Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 7

Kapitel 7 - En ærlig snak

Lørdag d. 2. november 2024

Mathias' synsvinkel:

Jeg åbner forsigtigt døren til fællesrummet og kigger ind. Isabella sidder der alene og spiser frokost. Jeg kigger ned på banen og ser de andre er fuld optaget, så jeg vælger at gå ind til hende. 

Hun får hurtigt øje på mig ud af øjenkrogen og bliver straks nervøs og anspændt. Jeg sætter mig overfor hende. 

"Isabella" siger jeg alvorligt men også forsigtigt. Jeg mærker pludselig en blanding af vrede og sårbarhed i mig selv over alt det her. Hun kigger forsigtigt op fra sin mad og vi får øjenkonktakt.

"Jeg er altså nødt til at tale med dig om de rygter, der er begyndt at sprede sig. Det går udover mig og Luna, og det skal stoppe" siger jeg halv bestemt.

Hun giver mig et anstrengt smil. "Matthias, jeg ved ikke, hvordan de rygter er startet. Jeg har ikke fortalt nogen om vores fortid eller noget andet. Det lover jeg" svarer hun uskyldigt.

Jeg sukker dybt. "Isabella. Jeg ved jo det er dig, så kan vi ikke have en ærlig snak?" spørger jeg.

Hun nikker stille. "Okay..." svarer hun lavt. 

"Men faktisk så, uanset hvem der har startet rygterne, så er konsekvenserne af dem ødelæggende. Det går udover Lunas og mit forhold og liv. Luna og jeg elsker hinanden, og vi har brug for at kunne leve sammen uden den her byrde, som går vi hele til skal udspørges og folk kigger grimt på mig" siger jeg.

Hun bider sig nervøst i læben og tager så en dyb indånding. "Okay Mathias. Jeg ved godt, at du har fundet ægte kærlighed med Luna. Det er tydeligt. Det kan enhver se. Jeg er virkelig ked af, at mine handlinger har skabt kaos" siger hun tøvende.

"Jeg-" siger hun men stopper. Jeg kigger på hende og hun har tårer i øjne. Jeg smiler forsigtigt til hende.

"Jeg var bare jaloux, ærligt. Og jeg ønskede at genskabe, det vi engang havde. Jeg kan godt se nu, hvor forkert det var af mig" siger hun med rystende stemme.

Jeg ryster på hovedet og tager forsigtigt fat i hendes hånd, som ligger på bordet. "Isabella. Du fortjener også ægte ærlighed, men det er ikke med mig. Du bliver nødt til at give glip på mig, både for dig egen og min skyld. Man kommer videre og du skal finde lykken på din egen vej, ligesom jeg fandt på min"

Tårerne fylder stadigvæk hendes øjne og hun nikker langsomt. "Du har ret, Mathias. Jeg skal give slip og lade jer være lykkelige sammen. Jeg beklager virkelig alt det, der er sket. Og jeg skal nok tage ansvar for det" siger hun.

Jeg slipper hendes hånd og trækker min hånd til mig. Jeg smiler forsigtigt. "Tak, Isabella. Lad os begge gøre vores bedste for at lægge det her bag os og fokusere på vores egne veje fremad" siger jeg. Hun smiler forsigtigt tilbage.

Jeg rejser mig fra bordet og går ned mod banen igen. Da jeg træder ud af lokalet, føler jeg en lettelse og håb for at rygterne vil dø hen, især fordi jeg ved at, Luna og jeg vil blive ved med at bevise vores kærlighed til hinanden. Jeg tager min telefon op af lommen og finder Lunas nummer. Jeg skriver en SMS.

Mathias:

Hej skat.

Savner og elsker dig! <3

Luna-musen <3:

Savner og elsker dig mest

Hvad vil du have til aftensmad?

Mathias:

En pastaret med kylling kunne

være ret lækkert

Luna-musen <3:

Okaaaay, det laver jeg så <333

Jeg smiler af beskeden og liker den. Hvor heldig kan man lige have lov til at være?

AN: Så prøvede jeg lige noget nyt med at skrive fra Mathias' synvinkel og sorry, for at det er lidt kort. Ved ikke helt, hvad jeg synes om det men synes ikke afsnittet ville give mening, hvis ikke det var fra Mathias' øjne vi så. Hvad tænker I? Vil det være okay, at vi ser tingene fra Mathias' øjne en gang imellem eller bedst, vi bare forbliver ved Luna?