Lost. H.S

Jason

"Jason" er det eneste der forlader hendes små yndige læber, jeg følger retningen hendes øjne er rettet mod, og jeg får selvfølgelig øje på Jaosn.
Pis og lort.
Jeg ville ønske han bare kunne fucke af helvedes til. Hverken mig eller Violet har burg for ham, i vores liv. Overhovedet.
Violet er begyndt, at have nogle ekstreme panik anfald. Det er virkelig ikke rart, at se hende have det på den måde. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, og jeg gør det bedste jeg kan.

Jeg rækker min arm om bag min ryg, og holder hende tæt indtil mig. Så godt som jeg nu kan.
Jason kommer nærmere og nærmere.
"Baby, tag en æske og tag noget mad, jeg er ved siden af dig hele tiden. Jeg beskytter dig. Jeg lover dig det, der sker ikke noget" beroliger jeg hende, da jeg kan se hun giver mig et bekymret blik. Jeg kysser hendes læber og min arm ligger rundt om hendes læn, så hun forhåbenligt føler sig mere tryg.

Jason står ved siden af mig, giver mig et lusket blik, og kigger på Violet.
Hendes lille krop begynder at ryste.
Fuck ikke nu.
"Babe? Det er okay, jeg har dig okay. Jeg elsker dig, der sker ikke noget jeg lover det" hvisker jeg i hendes øre, og hun slapper lidt mere af i kroppen.

"Nårh, ser man det. Hvem ville have troet, at vi skulle mødes her" siger han på den mest irriterende måde. Ellers er det bare fordi, jeg ikke kan lide ham. Overhovedet.

Min hånd køre beroligende op og ned ad Violet's ryg for, at få hende til at slappe lidt af.
Hun tager det sidste salat i bægeret.
"Farvel" siger jeg, og vi går ned til bordet sammen, min hånd ligger stadig på hendes læn.
Hun sætter salaten på bordet, og jeg krammer hende indtil mig.
Hendes krop ryster stadig en smule, men det er slet ikke lige så galt som før!
"Er du okay skat?" Spørger jeg og ligger mine hænder på hendes små kinder, og hun kigger mig dybt ind i øjenene. Hendes øjne ser meget bekymrede ud , og jeg er faktisk rigtig bekymret for hende.
"Ja" hvisker hun, og klemmer sig tættere ind imod mig, hvis det overhovedet er muligt.
"Jeg elsker dig baby, okay? Jeg vil aldrig. Nogensinde lade nogle gøre skade på dig. Træk vejret stillet og roligt" forklare jeg imens tjeneren kommer tilbage med min mad.

"Er alt okay?" Spørger hun halv bekymret.
"Ja,? Hun fik bare er mindre panik anfald" forklare jeg.
"I må kalde, hvis der er problemer" forklare hun.
"Mange tak" nikker jeg, stadig med Violet's hovede på min skulder. Jeg stryger min hånd over hendes hår gentagende gange.

"Er du klar til, at spise babe?" Spørger jeg og kigger ned på hende. Jeg har helt sikkert en lille dobbelthage. Hun nikker og kysser mig.

Jeg kan endnu engang se Jason komme i vores retning, jeg ligger min frie hånd på Violet's.
Han sætter sig ved bordet ved siden af os.
Han sidder sammen med en pige på, jeg ville gætte, omkring Violet's alder. Jeg ender med, at smadre ham.
Hun kigger ned i hendes salat med et trist blik, et eller andet sted forstår jeg hende godt.
Hun er bange, og det er der ikke noget at sige til.

Jeg rejser mig op.
"Nej, Harry vent. Hvor skal du hen?" Violet's stemme knækker og hun kigger på mig, med sørgmodige øjne.
What?
"Baby, jeg skal ikke nogen steder, ikke kig sådan på mig. Smil. Du er så smuk når du smiler" siger jeg og kysser hendes læber.
"Jeg skal bare snakke med Jason, jeg er tilbage om lidt, det lover jeg dig" smiler jeg og køre min tommelfinger over hendes kindben.
Jeg vender ryggen til hende.
"Harry?" Jeg vender mig om mod hende, og løfter mit øjenbryn.
"Jeg elsker dig"
"Jeg elsker også dig" erkender jeg, og smiler til hende.

Jeg sætter kursen mod Jason, som er få meter fra vores bor.
Jeg prikker ham på skulderen, og han vender sig om og, kigger spørgende på mig.
"Vi skal lige snakke sammen, vil du være sød at følge med?" Spørger jeg, så pænt som jeg nu end kan, overfor den her lorte stodder.

