Helt perfekt

Kapitel ni En fortabt pige

En solstråle finder vej ind i gyden, og min øjenlåg åbner sig langsomt op for lyset. Frans sidder et stykke fra mig med sit ansigt gemt væg bag kappens hætte. Min kjole er smurt ind i mudder, meget mørk mudder, der klistre til mine fingrer.
"Frans." Fremstammer jeg med en nervøs og skælvende stemme. "Kan vi komme tilbage til slottet nu? Hjem." Han rører sig ikke ud af stedet, istedet sidder han stille som en statue på kirkens tårn.
"Frans, er du okay? Hvad er der sket?" Jeg kommer vaklende på benene, og går med tøvende skridt over mod ham. "Frans, sig noget." Jeg vender blidt hans ansigt over mod mig, så jeg kan se ham i øjnende, men de er tomme. Hans øjne er åbne, men der er ingen pupil eller den sædvanlige grønne regnbuehinde at se. Kun hvidt, hvidt, hvidt. Tomme øjne. Jeg slipper hurtigt hans ansigt og går et par skridt tilbage. "Frans så tal dog til mig, hvad skal jeg gøre?" Jeg bryder i gråd, gemmer mit ansigt i hænderne og løber min vej. Jeg har ingen anelse, om hvor jeg er på vej hen, men væk det må jeg.

