Dag 1-

Dag 6566

Der er stille. Kun skridt efter eksamensvagterne kan høres. De følger nogen ned til toilettet. Og tilbage igen. Når jeg ser ud på dem, ligner de ikke sig selv. De ligner ingen og alle. De har det samme ansigt, den samme personlighed. De er den samme. De har bare ikke indset det endnu. Men jeg ser det. Tydeligt. Med rumpen på stolen og øjnene på skærmen mister de langsomt deres farve. Farverne, der tidligere strålede, men nu fortoner sig. Dog langsomt. Men de fortoner sig. Jeg ser det lige nu. Nu er den eneste tid jeg har til at skrive. Jeg kan ikke få mig til det ellers. Jeg vil jo gerne, men det er som om, at det kræver mere end jeg har at give. Det er så stor en opgave. Det at konstruere en historie fra start til slut inden man egentlig skriver på historien. Man planlægger bare. Det er enormt langtrukkent. Og slider på mig, selvom jeg hverken planlægger eller skriver. For hvis jeg skrev, hvad ville jeg så skrive om? Jeg kan jo ikke skrive den historie som ikke engang har et plot endnu. Det er alt for svært. Jeg har jo brug for en tidslinje. Kapiteloversigt, have styr på karaktererne og miljøet. Det er jeg jo nødt til. Andre lader til at kunne. Ikke nogen jeg kender, men du ved, andre. De har styr på det. Har enormt overskud til at tage kampen op og gabe over den enorme opgave det er. Jeg ville ønske jeg gad, eller jeg vil gerne, men jeg kan ikke få mig til det. At gabe. Selv ikke små historier kan jeg overskue eller skrive, selvom jeg har lysten til det. Det er frustrerende. Jeg ved. Jeg burde gøre det. Men... Jeg ved godt, der ikke er noget men, men... suk. Alt jeg lader til at kunne skrive er små ord og små digte. Og når jeg skriver dem, elsker jeg det. Det er så meget bedre end terapi (jeg har aldrig været i terapi, bortset fra den ene gang min far tvang mig med, og hvor jeg med det samme begyndte af tudbrøle. Hvad fanden tænkte han på?). Jeg ved godt, at der er meget galt med mig. Men at skulle i terapi for at have tanker, der var anderledes og måske ikke altid gode? Helt ærligt! Nå, men... Jeg burde også snart skrive en historie til min ansøgning til FGK. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal skrive. Om. Og hvornår. Hjælp mig lidt her. Jeg har brugt for det. Jeg har virkelig brug for det. Please. Ej, undskyld, jeg pleaser ikke, men alligevel. Kom nu. Bare det ikke er terapi, hjælpen kommer i form af, så er det fint. Haha. Jeg er sjov, hva? Ja. Jeg tror, jeg bløder. Ud af numsen. Det er faktisk ret klamt. Helt ærligt. Hvem fanden fandt lige på, at piger skal bløde ud af numsen fem dage ud af tredive/enogtredive om måneden. Jeg håber virkelig ikke, at det er gud. Nej, det er ikke dig, vel gud? Jeg ved, du skabte jorden, men blod ud af numsen, den tror jeg ikke lige på. Der må du altså give mig lidt medhold her. Det er du nødt til. Jeg håber ikke, jeg har blødt igennem, men det tror jeg altså er sket. Allerede. Hvorfor skal man også sidde på en stol i fem timer i streg? Er det også noget du har opfundet, gud? Du må opfinde nogle bedre ting end menstruation og engelskprøver. Det kan du sagtens. Jeg tror på dig. Det gør jeg. Du skal ikke tvivle på mig. Det gør du heller ikke. Jeg så godt, at lyset blinkede. Du er her. Samtidig med, at jeg skriver nogle mærkelige ting til dig. Du finder dig i så meget hva? Nej, det var ikke et spørgsmål. Bare en konstatering. Det ved du jo selvfølgelig godt, at det er. Jeg prøver bare at forklare. Bare mine bukser ikke er ødelagt. Bare man ikke kan se det på stolen. Hvorfor er den heller ikke sort? Det ville have gjort hele opholdet, som det vel er, bedre. Jeg er faktisk sulten. Nej, det skal jeg ikke skrive om. Så begynder min maven bare at knurre midt i det hele. Selvom her er ved at være lidt tomt. Det er sgu meget rart. Færre mennesker er lig med flere ord. Ord på en skærm. De kan forsvinde på et splitsekund. Det orker jeg ikke helt. De skal sgu blive her i verden. Ligesom mig. Jeg går ingen vegne. Eller jo, om en time, men det er først om en time. Der er sørme lang tid til. Jeg har tegnet en tegning. Mit hjerte hoppede en ekstra gang. En mand forskrækkede mig bagfra. Bare rolig det var bare eksamensvagten. Han sagde, at der var en halv time til bare. Ikke kun til mig, men også til resten. Der var en mikrofon. Meget højt i forhold til, hvor stille her er. Jeg har stadig tegnet en tegning. Med blyant. I mit engelsk hæfte. Hvad fanden skal man ellers lav,e når man vil have pause? Man kan jo ikke gå på facebook eller se en film. Man må sørme være opfindsom. Det er en alien. Tror jeg. Jeg er faktisk ikke sikker. Det kunne