Venner?

Kapitel 1

Jeg sidder og kigger ud af mit vindue, Kl. er ca. 12.05 jeg sidder og hører på min lære der fortæller noget omkring Fysik, men hører enlig ikke efter. Jeg vil meget hellere gå en tur udenfor, eller bare være uden for dette rum.

"Slå op på side 321 og læs til og med 329." Min lære er den værste når vi har

hjemmeundervisning tænkte jeg.

Jeg fandt min bog frem og bladrede til side 321. newtons love, Jeg sukkede og smed bogen fra mig, så den landede på det kolde gulv.

Jeg lagde min overkrop over min vindueskarm, tog høretelefonerne af. Jeg har ikke lyst til at leve mere i denne her verden. Jeg finder min telefon under min brystkasse. Tænder den og håber på at en eller anden har skrevet til mig. Jeg lukker mine øjne og trykker på knappen. Åbner mine øjne forsigtigt. Jeg kunne mærke skuffelsen komme.

På min display er der en mail fra mit Netflix abonnement, og en besked fra min kæreste.

Jeg åbner beskeden, jeg ser han har sendt en gif med et kram og I miss you. Jeg kigger lidt på den og sender derefter et hjerte til ham.

Jeg har ikke lyst til at han er sammen med mig, for han kunne gøre så meget bedre end mig. Jeg kan stadig ikke forstå hvorfor han ville have mig. Når han har andre pige venner der er meget smukkere end mig.

Jeg kan stille høre at min dør går op.

"Har du brug for hjælp min skat?" Det er min mor. Hun har været så irriterende på det sidste, faktisk lige siden vi blev lukket inde.

"Nej mor jeg har ikke brug for hjælp, du behøver ikke at komme og spørge hvert femte minut."

Jeg sukker igen og vente mig om og kigger på hende. Hun står der i en fin sommerkjole og ansigt fyldt med makeup. Jeg rullede med øjnene

"Mor hvorfor er du så fint klædt på, det er jo ikke fordi vi kan gå nogen steder? "

Jeg kunne se på min mors ansigt udtryk at hun godt vidste det. men at hun ikke vil lade sig nedgøre af vores nye dagligdag.

Efter lidt tid i stilhed, kom hun over og satte sig på min sengekant. Trak mig ind til sig, som da jeg var lille og var ked af det. Jeg kunne høre hendes hjerte banke det var ikke så kraftig som jeg huskede den. Jeg lukkede øjnene og hun begyndte at stryge sin hånd igennem mit hår. Vi sad bare der i måske 15 min, jeg følte slet ikke med i tiden, det var som om at alle mine negative følelser fløj væk, med hvert et strøg.

"Selvom vi ikke skal noget, så betyder det ikke at vi ikke skal bekymre os om hvordan i ser ud."

Jeg sukkede igen og rejste mig op så jeg så hende i øjnene. Jeg rystede bare på hovedet og lagde mig ned på min pude.

"Hvordan har Nicholas det?" Spurgte min mor med en rolig stemme, det var den

hun bruger når jeg er ked af det.

"Han har det fint, jeg har ikke snakket med ham i dag." Sagde jeg imens jeg

koncentrerede mig om en myre der kravler op af min væg. Jeg tog en dyb indånding og pressede den flad med min ene pegefinger. Jeg kiggede lidt på den før jeg tørrede den af i min sengekant. Min mor sidder stadig på min sengekant, jeg ved ikke helt hvorfor hun ikke er gået i nu.

Jeg vender mig om så jeg ser på hende.

"Hvorfor?"

"Hvorfor hvad min skat?" Spurgte hun tilbage med et forvirret udtryk i hendes ansigt

"Hvorfor kan jeg ikke være normal, som de andre piger i min klasse?" Jeg har tåre i

mine øjne. Jeg tørrede dem væk med mit ene ærme. Det er som om at alt der har gjort ondt, bare gøre mere ondt.