Det der med kendte (5SOS fanfiktion)

Aftensmad??

"Bliv", kom det kommanderende fra Ashton som tog fat i mit håndled.
Tjaaa... Det skulle ik' altid lige gå efter mig hovede... Desværre... Og hvis det gjorde ville jeg være væk herfra for længst!!

"Hvad mener du med 'ingen ting'??", spurgte Calum henvendt til Luke.
Han kiggede op og så mig i øjnene. Hvorfor så han så... Trist og vred ud?? Det giver ingen mening!? Det burde være mig der var sur!? Over at han aldrig fortalte de andre det OG fordi han aldrig ringede tilbage!?
Jeg vendte irriteret mit hovede væk fra ham og så ned i gulvet.

"Okay hvad er der med jer to??", spurgte Ashton som en far der taler til små børn.
Jeg svarede ik' da jeg forventede at Luke ville fortælle det, da det burde være ham. Ærligt talt var det HAM der skulle forklare hvad HAN var så sur over, og IK' mig.

Meeeenn da han ik' sagde noget startede jeg lettere irriteret.
"Jeg ringede til jer men Luke var den eneste der tog den. Så fortalte jeg at jeg ville flytte tilbage til min mor fordi hun endelig må passe børn igen og så blev Luke mega sur og lagde på". Da ingen af dem svarede sukkede jeg irriteret.

"Og hvis I vil havde mig undskyldt så vil jeg fortsætte med mit arbejde så jeg ik' bliver fyret!!". Og med de ord fik jeg trukket min hånd til mig, ud af Ashton's greb og gik væk.

Jeg ved ik' hvad der skete for dem men de sad i hvert fald på restauranten i tre en halv time.
Til sidst kom Luke gående op til kassen hvor jeg stod.
"Kan vi tale... Under fire øjne??", spurgte han usikkert.
"Jeg skal passe kassen", svarede jeg koldt.
Han kastede dramatisk ud med armene.
"Kom nu", sukkede han, nu lettere irriteret.
"Nej, jeg skal passe kassen", svarede jeg igen.

Men i det sekunder kom Jonas selvfølgelig ud og ødelagde det hele.
"Jeg kan da godt passe kassen lidt", sagde han og puffede til mig.
Jeg sendte ham et dræberblik.
"Årh come on Kirse", hviskede Jonas lavt i mit øre. "Hvem vil undgå en samtale med den steg der!?".

Han hentydede helt klart til Luke som stod der i sine stramme sorte skinny jeans med en hvid t-shirt inden under en sort læderjakke. Var jeg ik' så sur på ham havde jeg ik' tøvet med at følge ham...

"Mig!!", hviskede jeg tilbage.
Men jeg overgav mig alligevel og fulgte efter ham.
Han åbnede døren ind til handicap toilettet og jeg gik ind tæt forfulgt af ham.
Han lukkede døren og låste.

"Hva' så", sukkede jeg og lagde armene over kors.
Luke roede lidt i sit hår og så ned i gulvet.
"Undskyld", sagde han tilsidst.
Jeg hævede et øjenbryn og ventede på mere.
Han opfattede det tydeligvis for han sukkede irriteret og begyndte at gå frem og tilbage.

"Undskyld at jeg ik' ringede... Og at jeg bare lagde på".
Helt ærligt?? Det kan du gøre meget bedre Luke Hemmings!!
"Jeg var bare... Du ved... Ked af at du skulle flytte...". Han bed sig i læben.
Jaaa nu begynder det at ligne noget.
"Og så var jeg mega fuld". Han så hurtigt på mig.
Ik' cool Hemmings... Ik' cool... Totalt et stort skridt tilbage!!
"Men det er en dårlig undskyldning...".
Ja.. Ja det er det.
"Jeg er ked af hvis jeg jeg gjorde dig trist eller sur eller noget... Jeg blev bare så skuffet over at du skulle flytte... Jeg vil jo ik' havde at du flytter væk fra mi... Øhh... Os".
WHAT!? Skulle han lige til at sige 'mig' der!?

"Tro mig når jeg siger dette: Jeg ville ik' flytte i starten men... Hun er min mor... Jeg elsker hende", sagde jeg stille.
Luke så op. Hans blik var såret.
"Jeg elsker også jer drenge", tilføjede jeg. "Men jeg bliver nødt til at hjælpe min mor. Hun kan ik' klare sig selv...", jeg prøvede at forklare det så godt jeg kunne men Luke holdte sine hænder op for at stoppe mig.

"Jeg forstår det godt Kisser", sagde han og smilede skævt.
Der var det igen... Det søde, drengede, smil.
Der blev en ret akavet stilhed. Jeg stod bare og trippede og han stod og så ned i gulvet.