Run away.

(1) Banegården.

Jeg sidder på en banegård, jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal eller hvor jeg skal hen.
Jeg sidder lige vedsinden af en elevator på en bænk og tænker på mine forældre, gad vide om de også tænker på mig eller om de overhovet ved at jeg er taget hjemmefra.
Jeg har min mobil på mig, de har ikke prøvet at kontakte mig.

Jeg høre elevatoren gå op igen det er to af mine bedste veninder der går ud, de går lige forbi mig men stopper op og sætter sig på bænken med mig.

"hvad sker der?" Spørg den ene der hedder Vanessa, begge pigerne har næsten tomme flasker i hænderne men de er ikke helt fulde.

"Vil du med?" Spørg min anden veninde Laura og rejser sig op fra bænken.

"Hvor skal vi hen?" Spørg jeg og rejser mig op til Laura, og Vanessa rejser sig også.

Vanessa tager en Mokai op fra tasken og giver mig den.

Vi går lidt rundt og så spørg jeg igen
"hvor skal vi hen?" jeg fik ikke svar før.
"Vi ved det heller ikke." svare Laura. "Hvad laver i så her?" Spørg jeg.
"Vi blev væk og tog det forkerte tog så ende vi op her. Hvad laver du her, det er langt væk hjemmefra?" Spørg Vanessa.
"Jeg stak af hjemme fra." Svare jeg og vil helst ikke snakke om det.

Det er sent på aftnen og vi går enlig bare rundt, der er ikke så mange mennesker men pludselig for Laura øje på nogen flotte drenge der står og snakker.

"Skal vi ikke gå der over?" Spørg hun. "Nej, vi kender dem jo slet ikke..." Svare jeg.
"Det kan vi jo komme til." Siger Vanessa, de tager mig begge to i hånden og går der over. Både Laura og Vanessa siger Hej men jeg har ikke så meget at sige.
Mine veninder begynder at snakke med en dreng værd og jeg står alene tilbage.

Der er en af drengene der også står alene og jeg overvejer at gå over til ham men jeg kigger bare ned i jorden og piller ved det armbånd jeg har på.

Han ser rigtig sød ud, han har brune øjne.. næsten helt sorte, mørkt lidt krøllet hår.

Der går noget tid hvor jeg bliver ved med at kigge ned i jorden men jeg begynder langsomt at kigge over på ham, han kommer tættere på.

"Hej Amanda." Siger han og kigger mig i øjnene.
"Hej?" siger jeg forvirret og undre mig over hvem han er, man kan se at han begynder på at tvivle på om jeg hedder Amanda men... det er mit navn.

"Amanda, kender i hinanden?" Spørg Vanessa og tvivlen forsvinder fra hans ansigt.

"Gør vi?" Spørg jeg og kigger over på ham. "Ikke som sådan, vi mødes for en måneds tid siden til Adams konfirmation, er du ikke hans bedste veninde?" Spørg han. "Jo, mig og Adam er bedste venner. Hvor kender i hinanden fra?" Spørg jeg.
"Jeg er hans fætter." Svare han.

Jeg kan godt huske at jeg så ham til konfirmation men jeg snakkede slet ikke med ham.

"Vi har ikke snakket sammen før, hvordan ved du hvem jeg er?" Spørg jeg.

Laura og Vanessa er gået væk med de andre drenge, jeg er alene med ham.

"Adam har fortalt mig om dig. Jeg hedder foresten Niklas." Siger han.
"Okay." Svare jeg.
"Bor du har i nærheden?" Spørg han. "Nej, jeg bor faktisk ret langt væk herfra." Siger jeg.
"Hvad laver du så her?" Spørg han.
"Jeg er stukket af hjemmefra og ved ikke rigtig hvor jeg skal hen..." Svare jeg.
"Hvad er der dog sket?" Spørg han bekymret.

Vi setter os ned på en bænk.

"Mine forældre skændes heletiden og de er ret ligeglad med mig, faktisk så ligeglad at de ikke gider lave mad til mig mere eller passe på mig så det ville ikke gøre nogen forskel hvis jeg blev." Svare jeg.
"Hvad med dine ting?" Spørg han.
"Jeg ejer ikke så meget nødvendigt, det her er nogenlunde alt jeg har brug for i de næste par dage." Siger jeg og setter min taske på mit skød.

"Hvad har du da i den?" Spørg han.
"Der er en stor flaske vand, en toilettaske med makeup, tandbørste, tandpasta... Lidt tøj, en varm trøje og sådan noget." Svare jeg.
"Det er da ikke nok til at overleve, hvad med mad?" Spørg han.
"Jeg har en pung i lommen med penge." Svare jeg.
"Hvor mange penge er der?" Spørg han. "Et par 1.000 eller noget..." Svare jeg. "Hvad har du tænkt dig at gøre når du ikke har flere?" Spørg han.

Han har godt nok mange spørgsmål.

"Så bryder jeg ind i mit eget hjem og tager nogen flere ting og penge, uden mine forældre opdager det... men måske ved de slet ikke jeg er væk..." Siger jeg.
"Du er deres datter, selvfølgelig ved de at du er væk. Hvor har du tænkt dig at sove?" Spørg han.

"Ville måske sove hos Laura eller Vanessa men de er væk nu..." Siger jeg og kigger rundt efter dem.
"Kom med mig." Siger han, rejser sig op og tager mig i hånen.

Vi tager hvem til ham.