Jeg sidder her alene. Alene hjemme. De gamle er i Japan.
Min faster har kræft. Det gik først op for mig, da min mor spurgte om jeg ville være med til at give en buket blomster til hende efter den første operation.
Min bror og jeg har aldrig været tæt med vores faster.
Min bror og jeg har aldrig været tætte.
Måske da vi var små. Før skilsmissen.
Kan man klandre skilsmissen?
Hvis man klandrer skilsmissen, klandrer man vel også sine forældre.
Det er deres skyld.
Og vores skyld.
Vi fire er alle skyldnere.
Mor. Far. Bror. Mig.
YOU ARE READING
Dag 1-
Non-FictionEn bundærlig dagbog, hvor det eneste der er redigeret er retstavning (og selv det mangler en korrekturlæsning). Velkommen til en ærlig dagbog, skrevet af en i dag 21-årig pige/kvinde - whatever. Hvert kapitel repræsenterer en dag, og i øjeblikket ha...
