Ask Ellie - Ellie Hemmings - 5SOS

Kapitel 17 - A ticking bomb - The end

SIDSTE KAPITEL, MEN DER KOMMER EN EPOLOG

Der var gået ca. 20 minutter, og jeg ventede bare på, at der skulle ske et eller andet, da jeg var blevet godt træt af at sidde her inde alene, uden mad og drikke. Jeg havde prøvet at sparke døren op et par gange, men personen må have sat et par kæder på, da det var godt som umuligt. 

Jeg savnede  allerede Shawn og Amelia. Hvor blev de af? Vi havde jo aftalt at de skulle komme og hente mig, hvis der var gået mere end et par minutter. Havde personen også taget dem?

Der var et højt bang, der lød som en dør der smækkede hårdt i. Et par viskende stemmer kunne høres nede af gangen, og de kom tættere og tættere på. Jeg gik i panic mode og begyndte at lede efter et sted at gemme mig. Men siden jeg var i et firkantet rum, der havde en svag lugt af rust, var det eneste sted man kunne gemme sig i, hjørnet. Med forsigtige trin, løb jeg over til det mørkeste hjørne jeg kunne finde, of satte mig ned. 

Døren til skuret åbnede, og ikke bare én person, men fire personer med sorte hættetrøjer kom ind i rummet. Jeg kunne høre et lille piget fnis fra en af personerne, og jeg genkendte straks grinet. Mine øjne var ved at springe ud af hovedet på mig, og jeg blev nød til at klemme neglene ind i mit lår, for ikke at lave nogle lyde.

Det hele gav mening nu.

Pigen der havet grint før, havde ryggen til mig, og tog langsomt sin sorte hætte af. Hun slap hætten, og lod den falde ned på hendes ryg. Det første der fangede mine øjne, var hendes baby pinke hår, med turkise spidser. 

Hun vendte sig om , og kiggede mig dybt i øjnene. At kigge ind i hendes øjne, var næsten som at være i high school igen. Tanken fik mig til at grine, og hun trak et skævt smil på læben. 

"Du har virkelig ændret dig Ellie" sagde hun og satte sig ned foran mig på hug. 

"Det har du også, Lucy."

-

Det faktum at personen der sad overfor mig, havde stalket mig i et par uger, rørte mig slet ikke. Selvfølgelig var jeg hunderæd, men det var underligt nok, lidt af en lettelse da jeg så hvem det var. Jeg havde stadig ikke fået det ind i mit hoved. Det var også mærkeligt at se hende så forandret. Aldrig i mit liv, havde jeg troet at hun ville farve sit hår. Og så i lyserødt og blåt? Det som om at se en total modsætning, at hvad hun plejet at være.

"Jeg havde aldrig troet at du rent faktisk ville tage her ud," sagde hun og sukkede. "Vi har vist begge ændret os utroligt meget, hva?" Sagde hun. Jeg var ikke vant til at se sådan en side af hende, og det var det mærkeligeste jeg nogen sinde havde set. Men det her beviser også, at folk rent faktisk ændre sig. Måske ikke ikke til de bedere, her i Lucys sag, men hun er kommet på vejen.

"Du har sikkert så mange spørgsmål, og vi ville gerne svare på dem alle," sagde hun og pegede tilbage på de tre andre personer. det gik først op for mig dér, hvem det var, som stod der. Der stod to drenge. En på ca. min højde, med bølget, mørke hår, og en anden dreng, som var højere med lyse krøller. Der var en til pige, som jeg også genkendte. Halsey. Hun stod med et ondt blik hen mod mig, men jeg ignorerede hende bare.

"Det der er Vernon," sagde hun og pegede på drengen med det brune hår. "Og det der er Louis" sagde hun og pegede på den blonde dreng. De kiggede begge på mig, og sendte et skævt smil. Jeg nikkede tilbage til dem. Hun kom helt tæt på mig, og ærligt gjorde det mig lidt utilpas. "Halsey er ikke den skarpeste kniv i skuffen. Hun har på en eller andet måde, fået et dårlig indtryk af dig." sagde hun og sendte mig et undskyldende blik. "Sorry"

'Hun har på en eller andet måde, fået et dårlig indtryk af dig' Hvorfår tror du mon det? Det er heller ikke fordi i har stalket mig, og næsten givet mig et fucking hjerteanfald.