Løvens arving

Prolog

Den kølige gyldne væske brændte sig vej ned gennem hans hals.

Whisky

Han tog endnu en tår og kiggede ud over New Yorks horisont, det var som om stjernehimlen havde lagt sit tæppe over jordoverfladen. Bilerne på vejene susede fremad som asteroiderne i rummet. Han kunne ikke nyde udsigten, som han plejede.

Hans sind var plaget af tankerne om Hende og den nat, de havde tilbragt sammen. Hvordan hendes krop havde passet perfekt sammen med hans. Han var ikke den type, der sprang på kvinder som et vildt bæst, men han kunne ikke holde sig tilbage, da han så en ung fyr gå op til hende. Han måtte have hende.

"Boss, vi har ham. Han venter Dem i kælderen og her er filen De bad om sir."Mandens accent var tydelig at høre. Han vendte sig om og stirrede intenst på ham. Han nød at se manden vride sig under hans blik.

"Godt, jeg er der om et øjeblik. Jeg vil personligt byde ham velkommen." Han gav et ildevarslende smil, idet han fik overrakt filen, manden krøb endnu mere sammen under hans blik. Han bukkede og forsøgte diskret at skynde sig ud af kontoret.

Han kunne ikke lade være med at grine i sig selv af mandens iver efter at komme væk. Han åbnede filen og blev mødt af Hendes guddommelige ansigt, selvom intet kamera ville kunne indfange hendes skønhed.

"Mi amore" Han kærtegnede hendes ansigt. De sølv blå øjne, hvor varme var det eneste at se, hendes lange, bløde, platinium blonde hår. Han lod blikket glide ned af hendes krop.

Hun havde hvide bukser og en gul T-shirt. Hvor han foretrak det, han havde på. En mørkeblå skjorte og sorte bukser. Modsætninger. Det var, hvad de var. Han burde ikke lede efter hende, men det begær, han havde efter hende, overvandt den smule fornuft han havde.

Han lukkede filen, svingede jakken over sin skulder og satte kurs mod elevatoren. Hans blik skimtede over de lysende knapper i boksen, før han trykkede på den, der ledte ned til kælderen.

Han tænkte over, hvordan han skulle påføre manden smerte, den mand, som havde talt med Hende og holdt om hende. Hans djævelske smil blev større og større, desto mere han tænkte over det. Mulighederne er uendelige.

Rive fingernegle af, hive tænder ud, piske ham, give ham stød. Hans øjne blev mørkere, efterhånden som elevatoren kørte ned. Så da kabinen nåede bunden, var hans gyldenbrune øjne blevet kulsorte.

Da han trådte ud af elevatoren, kunne han se vagterne krybe sammen ved synet af ham. Han trådte ned af gangen, det hvide lys flakkede. Han tænkte over, hvad han ville gøre ved ham. Han foretrak ikke at bruge noget udstyr, han foretrak at bruge de bare næver. Ironisk, at de hænder, der så kærligt havde holdt om hende, skulle til at gøre én ondt.

De rustne hængsler knirkede, da han åbnede den tunge metaldør. Der midt i rummet sad han. Bundet og kneblet til metal stolen. Der var kun to lamper i rummet. En over stolen og en over instrumentbordet. Han gik langsomt og lydløst rundt om ham, han kunne høre fyrens åndedræt blive hurtigere og overfladisk. Han stillede sig bag ham og fjernede kneblen.

"Hvem der? Hvad vil i? Mine forældre vil glædeligt give jer penge!" Fik han hurtigt fremstammet. Han klukkede mørkt. " Penge. Ha, er du klar over, hvem jeg er. Jeg kan købe dine forældres forretning, uden det ville påvirke mig." Hviskede han i fyrens ører, hans stemme var fyldt med had og foragt for ham.

"Nej, du er her fordi jeg har brug for at-" Han stoppede for at tænke over, hvordan han skulle formulere det. " At komme af med noget stress, og du er den heldige vinder." Han nød at se ham vride sig og hyperventilere af frygt. Han vidste, hvad der ventede ham.

"Nej, nej, vær sød at lade mig gå." Tiggede han med tårerne løbende ned fra det bind, han havde for øjnene. Han gik over mod bordet, lod blikket glide over instrumenterne og overvejede hvad han skulle bruge.