strangers again

ynkelig

Jeg er ynkelig.
Det er snart 10 måneder siden jeg sidst så dig.
Jeg tænker på dig hver dag.
Ikke som jeg plejede,
men du er der stadigvæk.
Dybt i mit indre har jeg et kammer,
fyldt med minder kun med dig.

Jeg tænker på de aftener og nætter, dem, hvor du holdt om mig.
Fik mig til føle mig som din.
Du så hver centimeter af mig,
alle de steder som jeg havde gemt til den rette.
Jeg var sikker på du var den.

Jeg troede vi var forever.
Måske soulmates eller lignende.
Det har jeg nu opgivet, men et sted i mig, føler jeg det stadig ikke er slut.
Jeg føler vi passer sammen et sted.
Måske ikke som partnere, venner, eller andet.

Måske passer vi bare som to fremmede som mødes tilfældige steder.
Ikke fordi vi siger goddag, giver hånd, krammer, kysser.
Nej, det kan bare være øjenkontakt for et øjeblik. Er øjeblik mens vi begge venter på mad inde ved Nørreport Mcdonalds.

Dine øjne vil møde mine.
For et øjeblik vil vi begge huske alle minderne.
Men det er også det.
Vores øjne vil begge rykke sig til vores partner igen.
Men dog er jeg stadig ynkelig, fordi mine øjne, er dem som fjerner sig som den sidste, af os to, fra dig.