Gennem mørket

Kapitel 1

"Sandhed eller konsekvens Daisy" sagde Ella mens hun stirrer hævn fuldt på mig.
"konsekvens" svarede jeg usikkert. Sandhed tør jeg ikke at tage igen. Sidste runde fik hun mig til at indrømme ret så private ting, såsom mit crush. Lad mig sige det pænt, aldrig i livet fortæl Ella dit crush eller andre hemmeligheder. Nogle mennesker kan bare ikke holde munden lukket. Det lærte jeg på den hårde måde. I 7. Klasse kom jeg uheldigvis til at fortælle Ella mig crush. Og hvis du skulle være interesseret, vidste hele skolen hvem mit crush var dagen efter. " konsekvens, hmm" sagde Ella mistænkeligt mens hun tankefuldt kløede sig på hagen. Det kan umuligt blive noget godt, ihvertfald ikke efter jeg i sidste runde, fik hende til at tage flødeskum i hovedet, tage et billede, og lægge det på facebook. I gætter aldrig hvor mange likes billedet fik, inden hun skyndte sig at slettede det igen. "Din konsekvens bliver at gå ned i den mørke bunker, blive der 30 min, og komme tilbage igen" sagde Ella med et smørret smil. Det kommer ikke til at ske. Ella ved godt jeg ikke vil. Ikke at jeg er bange, men jeg har hørt alt for mange uhyggelige rygter om bunkeren.
Bunkeren er helt tilbage fra 2. Verdenskrig, og ligger 10 min fra hvor jeg bor. Jeg er altid blevet advaret om at gå ind i bunkeren. Rygterne siger bunkeren er forbandet, og ingen kommer levende ud derfra. Bunkeren har uendelige lange tunneler. Ingen er nogensinde noget enden af tunnellerne, ikke at der er mange der har prøvet, fordi dem der har, er aldrig kommet tilbage igen. Nogle siger de stadig prøver at finde enden af bunkeren, mens andre mener de for længst er døde. Alle de rygter tror jeg ikke på. Jeg har stadig ikke lyst til at gå ind i bunkeren, den virker til at være så mørk. Så mørk intet lys kan trække ind. Nok også derfor den bliver kaldt 'den mørke bunker'. " det gør jeg ikke." sagde jeg med skræk i stemmen. "Kom nu! Ik' vær' sådan en bangebuks du er 18 år". Ingen skal kalde mig en bangebuks. Måske skal jeg bare få det har overstået. Det er jo bare rygter, jeg skal ikke være så paranoid. "Okay, jeg gør det, men kun 30 min, og så direkte hjem til mig igen, så vi kan fortsætte vores venindeaften" sagde jeg mens jeg stod op, fra sengen, for at hente min jakke. Note til mig selv 'aldrig spil sandhed eller konsekvens med Ella igen'. Vi gik ud i den kølige sommer vind, og begyndte at gå hen mod bunkeren.
De 10 min. hen til bunkeren var stille. Ella havde prøvet nogle gange at starte en samtale, men jeg svarede hende ikke, og kiggede ned på mine fødder. Jeg er stadig lidt sur over hun har fået mig til at gå ned i bunkeren, og det gør det ikke bedre klokken 10 om aften, det gør det bare mere uhyggeligt.
Vi stod udenfor bunkerne. Jeg kiggede på de graffitimalede mørke mure, til mine øjne landede på bunkernes åbning. "Okay, så er det nu" hviskede jeg til mig selv. Jeg gik over til Ella, og gav hende et hurtigt kram, for at trække tiden lidt. Jeg gik langsomt over mod bunkernes åbning. "Hvis der sker mig noget, får du skylden" Ella gav mig bare et 'det skal nok gå' smil, og med det tog jeg mit første skridt ind i bunkeren. Den kolde atmosfære ramte mig, og jeg holdte tæt om min sommer jakke. De var Som om det gik fra sommer til vinter, bare ved et enkelt skridt. Lyset fra udgangen blev mere og mere utydeligt, og det blev mørkere og mørkere. Jeg tog min mobil op af lommen, og satte lyset til, så jeg kunne se noget. Jo længere jeg kom ind i bunkeren, desto mørkere og koldere blev det. Det stenhårde beskidte betongulv larmede, når min fod ramte den hårde overflade. Man kunne høre rotter gnaske rundt omkring mig, men som hurtigt forsvandt ved lyden af mine langsomme skridt. Jeg blev ved med at gå længere ind i bunkeren. Man skulle tro det ikke kunne blive mørkere og koldere men det blev det. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at der var nogle der holdte øje med mig. Hver gang jeg tog et skridt kunne jeg mærke en varm ånde i nakken, men hver gang jeg vendte mig om var den væk. Jeg begyndte at ryste mere og mere af skræk, og håbede at de 30 minutter kunne gå hurtigere. Jeg blev ved med at gå, til store røde bogstaver tog min opmærksomhed. Jeg gik nærmere så jeg fik et overblik over sætningen. Der stod "vejen til døden" med en pil det pegede længere ind i bunkeren. Okay, nu begynder det at blive uhyggeligt. Der er kun gået 10 minutter ud af de 30. Og jeg var allerede ved at skide i bukserne af skræk. Det her bliver mit livs længste 30 minutter. Jeg ignorere advarslen og gik længere ind i bunkeren. Jo længere jeg gik ind jo værre blev følelsen om at nogle holdte øje med mig. Lige pludselig blev alt død stille. Rotternes gnaske lyde forsvandt. Den kolde vind stoppede, og blev erstattede med en varm ånde i nakken, som sendte gåsehud ned af min ryg. Okay, nu er det nok, jeg må ud herfra, og det skal være i en helvedes fart. I det jeg skulle til at vende mig om for at gå, blev jeg hamrede op af den kolde betonmur. Jeg lukkede mine øjne i sjok, mens jeg mærkede en krop presset op af min. Jeg åbnede mine øjne langsomt, og blev mødt med en krøllet mørkhårede dreng, med ar der dækkede hele hans krop. Lange dybe blodige ar på ryggen og maven. Et langt ar på kinden. Han er beskidt, som om han aldrig har været i bad. Størknede indtørret blod over hele kroppen. Beskidt kastaniefarvet brunt krøllet hår.