***
"Frue, er De okay?" Jeg kigger mig omkring, solen skinner ned på markedspladsen og brænder mig i øjnene. Hende, som talte, er pige vi købte blommer af. Hun se ud til at ville hjælpe, så jeg går med vaklende skridt over mod hende.
"Du må hjælpe mig barn. Min mand er..." Jeg bryder sammen i tårer, og gemmer igen mit ansigt bort. "Jeg ved ikke hvad der er sket..." Hulker jeg videre.
"Hvis mig det frue, jeg følger med Dem." Siger og forlader sin post i boden. "Rolig nu, det skal nok gå." Hun virker ikke som en lille pige. Hun virker selvsikker og på en eller anden måde klog.
Jeg føler at jeg kan stole på hende, så jeg viser hende vej til gyden, hvor Frans ligger. Jeg fører an ind i gyden, det er som om, at jeg for hvert skridt jeg tager bliver jeg stærkere. Jeg tror mest det er noget jeg forsøger at bilde mig selv ind for at forberede mig på at se ham igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så nervøs på hans vejende, jeg har trods alt kun kendt ham i en uges tid. Vi runder et hjørne mere, og går ind i gyden hvor jeg efterlod Frans. En lugt af svovl og kul irriterer mine næsebor, da jeg kigger rundt i gyden. Den er tom. Jeg vender mig panisk om mod pigen.
"Han er væk." Siger jeg forbløffet.
Jeg er ikke bange, ikke mere, kun vred, så vred at jeg har lyst til at smadre hele markedspladsen, og se folkets frygt og angst. Se lyset forsvinde fra deres øjne, når jeg tager deres små ubetydelige liv. Men jeg behersker mig og bevarer roen. Jeg er dette lands dronning om jeg vil det eller ej, så jeg må opfører som en sådan.
"Har du nogen anelse om hvad, der er blevet af ham barn?" Jeg kigger roligt og koldt på hende. Mine følelser må ikke bryde igennem.
"Det har jeg ikke frue." Hun kigger nervøst ned i jorden. Er hun bange for mig?
"fortæl mig hvor slottet er." Befaler jeg og forsøger at indgyde min stemme mod, så den ikke knækker sammen.
"Det ligger kun en dagsrejse herfra frue, men med de hurtigste heste her i byen, kan man være fremme ved aftens tid, men hvad skal de på slottet frue?"  Hun er stadig meget nervøs og skraber i jorden med foden.
"Godt så, vi må afsted." Jeg hanker op i kjolen og går mod gydens udgang.
"Undskyld frue, det var uhøfligt at spørge." Hun ser ud til at skamme sig.
"Det er okay, men kom nu vi må afsted."
"Øøhh undskyld fru-ue hvad mener De med vi må af sted?" Spørger pigen og løber efter mig.
"Ja du skal da med, medmindre du hellere vil blive her." Siger jeg uden at kigge på hende, eller sagtne farten, så hun kan følge med uden at småløbe.
"Nej, nej" skynder hun sig at sige. "Jeg vil meget gerne med dem frue." Det er ikke nødvendig at kigge på hende for at vide at hun smiler. Det stråler bare ud af hende.
"Kom. Du viser vej til dem vi skal tale med for at få fat i disse heste."
Jeg skærmer mig mod lyset, da vi kommer ud af gyden. Pigen hun fører mig videre ned af en stor gade. Jeg lægger ikke rigtig mærke til omgivelserne. Jeg må bare hurtigst muligt hjem til slottet. Jeg ser ingen anden mulighed lige nu. Pigen stopper op og går over til en lille faldefærdig butik. Der hænger et skilt, hvor der med snirklet, falmet skrift står James' ting og sager
Pigen åbner den døren, den knirker, og jeg er helt bange for, at den vil falde sammen.
"Sir James!" Råber hun da hun træder ind. Rummet er støvet, og mange af møblerne ser ud til at kunne falde samme hvert øjeblik det skulle være. Langs væggene står hylder der går helt op til loftet. De er alle fyldt med små ting. Et par dukker, en lille træand, et fingerbøl og meget andet. Pigen går frem til et lille bord, og ringer med klokken, som står der. Støvet hvirvler op fra den.
En dør åbnes i rummets venstre side, og en ung mand træder ind. Jeg kigger forvirret på ham, jeg havde forventet at sige en gammel mand med stok og pukkelryg.
"Hej Helena." Han går over til hende, løfter hende op, og svinger hende rundt i et kram. "Hvad laver du her?" Han sætter hende ned og ugler hendes hår.
"Vi må låne jeres heste, men hvor er din far?" Spørger pigen, som jeg nu har fundet ud af hedder Helena.
Mandens øjne bliver mørke, og hans ansigt blegner. Som ved et trylleslag er alt forandret, det virker selv som om vejret lader sig påvirker. Det trækker op, mørke skyer kommer ind over byen, og det begynder at regne.
"Han døde sidste uge." Siger den unge manden med en form for irritation i stemmen.
"Åh, det er jeg virkelig ked af Matheus." Hun kigger ned i gulvet, men den unge mand lader sig ikke mærke med, at han har gjort hende utilpas. Så kigger han op på mig, og vi stirrer hinanden lige ind i øjnene. Hans øjne minder slet ikke om Frans'. Hans er blå med streger, der bevæger sig i lige linjer fra hans pupil og ud til kanten af regnbuehinden. Hans kindben træder tydeligt frem, uden at få ham til at se mager ud. Læberne er pænt store, øjenvipperne lange og kulsorte, huden karamelfarvet, og næsen lidt stor. Han tager to skridt hen imod mig. Jeg siger stadig intet, stum af skræk.
"Helena, vil du ikke præsentere mig for denne smukke Lady?" Hans ansigt fortrækker sig ikke en mine, han kigger bare på mig med et ansigt som var det hugget i granit. Jeg synker en klump, og tager mig så sammen til at sige noget.
"Det kan jeg vist selv gøre." Siger jeg og forsætter. "Mit navn er Karma Lomuvi ægtefælle til dette lands konge, Frans Lomuvi den første af sit navn."
Helena og Matheus blinker begge et par gange med øjnene, stivnet i forbavselse. Matheus er den første til at reagere.
"Deres Majestæt, mi lady. Det er mig en stor ære. Jeg er Matheus Strauss søn af James Strauss." Han går ned på sit ene knæ tager min højre hånd og kysser den. Sådan sidder han med hovedet vendt ned mod det støvede gulv, så han ikke kan se andet end mine snuden af mine sko. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, men så kommer jeg til at tænke på en film, jeg så engang.
"Rejs dig blot Matheus Strauss." Han rejser sig, men kigger mig stadig ikke i øjnene. Jeg drejer mit blik over mod Helena, og ser at hun står og stirrer på mig med åben mund. Men lige da jeg har vendt hovedet mod hende, kigger også hun ned i gulvet.
"Hr. Strauss, vi skal bruge transport til slottet." Jeg går et lille skridt frem mod ham, så der kun er en halv meter mellem os. "Og det skal gå stærkt." Jeg visker næsten det sidste, og træder så et skridt tilbage.
"Javel deres majestæt, jeg vil gøre en vogn klar til Dem" han bukker dybt og trækker sig så tilbage mod dem dør han kom fra.
"Og hr. Strauss." Han kigger op, venter på endnu en ordre. "Ikke et ord til nogen." Han bukker igen og går.

