Jeg vågner op af at damen vækker mig.
"Godmorgen." Siger hun.
"Godmorgen, jeg er taknemmelig over at du vil lade mig overnatte."
"Selvfølgelig, jeg ved hvor svært du må have det." Siger hun.
Dagen går med at vi bliver ved med at snakke om lidt mere unødvendige ting.
"Jeg må vel til at videre." Siger jeg senere på eftermiddagen med mine ting pakket i hånden.
"Tager du allerede afsted?" Spørg hun.
"Ja, der er en masse ting jeg skal nå."
"Når okay, jeg ville ønske du blev men jeg forstår." Siger hun.
"Tak, hav et godt liv" siger jeg.
"Tak og i lige måde."
Jeg tager afsted og tager det næsten toget helevejen hjem til min hjemby, bare 1 station med toget før jeg plejede at stå af, jeg ser få mennesker jeg kender men prøver at gemme mig så godt som muligt, det virkede... de så mig ikke.
Jeg står næsten lige udenfor Adams hus og ringer til ham.
"Hej, Amanda... det længe siden." Siger han, jeg kan se hans skygge i vinduet.
"Hej.... Adam, jeg er i problemer... bare mød mig ved... ømm... Kagen." Siger jeg og ligger på før han svare igen.
Kagen er et sted ude i en skov som vi kalder kagen fordi... det faktisk en meget mærkeligt historie...
Mig og Adam har været bedste venner siden... altid. Da vi var små byggede vi altid huler og snakkede, altid det samme sted men vi ville ikke have at nogen viste det... Det var meget banalt men det var vores hemmelighed. Vores forældre stod bekymrede og ventede på at vi kom hjem fra skole. Vi gik altid der ned efter skole. Det blev ret sent, da de spurte hvor vi var blevet af var det eneste jeg kunne sige var at vi var fanget i en kage, det var den bedste undskyldning...
Der efter har det heddet kagen, vi stoppede med at være der så meget med alderen men vi er der nogengang og tænker tilbage på alle de mærkelige snakke vi har haft og huler vi har bygget... Det gode minder.
Jeg tager hurtigt der ned og venter, der går ikke længe før Adam dukker op.
"Amanda? Hvad sker der? Er du okay?" Spørg han.
"Jeg har brug for din hjælp." Svare jeg.
"Jeg vil gøre alting, hvad kan jeg gøre?"
"Er dine forældre hjemme?" Spørg jeg.
"Ja?" Svare han.
"Så find en måde at snige mig ind på, de må ikke vide at jeg er her." Siger jeg.
"Hvad sker der?" Spørg han.
"Jeg kan forklare på et andet tidspunkt, lad os tage afsted..."
YOU ARE READING
Run away.
Teen FictionAmanda (jeg fortælleren) er tager hjemmefra og vil ikke opdages af sine forældre. Hun prøver at søge hjælp hos venner men hvem ved hvem hun kan stole på og hvem der ikke vil svigte hende, hun håber det bedste men ved ikke helt selv hvad man skal gør...
