Insanely Insane

Kapitel 3 - "Du er godt klar over at det her ikke er et fængsel ikke?"

Sygeplejersken eller lægen - hvad end hun var - stillede mig en lang række spørgsmål. De inkluderede blandt andet spørgsmål omkring, om jeg havde drukket eller taget stoffer, hvortil jeg havde svaret, at medmindre det at få banket en dør i hovedet af verdens største popfænomen talte som et rusmiddel, så var jeg lige så clean som en nyfødt baby.

Hun lavede et par ekstra tjek, bad mig sluge nogle smertestillende piller og gav mig til sidst en ispose, inden hun forlod stuen. Det varmede, at hun ønskede mig god bedring med hovedet, men i det store billede betød det egentlig ikke ret meget, eftersom hun ikke engang kunne svare mig på, hvornår jeg måtte tage hjem. Så indtil videre skulle jeg blive et par timer for at se, om der var forbedringer, inden de først derefter ville overveje at lade mig gå.

Stilheden hvilede tungt i rummet, men noget i min øjenkrog irriterede mig. Da jeg vendte hovedet fik jeg øje på Justins hænder, der havde travlt med at vippe hans iPhone rundt på hans lår. Hans blik hvilede tomt ud i luften og det var tydeligt, at han kedede sig.

"Har du ikke et sindssygt kendisliv at leve eller noget?" spurgte jeg, så hans blik flakkede direkte over på mig. Et kort sekund så han næsten helt chokeret ud, som havde mit spørgsmål været en hater-kommentar på hans musikvideo til Baby.

"Jamen du må da undskyld, at jeg bliver her indtil jeg ved, at du er okay," sagde han med en skarp attitude, idet han skød det ene øjenbryn i vejret og fjernede sit blik fra mig.

"Det var ikke ment på den måde," fastslog jeg hurtigt, hvilket han blot rystede let på hovedet over.

Godt nok var jeg ikke ligefrem fan af hans verdenskendte røv, men det betød nødvendigvis ikke, at jeg ville sidde her og hate løs på ham - selvom jeg ærligt måtte indrømme, at jeg var pissed på ham for at banke den dør op i fjæset på mig på Blue Valley.

"Jeg synes dog godt, at du kunne undskylde," sagde jeg, da han igen begyndte at vippe uroligt rundt med sin iPhone på låret.

"Undskylde for hvad?"

Hans blik faldt på mig i samme sekund, som hans mumlende ord forlod hans læber. De brune øjne var fyldt med forvirring, hvilket mest af alt bare tændte mig af.

"Årh, det ved jeg ikke, Justin," begyndte jeg ironisk, hvorefter jeg slog ud med armene og fortsatte med en langt mere attitudefyldt stemme. "Måske for at slå mig bevidstløs med en dør lavet af metal."

Tro det eller ej, men fjolset begyndte utroligt nok bare at grine over mine ord, som jeg - hvis det ikke allerede stod rimelig klart for enhver - mente dybt alvorligt. Jeg sendte derfor Justin et undrende blik, så han i håb om at holde sit grin inde bed sig i læben, hvilket jeg forresten lige skulle informere om ikke gik ret godt.

"Det er tredje gang du pointerer, at det var en metaldør," forklarede han mig med et let smil, der gav mig noget af en åbenbaring.

For første gang nogensinde fik jeg et glimt af de perfekt polerede og kridhvide tænder inden redigeringen i Photoshop, og jeg måtte ærligt indrømme, at den dreng var blevet velsignet med et ubeskriveligt flot smil. Jep, take it or leave it, men hans tænder var rent faktisk mindst lige så hvide i virkeligheden, som på plakaterne og på forsiden af alle de store magasiner.

Så nu kunne jeg altså sætte tjek ved dén livsåbenbaring på min bucket-liste.

Et tungt suk forlod mine læber, da den dunkende smerte i mit hoved tog til. Jeg pressede isposen tættere mod min pande i takt med, at jeg kneb mine øjne sammen og skar tænder. Sig mig, hvornår fanden begyndte de smertestillende piller at virke?

Mit blik flakkede over på Justin, der denne gang ikke bare sad og stirrede tomt ud i luften, men sad og stirrede tomt på mig. Da vi fik øjekontakt og det gik op for ham, at hans blik uhensigtsmæssigt havde hvilet på mig fjernede han det dog hurtigt, kun for at kigge ned på mobilen i sin hånd.