun har fået piercing i næsen og jeg ved ikke hvordan det er gået til, men hendes øjne er blevet blå? Kan det være kontaktlinser, eller hvordan har hun pludselig fået blå øjne? Hendes tøjstil er da også helt forandret! Før gik hun kun i sådan noget sødt tøj, som selv en 10 årig pige kunne gå med, og nu har hun en bluse på, der er så gennemsigtig, at man kan se hendes bh.

...

Da vi kommer ind i flyet, sidder Amanda med headsæt på og kigger ud af vinduet. Da der er gået omkring en time, får jeg taget mig sammen, til lige at prikke hende på skulderen. Så tager hun den ene høredims ud, kigger på mig og spørger "Hvad er der?" Så spørger jeg "Hvad er der sket med dine øjne?" Så svarer hun "Farvede kontaktlinser." Så spørger jeg "Men hvorfor? Dine øjne var flotte før. Altså ikke, at de ikke er flotte nu, men jeg kunne godt lide dine øjne før." Så svarer hun "Det har jeg bare." Så siger jeg "Nå okay." Så spørger hun "Var der ellers noget du ville?" Så svarer jeg "Nej.. Nej, det var bare det." Så siger hun lige "Godt nok." Tager sit headsæt på igen, og kigger ud af vinduet igen.