Dag 1-

Jeg blev født. Jeg vil vædde med, at jeg vrælede. Stortudede over endelig at komme ud. Glædestårer monstro. Jeg var våd og klistret til med fosterfedt. Ulækkert.

Omkring mig vimsede fuldvoksne versioner af mig rundt i lyseblå uniformer, mens de tjekkede mig fra top til tå. Hele 49 centimeter af mig. Der var ikke så meget at inspicere der.

Min mors bryst føltes garanteret varmt og velkendt, som en dyne man har savnet efter en lang dag. I dag føles brystet knap så velkendt, men varmt er det stadig.

Jeg suttede. Hungrede efter mad. Hungrede efter en drink. Mælk. Man skulle hellere have forestillet sig, at hun havde whisky i de bryster. Det ville have været sjovere end at kategorisere mælk som mad. Hvem har tænkt, at mælk da helt klart er ikke-drikbart, men derimod lige så spiseligt som en gulerod? Hvem?

Min bror satte pinden i. Satte min røde pin i iblandt alle de andre. Røde piger. Med drengene lige overfor. Med blå pins.

Jeg gik hjem samme dag. Eller jeg vil tro, at jeg blev båret. Mon ikke. Jeg tror ikke, jeg lærte at gå på den første dag mine fødder rørte jorden. Jeg var nok lidt for udmattet efter at have lært at trække vejret.

Nå, jeg kom hjem og faldt om i sengen. Faldt i søvn. Det var lige hvad jeg trængte til efter ni måneder liggen i en mave. Jeg havde brug for mere søvn.