Jeg går stille hen af det gamle trægulv. Det knirker under mine slidte kondisko. Jeg har været her mange gang før, og alligevel kan jeg ikke kende det. Måske fordi jeg kun har været her i dagslys. Lige nu er de eneste lys, fakler på væggene. Jeg tager en af dem ned fra væggene og går videre. Jeg tager fat i en tung trædør og skubber til. Meget langsomt giver den sig, og jeg lister stille ind. Ilden knitrer i brændeovnen. Den varmer en smule, men alligevel føler jeg, at mit hjerte langsomt er ved at fryse til is. Er det mon forbandelsen. Mine ben begynder at ryste under mig, og jeg får en kvalmende fornemmelse. Lige pludselig mærker jeg mit hoved hamrer mod gulvet. Mine ben bliver stive og følelsesløse. Mit hjerte burde hamrer oppe i halsen på mig, men det ligger som en isklump i mit bryst. Jeg hører en ond latter. Noget flydende og klistret løber ned af mit ansigt. Jeg har ligget her før. Og den gang overlevede jeg ikke. Jeg vil rejse mig, men alle mine kropsdele erfrosset til is. Og hvis det lykkedes mig at rejse mig op og flygte hvor skal jeg så flygte hen. Det er mit eget hus. Hoveddøren er låst. Jeg har aldrig været ude for husets mure. Jeg kan jo godt regne ud at jeg ikke er den eneste der bor i huset. Den onde latter hører jeg tit. Og nu er det virkelighed. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at..... Panikken rammer som en et tons jernstang. Babyen kommer svævende. Den blænder mig med sine røde laser øjne. Dens indvolde hænger ud af dens ekstremt tynde mave og de slæber hen af jorden. Dens lange tamme ramte mig i ansigtet. Der var revet hul på dem og gul væske sprøjtede ned over mig i litervis. Jeg får det i munden. Det smager forfærdeligt. Af bæ, bræk og gråd. Hvide mider kribler og krabler ud af tarmene og bider sig fast i mit ansigt. Noget vådt og klamt slikker mig i øret. Min ørevoks bliver levende og kribler rundt i mit ansigt sammen med miderne. Dens tunge glider hen over mit ansigt og blod og spyt fosser ud af den. Dens nyrer rammer min hud, og den eksploderer. Med et hårdt bomb rammer babyen mig, og jeg kan høre min knogler der kvases. Mine øjne popper ud og triller hen af gulvet klistret ind i støv. Alligevel hiver babyen sine let hængende øjne ud og sætter mine ind i dens tomme øjenhuler. Pludselig bliver der vendt op og ned på det hele. Min smerte forsvinder. Min panik forsvinder. Kun vrede er tilbage. Jeg er den svævende baby. Min gamle krop ligger og vrider sig på gulvet. Jeg bider mig fast i kroppens maveskind og bider fast. Jeg tager fat i dens tarme og løber med dem som en spegepølse, mens jeg griner ondt. Pludselig kan jeg huske det. Den onde babys forbandelse. De 1000 millioner gange jeg har levet. Ikke i den samme krop eller under det samme navn. Men jeg har altid boet i det samme hus, og altid har jeg haft den onde babys forbandelse. Uden at vide at det var den onde babys forbandelse, har jeg altid vidst at der var en forbandelse. Den der styrede mig, stak knive igennem mig indefra. Alle mine liv sluttede altid med, at den onde baby dræbte mig. Den ene måde mere uhyggelig og klam, end den anden. Men det her er mit sidste liv. Det er den sidste chance for at få hævn. Og det får jeg nu. Jeg tramper på tarmene, bider i dem, flår i dem. Der sker intet med dem. De er fuldstændige uskadeliggjorte, ligesom babyen. Pludselig kommer end kniv farende op af tarmene. Den er rettet lige mod mig.