Sorte hullede bukser. En t-shirt der måske engang var hvid, er fyldt med tørret blod, huller, og er sort af jord. Men da jeg kiggede på hans øjne, kunne jeg mærke der var noget der var fuldstændig galt. De var kulsorte, kun sorte ikke noget hvidt som der burde være, de var kun sorte. som et sort hul, fyldt med had. Drengen pressede mig længere ind mod væggen, så jeg næsten ikke kunne trække vejret. " er det ikke over din sengetid, guldlok" sagde drengen med en mørk hæs stemme, mens han strøg sine fingre gennem mit gyldenblonde lange hår. Hans berøringer gav mig gåsehud. Jeg var helt i chok og kunne ikke få et ord frem på min læbe. Please sig det bare er en drøm. Jeg prøvede at lukke øjnene, tælle til 3, og åbne dem igen, men den uhyggelige dreng stod stadig presset op af mig. 'Fuck, fuck, fuck' tænkte jeg."please lad mig gå" fik jeg presset ud mellem mine læber " Du var blevet advaret" sagde drengen med et smørret smil. I det jeg troede det ikke kunne blive værre, hamrede drengen mig direkte ned i betongulvet, med et stramt greb om min hals. Jeg prøvede at fjerne hans hænder fra min hals, men intet hjalp. Han var for stærk. I Stedet lagde han sine knæ, på hver af mine håndled, så jeg intet kunne gøre "Har dine forældre aldrig fortalt dig, aldrig at gå ind i bunkeren" hvæsede drengen mens han borede hans negle ned i min hals. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg kunne intet gøre. Jeg var låst fast i drengens greb. Jo mere jeg vred mig jo strammere blev grebet om min hals. Jeg kunne ikke trække vejret, og prøvede desperat at sparke ud efter drengen. Heldigt for mig ramte jeg ham lige i skridtet. Han slap mig hurtigt, og rullede rundt på betongulvet i smerte. Jeg prøvede at rejse mig op hurtigt, men jeg var stadig øm efter han havde hamrede mig ned i betongulvet. Jeg kom op på benene, og var klar til at løbe, men pludselig var der en hånd om min ankel, der tvang mig ned igen. Drengen hev mig hen mod ham. Jeg prøvede at sparke og vride mig, men han havde et stramt greb. Jeg kom tættere og tættere mod ham, så jeg tilsidst lå under ham. Han havde en hånd på begge mine håndled, så jeg ikke kunne bevæge mig.
"Så du troede du kunne slippe væk så let" sagde drengen mens han med et hævn fuldt smil. Jeg prøvede igen at sparke med benene, men den uhyggelige dreng sad på dem, mens han holdt mine arme. Drengen lænede sig ned til mit øre, og hviskede "et sidste ord" inden han tog et greb om min hals igen. Hvad gør jeg. Det ville også lyde ånsvagt 'Daisy døde af en skør dreng i en bunker'. Jeg er for ung til at dø. Hvad med min familie, venner, min guldfisk. desperat spyttede jeg han direkte i øjet. Han fjernede sine hænder fra min hals, og op til sit øje. Jeg tog en dyb indånding luft. Det tog min nogle sekunder at komme til virkeligheden igen, efter hvad føles som minutter uden luft. Jeg tog chancen og hamrede min knytnæve direkte i hans ansigt. Han reagerede hurtigt, og prøvede at få fat i mine arme, men jeg var hurtig og slå han igen og igen. Jeg kunne ikke løbe, da han sad på mine ben. Drengen havde fået blod nose, men han rykkede sig ikke en centimeter. Jeg slog og prøvede at skubbe drengen, men intet hjalp. Jeg kunne se han var ved af blive vred og irriteret, men jeg blev ved med at slå, og prøve at få ham væk. Pludselig løftede drengen sin arm. inden jeg kunne nå at reagere, slog han mig i hovedet, og alt blev sort.