***
Der er kun gået et kvarter, så står vognen parat. Vognen er lavet af mørkebrunt træ, inden i er sæderne godt polstret og med fine røde farver. De fire heste, som skal trække den er lysebrune, og med lyse maner og haler. De fnyser og vrinsker, da Matheus svinger pisken over dem, og sætter dem i galop. Hestene er hurtigere end jeg havde troet. Godt nok havde Helena fortalt mig, at det var de hurtigste i byen. Men at blot fire heste kunne løbe afsted med sådan en fart, når de havde en vogn på slæb, det havde jeg ikke forestillet mig.
"Min dronning, undskyld mig, meen hva-ad..." Stammer Helena forfjamsket, og jeg afbryder hende.
"Helena, du behøves ikke være så formel, når det bare er os to." Jeg sender hende et varmt smil. "Forsæt, hvad ville du spørge mig om?" Hun sidder foran mig, og piller ved sine negle.
"Jeg øh. Hvad vil De med mig når vi kommer til slottet. De har sikkert allerede massere af tjenere og sådan." Hun kigger beklemt op på mig.
"Søde Helena, først og fremmest skal du endelig kalde mig Karma. Og desuden har jeg helt specielle planer for dig." Jeg blinker til hende med det ene øje, og hun smiler tilbage til mig.
"Tak Karma." Siger hun uden videre. Lærenem lille tøs er min første tanke.
"Så Helena, fortæl mig din historie. Det ser ud til at vi skal bruge noget tid i denne vogn." Jeg puffer drillende til hende, og hun smiler.
"Okay. Det begyndte altsammen for 13 og et halvt år siden. Et år før min fødsel."

Stormen raser, vinden suser, sneen falder tungt udenfor hendes værelse. Hun sidder foran kaminen og forsøger at få varmen. Det banker på døren udenfor. Egentlig ønsker hun ikke at rejse sig fra den varme ild, men gør det alligevel. Hun går ud mod døren, og åbner den meget lidt på klem.
"Hvem er det?" Lyder hendes skælvene stemme, og en anden mere kraftig stemme svarer.
"Jeg ønsker blot ly for dette vejr mi lady. Kan jeg komme ind?" Hun lukke ha, ind, og placerer ham foran ildstedet. Han er pakket ind i pels og uld, og istapper hænger fra hans skæg. Han er næsten frosset ihjel, men ved hjælp fra den varme ild og noget kamillete, tør han langsomt op.
Han takker hende for hendes gæstfrihed, og hun beder ham blive natten over. Han kan ikke gå ud i det vejr igen. 
Næste morgen ligger han i sengen med stort ubehag. Han er blevet ramt af en alvorlig forkølelse. Han bliver hos hende, som passer ham så godt hun kan i flere uger...

Ca. et år senere.

Et skrig flænger luften. Hun er lige ved at give op, men endelig kan hun tilsidst holde det lille barn i sine arme. De har allerede besluttet hvad barnet skal hedde. Helena.

Jeg lytter tavst til Helenas fortælling, da vi bliver afbrudt af et par pludselige bump, og så holder vognen stille. Matheus banker på vores vognens dør.
"Deres majestæt, må jeg have lov..?" Jeg giver ham tilladelse, han åbner døren.
"Deres majestæt, vi har problemer." Han tøver. "Det er vist bedst hvis De selv ser det." Jeg nikke, og stiger ud af vognen efterfulgt af Helena.
Vi befinder os i et ødeland skab. Det minder lidt om en ørken, bare med mærkeligt lysebrunt jord istedet for sand.
Et par meter bagved vognen ligger en stor sten midt på vejen. Jeg går hen og skubber den med lidt besvære væk. Jeg havde troet, at jeg som vampyr ville være super stærk. Jeg er da også meget stærkere end jeg var før, men ikke så stærk at jeg vil kunne løfte en kampesten, eller sådan noget. Matheus ser forbavset på mig, det med at løfte sten er nok ikke lige det, en dronning bruger sin fritid på. Jeg går tilbage til vognen og tager et kig på den. Det højre baghjul er næsten hoppet af vognen, og det ser også ud til, at det er lige ved at flække midt over. Jeg kigger op på Matheus, der fortvivlet kigger ned i jorden.
"Kan det ikke repareres?" Jeg vender hovedet tilbage mod hjulet og sætter mig lidt på knæ foran det.
"Det kan det vel deres Majestæt, men vi mangler både træ, lys, og ild." Svarer han mismodigt, jeg undrer mig over, hvorfor han siger lige nettop de tre ting, men jeg spørger ikke videre ind til det. 
"Hvor langt er vi fra slottet?" Jeg spørger i håb om, at vi kan gå dertil inden der bliver aften.
"Der er ikke så langt, men vi kan ikke nå dertil inden mørket falder på." Denne gang er det Helena, som svarer, også hun lyder meget mismodig.
"Så lad os overnatte her og gå imorgen, eller måske ride." Siger jeg og tager et kig på de fire heste.
"Der er jeg bange for er for farligt deres Majestæt." Matheus bøjer hovedet, og Helena synker en klump.
"Om natten kommer ulvene frem." Helena stryger hånden gennem sit hår og kigger op på mig med angst og frygt i blikket.