Han trækker stolen ud, og stolen laver en skrabende lyd, hen over det mørke trægulv.
Han følger med mig uden for, og vi stiller os foran hinanden.

"Jeg vil bede dig om, at lade Violet været, hun har ikke godt af det her. Hun har en masse ned ture lige nu. Jeg tror ikke hun har det meget bedre, ved at se dig. Igen. Hun vil gerne have dig ud af hendes liv, hun prøver at komme videre. Du har knust hendes hjerte, og jeg tillader dig ikke, at gøre det igen" fortæller jeg ham, og tager en dyb indånding.
Jeg kigger ham ind i hans dyster mørke grønne øjne.

"For det første, så kan hun rende mig der, hvor der intet lys er. For det andet, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvor mange ned ture hun har, jeg er her kun for at gøre andre folks liv, virkelig virkelig surt"

Hans svar giver mig gåsehud, det er det klammeste jeg nogensinde har hørt. Den kolde skid altså. fuck ham.

"Så fuck ud af vores liv" siger jeg inden jeg vender mig om, og sætter kursen tilbage mod Violet.
Jeg kigger hen på hende, og tårerne triller ned ad hendes små kinder.
Jeg løber over til hende, og sætter mig på hug foran hendes stol.
"Hvad sker der?"
"Je..eg ved det ik" snøfter hun.
"Kom her baby" siger jeg og tager begge hendes hænder, og vi rejser os begge op. Jeg krammer hende indtil mig.
"Vil du gerne hjem?" Spørger jeg hende.
"Undskyld Har..Harry. Undskyld" jeg hader når hun har det sådan, mest fordi jeg ved hun prøver, at være stærk. I mim verden er hun stadig stærk, også selvom hun græder sine følelser ud.
Det gør ondt på mig, at se hende have det skidt. Men jeg kan ikke gære andet, end at være her for hende.

Jeg tager hendes hånd, og efterlader den stadig fyldte tallerken på bordet. Vi finder en tjener og får betalt.
Kort tid efter står vi udenfor, i den kolde december vind.
Hendes vejrtrækning bliver pludselig hurtigere, og mere og mere ustabil.
Fucking shit.

"Okay, baby. Kig på mig"
Siger jeg og vi standser op midt på fortovet.
Hun kigger mig i øjnene, og hendes hænder ryster som en sindsyg.
"Du bliver nød til, at gære noget for mig" siger jeg.
"Tryk dine hænder i mine, og hver gang du trykker, så tæller du med mig okay?" Jeg kysser hendes pande, inden hun begynder, at trykke mine hænder og vi tæller sammen.

Lidt efter lidt begynder hendes vejrtrækning, at være normal igen. Heldigvis.
"Er du okay nu?" Spørger jeg og holder stadig hendes hænder i mine.
"Ja, tak for hjælpen, Harry" siger hun, og 'smider' sig ind i min favn.
Jeg holder hendes krop tættere ind til mig end nogensinde.
"Du bliver nød til, at fortælle mig når du kan mærke, du begynder st få de her panik anfald, okay?" Hvisker jeg i hendes øre.

Hun kysser min kind og åbner sin mund.
"Jeg har ødelagt en af de bedste dage i mit liv, bare på grund af Jason. Hvor dumt er det ikke lige, der er ikke nogen grund til, at gå i total spåner over ham. Jeg er rigtig ked af, at jeg har ødelagt det"
"Skat du har ikke ødelagt noget, det er okay du har det sådan. Jeg syntes vi skal gå hjem, sætte en film på, ligge i sengen og holde om hinanden, også bare nyde hinandens tilstedeværelse. Jeg elsker dig, baby"
"Jeg elsker også dig" siger hun inden vores læber mødes i et kys.

Hvor er det dog forfærdeligt det der skete i Paris igår, håber ikke i selv var der, eller nogen i kendte var der.
By the ways. The biggest plottwist ever. Men jeg tror sådan cirka jeg har mistet 100 læsere Like what. Jeg ved ikke om det er fordi folk ikke har set jeg her opdateret, eller historien bare ikke er god. Jeg har ingen anelse. Heh ups. Nå men. Stay safe babes. Man ved aldrig, hvad ser kan ske. Verden er et forfærdeligt sted.
Love Ya allll from the bottom og my heart to the top.