Run away.

(6) den gammle dame.

Nat bliver hurtigt til dag og jeg går stadig rundt i parken, jeg får på et tidspunkt ondt i mine ben og falder ned på græsset.

Jeg sider nu ved en sø og tænker, det var også latterligt at tro at han ville tage med mig. Hvorfor gik jeg bare? Hvad skete der? Hvordan har han det nu? Hvad tænker han? Hvad har jeg gjordt?

Tankerne flyver rundt, jeg overvejer at gå tilbage men det kan være ligemeget nu.

En gammel dame kommer over til mig.
"Er du okay?" Spørg hun.
"Jaja." Svare jeg og rejser mig op fra jorden.
"Er du langt væk hjemmefra?" Spørg hun.
"Ømmm.. Nej." Lyver jeg og prøver at holde facaden og gå vider.
"Men skal jeg ikke ringe efter dine forældre, du har jo været her i parken mange timer nu?" Siger den gammel dame.
"Jeg kan godt selv gå hjem." Siger jeg og begynder at gå vider men hun følger efter.
"Vent lige lidt." Siger hun og griber fast i min hånd, min taske falder ned på jorden og nogle af mine ting ryger ud, jeg sætter mig ned og prøver at samle tingene op.

"Det må du undskylde, er du løbet hjemmefra?" Spørg damen bekymret.
"Nej."Lyver jeg igen.
"Det kan jeg da se, kom lige med mig." Siger hun og jeg tager min taske igen og går med.

Hun tager mig hjem til hendes hus og jeg får noget te og vi snakker lidt.

"Jeg stak også selv af hjemmefra da jeg var omkring din alder." Sagde hun og hun forklarede også hvorfor, det var dejligt at høre at der er nogen der også har det som jeg havde det med mine forældre.

Jeg fortalte hende om Niklas.

Det bliver aften igen og den gamle dame giver lov til at overnatte på hendes sofa, hun er rigtig venlig og jeg er mere tryk ved at sove hos en rar gammel dame end at sove i en blindgyde i byen.

Jeg har ikke så mange valg hvis jeg vil blive ved med at flygte, det vil jeg. Hvad har jeg at miste.