Run away.

(3) farvel forældre.

Jeg bor hos Niklas nogen dage og planen går godt, han har sit eget badeværelse på hans værelse så der er heller ingen grund til at jeg skulle forlade rummet.

Jeg har stadig ikke set andre værelser i huset og hans forældre eller søster har stadig ikke set mig. Mig og Niklas har fået snakket rigtig meget, han forstår mig så godt og han ved hvor svært jeg har det. Man skulle ikke tro at så helt forskellige mennesker fra så forskellige type familier skulle forså hinanden.

Hans forældre forlader huset og taget til Jylland i et par dage, tid til at jeg så endelig kan komme ud af Niklas værelse.

Niklas er nedenunder og siger farvel, jeg venter på at han kommer op og siger der er fri bane. Jeg kan se bilen køre ud af indkørselen.

Jeg træder ud af døren og det hele er lidt anderledes end jeg troede, jeg har nu været her i flere dage uden at have set huset.

Der er rigtig flot og hyggeligt, jeg har aldrig været i et så stort og flot hus før.

"Var det bare dine forældre der tog afsted?" Spørg jeg.
"Ja?" Spørg han med et mærkeligt ansigtsudtryk.
"Så vi er helt alene?" Spørg jeg.
"Ja, hvorfor?" Svare han.
"Hvad med din søster?" Spørg jeg forvirret.

Der bliver helt stille og Niklas sætter sig ned på en stol.

"Sagde jeg noget forkert?" Jeg ved ikke hvad der sker.

"Hun er død." Siger Niklas irriteret og ked af det, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

Jeg sætter mig ned på gulvet foran stolen og kigger på ham, jeg ved ikke hvordan han har det men jeg kan tydelig mærke det. Han kigger på det lille stykke gulv der er mellem mig og stolen han sidder på, jeg prøver at få øjenkontakt men det er okay og jeg forstår godt han ikke vil.

Jeg har ikke oplevet nogen der rigtigt er død tror jeg, jeg havde Intet kontakt til andre i min familie end mine forældre.

Jeg kan se hans tåre falde ned foran mine føder. Jeg stiller mig op og hjælper også ham op fra stolen og ind i mine arme.

"Jeg viste det ikke." Siger jeg lavt imens vi krammer.
"Det okay." Siger han langsomt og stopper ikke med at græde.
"Det ikke okay, jeg kan mærke hvor dårligt du har det." Siger jeg.

Han bliver tungere at holde og vi falder begge to langsom ned på gulvet, vi sidder bare der og jeg har stadig bare mine arme rundt om ham.
Han tager også hans arme rundt om mig.

"Det er ved at blive aften, vi kan gemme rundturen til imorgen og gå op i seng."
Siger jeg men han svare ikke, jeg slæber ham op på værelset og vi lægger os til at sove, næsten uden at sige et ord.