Mor?..

..Svigtet af min egen mor..

Jeg sad lidt og kiggede tomt på vasen. Den store røde, den lå på reolen og viste sin flotte form. Jeg sad der, helt stille. Mine tanker begyndte at vende tilbage. Tilbage til dengang hvor min mor forlod mig. Hun var der, hun sad og smilte.. og pludselig, ja.. så var hun væk, for resten af mit fucking liv. Jeg sad stadig som frosset, og kiggede på den uduelige vase. Jeg fattede intet. Det har jeg aldrig gjort! Jeg har svært ved at se hvordan fanden jeg skal leve et normalt liv, når man far arbejde hele fucking dagen, og jeg knap nok kan huske min mor. Det hele er fucked. Jeg har mest af alt lyst til at smadre den fucking vase, eller gemme den væk? Min far siger min mor købte den til mig. Spørg ikke hvorfor, jeg var 2 da hun købte den, hvad fanden skulle jeg bruge en vase til? "Jeg er hjemme." Jeg rystede tankerne af mig, og hørte døren smække. "Hej." Jeg løb ned af trapperne. Jeg kiggede hen på klokken. Det er gået hen og blevet rimelig sent. "Hej min pige." Jeg krammer min far. Han ser så udmattet ud. "Hvordan gik det på arbejdet?" Jeg smiler til ham. "Arbejdet? Nååårh, ja. Det var fint." Jeg undrer mig ærlig talt over, om han er forvirret eller om han lyver.... "Super? Jeg går op og sover." Jeg gav ham et godnat kys. "Sov godt min skat!" jeg løb op af trapperne. "I lige måde." Jeg gik ind på mit værelse. Jeg fik straks øje på vasen. "Fuck da dig." Jeg kiggede på den, og himlede med øjnene. Tænk jeg virkelig udgav mig for at være en sukkersød idiot, når jeg i virkeligheden havde lyst til at fucke hele verden op. I starten fattede jeg ikke engang min egne ord, men efter hånden fik jeg så svaret. Det er min mor der er skyld i det hele. Alt det der går mig på, er en del af hendes forsvindings nummer. Jeg kastede bogstaveligtalt mig selv ned i sengen. Jeg sad 2, 3 minutter og spekulerede om idag, om igår, om imorgen. Efter den forvirrede tanke af at jeg er alene, var jeg faldet i søvn.