Run away.

(5) Farvel Niklas.

Jeg vågner igen før Niklas gør, jeg ved ikke lige hvorfor men det gør jeg.

Jeg ligger bare og kigger min mobil igennem og ser på de ulæste beskeder jeg har.

12 ulæste beskeder, 0 fra mine forældre... det er vel fint nok, jeg har det godt her... uden dem.

Jeg har mange ulæste beskeder både på Snapchat, Facebook og SMS. Alle beskederne er fra mine veninder fra skolen, de spørg bare hvorfor jeg ikke kommer i skole mere og hvorfor de ikke ser mig mere. Jeg slukker mobilen igen og ligger den fra mig, uden at svare. Hvis jeg skrev at jeg var ude af byen eller ligende ville de bare prøve at finde mig, det vil jeg ikke have.

Jeg vækker Nicklas.

"Skal du ikke også i skole?" Spørg jeg.
"Klokken er alligevel over 8 nu." Svare han og lukker øjnene igen.
"Niklas! Du skal ikke pjække for min skyld, skolen er vigtig."
"Hvis den er så vigtig så burde du måske også tage i skole..." Siger han lidt flabet fordi han stadig er træt.
"Niklas. dine forældre kommer snart hjem igen, du skal stå op og så skal vi snakke!" Siger jeg.

Han står op og vi spiser morgenmad, når vi begge to er helt stået op begynder vi at planlægge.

"Okay, vi har få dage til jeg skal være ude af huset... vi har brug for en plan." Siger jeg.
"Idag kan du pakke dine ting sammen, imorgen finder vi ud af noget mere." Svare han stadig lidt træt.
"Ses vi så ikke efter det?" Spørg jeg.
"Det tror jeg ikke, du skal ud og flygte fra dit gamle liv... det er svært at hjælpe dig mere end jeg allerede gør. Du kan ikke blive her foreviget." Svare han.
"Jeg håbede da du ville tage med mig?" Siger jeg lidt bekymret.
"Hvad, det kan jeg ikke?"
"Hvorfor ikke?"
"Er du klar over hvor bekymret mine forældre ville blive og hvor kede af det de ville være, de har mistet et barn de ville ikke kunne klare at jeg også forsvandt." Siger han chokeret og irriteret.
"Vil du bare efterlade mig, du kan komme med mig... vi kunne flygte sammen." Siger jeg, jeg råber det næsten.
"Hvad skulle jeg flygte fra, jeg er ikke dig Amanda!" Råber han.

Jeg svare ikke, jeg løber bare op på hans værelse og pakker mine ting. Jeg pakker dem så hurtigt jeg kan. Han står stadig nede i stuen, jeg løber hurtigt forbi ham og ud af hovedøren, uden at se mig tilbage.

Jeg går hurtigt over til parken og sætter mig på en bænk. Jeg har sjældent været i den her by før så det er svært at finde rundt.

Jeg sidder bare og tænker, jeg for langsomt tåre i øjnene. Jeg mistede lige en ven. Forfærdeligt, Hvorfor opføre jeg mig så forfærdeligt.

Jeg sidder på bænken i timer, det bliver hurtigt nat og jeg sidder der stadig... jeg sover der ikke, jeg sidder der bare...

Mine ben har sovet i alt for lang tid så jeg går lidt rund i parken.