Jeg åbnede øjnene langsomt op og smerten i hovedet var ubærlig. "Lo-Louis?" mumlede jeg og prøvede at få synet tilbage. "Hun er vågen!" kunne jeg høre svagt og jeg klemte øjnene hårdt sammen. "Rachel!" råbte Louis der stod i midten af rummen, holdt fast af den anden tyv. "Hvad vil i ha, sig en pris, giver alt bare lad Rachel være!" råbte han og prøvede at slippe fri. "Nu snakker vi!" udbrød tyven og nikkede til den anden fyr. "Nævn en pris og i får det!" råbte Louis og jeg kunne ikke lade være med at ryste.
Tyven kiggede rundt og fik øje på vores fjernsyn og stereoanlæg. Han skubbede Louis herover og han tog straks fat rundt om mig. Fyren stod med kniven ned mod os imens den anden bar vores ting ud. Han tog en mobil frem, rakte den til Louis og bad ham om at skrive sin kontonr ind.
"Overfør 7.000 pound og vi giver slip på din kæreste" råbte han og Louis kiggede på mig. "Louis.." Hviskede jeg og han nikkede. Han tastede på mobilen og gav ham den da han var færdig. Louis tog min hånd og klemte til.
Tyven tog en anden mobil frem og nikkede langsomt. Den anden kom ind og de nikkede til hinanden. Han løb ud af døren igen og ham med kniven sparkede Louis på brystet så han faldt tilbage, og før jeg kunne nå at reagere sad kniven i mit lår og en voldsom smerte kom frem. Jeg skreg op og gik i chok. "RACHEL!" kunne jeg høre Louis råbe og jeg sad uden i stand til at svare. Før jeg vidste af det, havde Louis ringet til ambulance og politi. "Det okay skat, ambulancen er her om lidt, det hele bliver okay. Bare fokuser på min stemme" Louis blev ved med at snakke, men smerten var for ubærlig. "Louis, det-det gør ondt" græd jeg og trak vejret alt for hurtigt.
"Det skal nok gå over. Vi bliver hentet om lidt, bare rolig" hviskede han og kyssede mig på kinden og nussede mig beroligende på ryggen. Jeg lukkede øjnene i og rokkede lidt frem og tilbage.
"De er her nu love, ambulancen er her!" råb Louis, men løb ikke fra mig. "Vi er herinde!" råbte han og straks kom der ambulance folket med en båre. "Bare rolig, mrs. Nu bærer vi dig herop og så transportere vi dig til det nærmeste hospital" fortalte en af fyrene og jeg nikkede. De snakkede frem og tilbage, men jeg kunne ikke koncentrere mig om at følge med. Det eneste jeg havde i tankerne var kniven.
"Madam, vi må be dig om at slappe af, for barnets skyld" fortalte en af ambulance folket. Jeg stoppede straks med at trække vejret og tog mig til maven. "Rachel træk vejret!" udbrød Louis og det hele blev sort igen.
