Insanely Insane

Kapitel 4 - "Det er ikke en fucking joke, Andrew."

Stilheden hvilede tungt i bilen, da hverken Andrew eller jeg sagde noget. Radioen fik vi heller ikke meget lyd ud af, eftersom den havde haft svært ved at få signal, og derfor havde den skrattet forfærdelig meget, hvilket i sidste ende havde ført til, at Andrew havde skruet helt ned for den. Det var en direkte underdrivelse at sige, at stilheden langsomt - sekund for sekund - sugede sjælen ud af mig, for det her var så meget værre.

Min læge havde egentlig ikke givet mig lov til at tage hjem fra hospitalet i første omgang. Efter en del tiggeri lykkedes det mig dog alligevel at få lov til at ringe til min kære storebror for at få ham til at hente mig. Jeg måtte til gengæld ikke være alene, da der kunne komme pludselige reaktioner på det hårde slag, og eftersom Lucie skulle arbejde hele dagen og derfor ikke kunne være hjemme til at holde øje med mig, gik kursen mod Andrews lejlighed.

Og apropos Lucie, så havde jeg tidligere ringet til hende for at forklare de mest nødvendige detaljer omkring, hvorfor jeg var endt på hospitalet og hvorfor hun først hørte fra mig nu. Jeg havde dog med vilje undladt den del omkring Justin, da jeg helst ikke ville fylde hendes lille kønne hoved med en masse ubesvarede spørgsmål, når hun skulle arbejde så mange timer i træk.

Mit blik flakkede fra den ene bil til den anden uden for vinduet, hvilket i sidste ende blot gjorde smerten i mit hoved endnu værre. Godt nok var det ikke helt så slemt, som det havde været tidligere, men de smertestillende piller havde endnu ikke givet tegn på et kommende mirakel.

"Sååå," lød det pludselig fra Andrew, der besluttede sig for at bryde stilheden imellem os. "Har du tænkt dig at forklare mig, hvorfor jeg modtog flere bekymrede opkald fra Lucie i går? Uh, eller endnu bedre; hvordan du blev slået bevidstløs og endte på hospitalet?"

Det sidste ord forlod hans læber på en vrissende måde, som tydeligt understregede alvoren. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg næsten tro, at han var sur over, at jeg var endt på hospitalet, for han havde haft sådan en tør og kold attitude lige siden han fik øje på mig i ventestuen. Selvfølgelig kunne jeg da godt se, at det ikke måtte være fedt for ham pludselig at skulle smide alt, hvad han havde i hænderne, bare for at hente sin lillesøster på hospitalet. Hvad han dog ikke vidste var, at jeg ikke selv havde været skyld i den her tragedie, der godt og grundigt havde formået at ommøblere min ellers fuldstændig glatte pande.

"Okay, det lyder måske rimelig slemt, når du stiller situationen op på den måde, men ..."

"Det lyder virkelig slemt, Faith," afbrød han mig hurtigt, hvorefter han med en hovedrysten og en udtydelig mumlen fortsatte. "Jeg troede ærlig talt, at du var ovre den periode."

Jeg var hurtig til at rulle med øjnene over hans hentydning til min oprørsperiode tilbage i teenageårene, hvor jeg i ren protest mod vores forældres skilsmisse var kommet lidt langt ud med de forkerte mennesker, ustyrligt alkohol, dårlige karakterer og lidt for mørk makeup. Det var bestemt ikke en periode, som jeg var stolt af, og derfor irriterede det mig grænseløst, at han skulle bringe det op.

På den anden side forklarede det dog, hvorfor han virkede så sur og hård i attituden. Jeg mener, det gav jo god mening, at han var skuffet, hvis han troede, at jeg var ved at falde tilbage i min dårlige periode igen, ikke? Ja, for ikke at glemme, hvis han så oven i købet troede, at et tilbagefald som det havde været skyld i mit lille hospitalsbesøg.

"For det første, så hader jeg dig for at bringe det emne op," begyndte jeg sukkende. "Og for det andet, så har min mørke teenageperiode overhovedet intet med det her at gøre."

Andrew sagde ikke noget, men rystede blot svagt på hovedet over mine ord. Det var næsten som om, at han ikke troede mig, og det fik mig til at vrisse fornærmet, lægge armene over kors og rette mit tomme blik mod sidespejlet i min side af bilen.