Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 6

Kapitel 6 - Familie indblandet

Fredag d. 1. november 2024

Mathias og jeg går hen til resten af holdet. Jeg sender Isabella et koldt blik som hun opfanger. Mathias lægger armen rundt om mig og hun sender dræberøjne. Træneren sætter gang i træning igen, drengene skal lave noget løbetræning. Jeg går over til træning.

"Luna" siger han overrasket.

Jeg smiler venligt "Velimir, jeg ved godt det ikke er min beslutning..." begynder jeg. Han vender alt sin opmærksomhed mod mig. 

"Hvad så, Luna?" spørger han med en smule bekymring i stemmen. 

"Det fungerer ikke med Isabella her. Ærligt, hun skaber rygte i håb om at skabe spild mellem Mathias og jeg men det ender med at involvere alle andre også" siger jeg opgivende.

"Sig ikke mere Luna. Hun er hermed ikke ansat" siger han og smiler.

Jeg kigger overrasket på ham. "Waow, virkelig?" spørger jeg.

Han nikker "Luna, du er en del af holdet og når du fortæller mig noget ikke fungerer, så tror jeg på det. Desuden, så har du aldrig kommet til mig før, med sådan noget. Så jeg tager det alvorligt, at du kommer til mig" siger han og smiler.

Jeg smiler taknemligt til ham. "Tusind tak, Velimir" siger jeg. Han smiler og nikker til mig. 

Jeg sætter mig ud på bænken til Nanna, hvor vi sidder sammen resten af træning. Mathias kører bilen hjem mens jeg sidder ved siden af. "Fandt du ud af det?" spørger han.

"Hm?" spørger jeg forvirret "Hvad?".

"Isab-"

"Åh jaer. Snakkede bare med Velimir om det. Han sørger for hun ikke bliver ansat" siger jeg og smiler til ham. Han smiler tilbage og jeg hører han ånder lettet op.

"Godt, for jeg ville ikke kunne klare at hun skulle være en del af vores hverdag" siger han. Jeg smågriner.

"Det kommer hun heller ikke til at være" siger jeg. Mathias parkerer bilen foran lejligheden og vi går op. Vi kommer kun lige ind af døren, inden Mathias' mobil ringer. Han kigger forvirret på den og så på mig.

"Det er min mor. Hun plejer da aldrig at ringe nu" siger han forvirret.

Jeg kigger forvirret tilbage. Han tager telefonen. "Hej Mor" siger han. Jeg tager hans taske fra ham, så jeg kan pakke den ud mens han taler i mobil. Han smiler taknemligt til mig. Vi går ind i soveværelset, hvor Mathias sætter sig på sengen og snakker med sin mor mens jeg pakker tasken ud.

"Ja, hun er lige her da" hører jeg han forvirret siger.

Jeg vender min opmærksomhed mod ham. Han ligner et stort spørgsmålstegn. "Mor, hvorfor er du så underlig lige nu?" spørger han. Der er stille kort og så sukker han. Han tager telefonen fra øret og sætter den på højtaler.

"Så Mor, nu kan hun høre dig" siger han.

"Hej Helle" siger jeg glad.

"Hej Luna. Jeg ville bare ringe og høre det fra jer først" siger hun stille.

"Hvad så?" spørger jeg.

"Jeg hører bare rygter, ude i byen, i tv'et og på medier om at Mathias har fundet en anden" siger hun og jeg kan nærmest mærke hendes usikkerhed i at spørge om det er rigtigt gennem mobilen. 

Jeg sukker "Hvis den pige ikke snart lukker munden" siger jeg surt.

"Så er det ikke rigtigt??" spørger Helle hurtigt

"Nej!" siger Mathias og jeg i kor, hvilket får os til at smågrine lidt.

"Mor, kan du huske jeg fortalte dig om en Isabella?" spørger han forsigtigt.

"Ja?" svarede hun spørgende. 

"Hun arbejder på mit hold og skaber rygter om os. Det er så frustrerende" siger han opgivende.

"Jamen Mini da, så må du da gøre noget ved hende. Få hende fyret"

Jeg smågriner. "Faktisk, så har Luna allerede været på banen der" siger han.

Helle griner "Godt Luna!" siger hun stolt.

Jeg griner "Ja, man skal ikke finde sig i sådan noget men troede egentligt bare rygterne var mellem os på holdet og ikke sådan ude i medierne" siger jeg.

"Så længe I to stadigvæk er sammen og holder sammen, så skal det nok gå det hele" siger Helle opmuntrende.

Jeg sætter mig ned på sengen ved siden af Mathias og læner mig op ad ham. "Det er jeg også sikker på" siger jeg og kigger Mathias i øjnene. Han smiler til mig og jeg smiler tilbage. Vi snakker lidt længere tid med Helle, om hvordan det ellers går inden vi siger farvel og lægger på.

"Jeg tænker lasagne" siger jeg med det samme, Mathias har lagt på.

Han griner "Jeg gætter på, vi taler om aftensmad?" spørger han.

Jeg nikker. Han griner igen og trækker mig ind i et kram. "Okay" hvisker han mig i øret. Jeg smiler stort til ham og læner mig ind mod ham med alt min kropsvægt. Han strammer sit greb om mig. "Du ved, min mor har ret" siger han stille.

"Selvfølgelig. Hun er din mor" siger jeg, hvilket får os begge til at grine.

"Luna, altså" siger han og ruller øjne af mig for sjov.

"Okay, men hvad er det helt præcis du hentyder til?" spørger jeg.

Han griner endnu mere. "Du sagde bare hun havde ret, uden at vide, hvad jeg snakkede om?" spørger han grinede.

Jeg nikker. "Ja da" siger jeg og griner.

"Okay okay" siger han og griner. "Jeg mente bare, at så længe vi har hinanden, så skal det hele nok gå" siger han og smiler.

Jeg nikker og smiler stort. "Det er jeg også sikker på" siger jeg glad.

"Men jeg vil nu alligevel tage en snak med Isabella i morgen, om hun skal stoppe med at sprede flere rygter" siger han bestemt.

Jeg kigger overrasket på ham. "Okay" siger jeg glad og smiler. "Det lyder som en god ide".

"Skulle vi så lave den lasagne?" spørger han.

Jeg smiler stort. "Har du tænkt dig at hjælpe?" spørger jeg drillende.

"Sikkert ikke men jeg kan kigge på" svarede han drillende tilbage.

Jeg kysser ham på kinden. "Det er sådan jeg bedst, kan lide det" siger jeg grinende.