Ahmed nyd det kolde vejr.
Han gik stille og roligt ned af Silkeborgvej.
Vejene og fortovene var helt tomme, vi befandt os jo langt inde i natten.
Vinden blæste i hans kåbe og bluse.
Kåben var helt hvide, det var blusen næsten også; hvis det ikke var for det sorte Dingir symbol.
Ahmed stoppede.
Han kiggede op, og så Superhelt og de andre helte flyve forbi.
' De er stadig aktive selv på den her tid? '
Ahmed smilede for sig selv.
Han nærmede sig den Gamle By.
Han stod overfor fodgængerovergangen, og ventede til det blev grøn, der var sikkert nogen der holdt øje med ham.
Den grønne viking viste sig endelig, og Ahmed fortsatte hermed sin gåtur.
Han gik forbi 7-Eleven, og kiosken længere nede.
Han gik forbi den bygning, som havde KAIN som graffiti.
Han nærmede sig endelig Domkirken.
Ahmed kunne ikke lade være med at smile.
Domkirken var meget mindre end hans 'palads' i det gamle Mesopotamien.
Ahmed kunne mærke noget mærkeligt i atmosfæren.
Han vendte sig om, og så en Udug dæmon kravle ud af selveste virkeligheden.
Dæmonen knurrede af Ahmed.
Ahmed smilte.
' Det er godt nok længe siden at nogen turde knurre af mig. '
Dæmonen blev pludselig helt bange; da det gik op for den; hvem den stod overfor.
' Du vover at turde mig? '
Ahmeds øjne lyste op, og dermed var dæmonen forvandlet til støv, som blev blæst væk af vinden.
Ahmed tog en dyb indånding.
Han kiggede op på de mange stjerne, og indså:
At dette kun var begyndelsen.
