Med hvid pels og sorte øjne (Dansk-Danish)

En gang, en juleaften i familien Wolfs hus…

De havde spist flæskesteg, og and. Kartofler med brun sovs, og rødbedesalat. De havde drukket juleøl, julesnaps og en slags vin, som husmoderen selv havde lavet. De havde spist juleslik og danset om jule træet. Men mit i gaveudpakningen. Der, bankede det på døren.

Det ellers så hyggelige lys gik pludseligt ud. Matis og Josa var stoppet med at pakke op, og lille Harald, på kun fem måneder, begyndte at græde. Mændene havde stoppet deres samtale og spejdede hen imod døren. ”Hvad var dog det?” spurgte datteren der næsten var 16, imens hun vuggede Harald blidt i sin favn. ”Hvorfor gik lysene ud, mor?” spurgte Matis. ”Det ved jeg ikke svarede hun, og tændte et stearinlys. Hun tog det i hånden, og gik hen for at åbne døren. Hun strejfede juletræet, så pynten hvislede. Der var helt stille. Dørhåndtaget knirkede en smule, da husmoderen tog fat. Så trådte hun et skridt tilbage, og åbnede.

En kold vind slog hende i møde, så kjolen flagrede op. Et lyn slog ned længere henne. Harald hylede, så det gav alle et chok. Husmoderen kikkede til siderne. Landskabet var opslugt af mørke, der var intet at se. Men så så hun ned. En lille, kridhvid kattekilling, stod på trinet. Dens øjne var kulsorte, og dens miav så skingeret, så det skar igennem luften. Husmoderen gispede, men lod den dog komme ind. ”Den er nok bare forkølet”. Forklarede hun. Hun gik ud i køkkenet for at hente mælk, til den stakkels killing. Imens tændte datteren lysene igen. Matis og Josa, havde løbet væk fra gulvet, og sad nu på skødet af deres far. Men Harald stoppede ikke med at græde. ”Så, så du skal ikke være bange”, beroligede oldemoren Harald. Men det hjalp ikke. Onkel Lars kone Matilda, havde trukket benene helt op til sig. Killingen stod midt i stuen. Dens skarpe kløer skrabede hen over det glatte stengulv. ”Her”, sagde husmoderen og satte en lille skål med mælk hen til killingen. Hun trak hurtigt hånden til sig, og satte sig op i en lænestol. Nu sad hele familien Wolf og stirrede ned på killingen. Den sluprede mælken i sig, og i takt med at den spiste, blev pelsen hvidere og dens øjne sortere. Den strækkede sine kløer ud, så Harald skreg. Husmoderen tyssede på ham, men lige meget hjalp det.

Killingen spærrede øjnene op, og krummede ryggen. Den drejede hovedet i hak, indtil den stirrede direkte på bedstefaren.

Nabofamilien Pogrev, hørte et jamrende skrig. De kikkede ud af vinduet, og ind til familien Wolf. De så en rude smadres, og hørte en babys gråd. De fik også et hurtigt glimt af noget sort og hvidt, der spurtede langt ud på markerne.