også ligne en pige med meget mærkeligt hår. Det går ligesom ud i to tynde spidser. Det ser sjovt ud. Det vil jeg prøve at lave på mig selv. Det er nok bare ikke så godt lige nu. Der ville være en del, der ville kigge mærkeligt på mig, hvis jeg begyndte at lave den frisure. Det ved jeg. Pigen eller alien har en meget rund krop og aflange, men også runde hænder og fødder. De er fine. Benene. Alien står på et skateboard. Midt i luften. Hun er lige skatet ned af et gelænder. Bare hun ikke falder og slår sig. Og ødelægger sin frisure. Jeg vil jo gerne lave den selv. Men det kræver lidt, at jeg har noget at kigge efter. Så er der sørme afleveret. Hun virker sød hende eksamensvagten. De er alle gamle. Eller hvad man nu vil sige. For hvornår er nogen gamle? Det er jo svært at vurdere. Specielt for en, der aldrig har prøvet at være mere end 18 år minus 8 dage. For det er hvad jeg er. Atten år minus otte dag. Jeg har nemlig snart fødselsdag. I næste uge. Allerede. De fleste tænker, at atten er stort. Det er det bare ikke. Det er større end sytten, ja, men mindre en nitten. Det ligger lige i midten. Altså så intet i forhold til hvor gammel eksamensvagten er. Hendes næste fødselsdag må blive stor. Må gud lade være med at forbyde det. Det ville være strengt. Enormt strengt. Jeg føler lidt, at jeg er begyndt at skrive de samme tillægsord. Sgu og enormt og fanme. Fanden er her også. Nu skal jeg også passe på. Du kan jo både høre og se mig ikke, gud? Er du ked af, at jeg ikke skriver dig med stort. Det må du sørme undskylde. Der kom det sgu igen. Og igen. Nej, det må du også undskylde. Men jeg skriver altså heller ikke facebook med stort. Det må både du og facebook altså leve med. Sørme så. Ja. Det er gået op for mig, at jeg ikke kan stave til fanme. Er det fanme eller fandme? Der er rød streg under dem begge. Hm, jeg tror dog, at fandme er rigtig. Det er bare en dårlig ordbog word har. Jeg har ikke drukket noget vand, det hedder ikke ikke drikket vand. Så meget ved jeg om retstavning. Ha, yes. Der er mange røde streger nu dog. Ups. Det er vist ikke alt for godt. Der er heldigvis ikke nogen som ser det. Kun mig. Eller... jo, kun mig. Sådan noget her ville jo aldrig blive udgivet. Det ved jeg. Ikke helt. Jeg ved det ikke helt. Det er trist. Der er ikke så mange tilbage siddende på deres røv mere. De er gået deres vej. Det er kun godt. Igen, det skaber mere ro. Skrivero. Selvom larmen starter igen om seks minutter. Om seks minutter skal vi være færdige. Jeg er færdig. Og har afleveret. Jeg sidder bare og skriver. Imens de andre snakker, selvom de ikke må. Det er tarveligt. De taler endda ret højt. Arrgh, jeg kan ikke koncentrere mig mere. Det går langsommere med at trykke på bogstaverne. På tastaturet altså. Ikke..., nej, hvad skulle det ellers være. Vov, jeg har skrevet meget. Jeg har ikke kigget på antallet af ord, men det er helt klart flere ord end i essayet jeg lige har skrevet. Mange flere. Og tallet bliver større jo mere jeg skriver. For jeg skriver. Og skriver. Mere og mere. De taler virkeligt højt nu. Nogle af de andre er også begyndt nu. Jeg håber virkelig ikke, at jeg har blødt igennem. Jeg tror ikke, jeg tør kigge, når vi må rejse os. Jeg må bare skynde mig og sætte stolen ind under bordet, så der ikke er nogen, der opdager det. Folk kigger ud i luften, mens jeg skriver om dem. Ha, de skulle vide bedre. Jeg skriver jo ikke om dem, der rent faktisk laver noget. Kun dem, der ikke gør. Et minut. Indånding, udånding. Jeg må snart rejse mig. De skal først bare lige have styr på om alle har afleveret. Prøven er slut. Yes, man. Vi må ikke rejse os endnu. Så de snakker stadig. Folk larmer lidt mere nu. Kigger lidt mindre ud i luften end før. Eller måske mere. De mangler kun fire opgaver. Det er snart. Jeg kan mærke det. De andre kan mærke det. Vi kan alle mærke det. Uhh, hvor dramatisk. Lige noget for dig, gud. Ja, du er da dramatisk? Du skal absolut gøre noget ud af, at du har skabt jorden på seks dag. Ikke syv, vel? På den syvende hvilede du. Det ved jeg. Jeg tror, de tænker, jeg er mærkelig. Fordi jeg stadig skriver. Jeg synes bare det er rart. Dejligt. Endelig at skrive. Helt himmelsk. Du skulle prøve det og ikke bare få en anden til det. Jesus skrev vel biblen for dig? Jeg sagde ja til at have afleveret. Det har jeg også, selvom jeg stadig skriver. Jeg ved hun synes, at det er mærkeligt. Jeg går nu. Vi ses. Jeg går meget gerne nu. Bare ikke meget gerne fra denne tekst.

22:46. På underligste vis blødte jeg ikke igennem.

På anden mere underligste vis fik jeg tolv for min opgave. Jeg forstår det ikke.