Lost. H.S

Lost.

-Harry's synsvinkel-

Violet har haft det utroligt træls, de sidste Par dage. Men der er heller ikke noget, at sige til det. Hvem ville ikke have det sådan, hvis man var tæt på at miste sin søster.
Jeg ville da blive skide ked af det, hvis det her skete for Gemma.

Daisy er vågnet igen, og er i forbedring. Lægerne har kontaktet den psykriatiske-afdeling, og de er igang med at få sat noget psykolog hjælp igang.

De ville først have Daisy indlagt på den lukkede afdeling, hvilket jeg simpelthen nægtede tilladelse til, at de måtte gøre.
Både for Violet's, men også Daisy's skyld.
Jeg tror bestemt ikke Daisy ville få det bedre af, at sidde bag tremmer, i et lille rum for sig selv. Nope.
Violet. Ja hun ville da bare få det værre.

Jeg er rigtig bekymret for Violet, hun spiser ikke, hun sover næsten ikke, og hun kaster op.
Hun kaster op mere end en gang om dagen, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hun er syg af bekymringer og jeg tror det er derfor, hun har det så skidt. Det fandme synd.
Daisy er hjemme hos Niall, for det troede både jeg og lægerne, ville være bedst for os alle.

Violet og jeg er hjemme hos os selv, as always.
Violet er endelig faldet i søvn, men jeg tror ikke der går ret lang tid, før hun vågner igen.
Hun ligger mellem mine ben, på siden med hendes hoved vendt ind mod min hals.
Hendes varme ånde rammer mit kraveben, og giver mig kuldegysninger.
Vi ligger inde i sengen, og jeg vil for alt i verdenen, ikke rejse mig selvom jeg skal tisse. Hun sover for første gang i to døgn.

Jeg er lidt bekymret for hendes spiseforstyrrelse, for hun er stoppet med at spise igen. Det skal helst ikke gøres til en Vane igen.

Jeg ligger min hånd forsigtigt på hendes mave, og holder hende tættere indtil min krop.
Jeg elsker hende mere end noget andet, og jeg vil gøre alt for, at hun har det godt, og er okay.

Et host lyder fra hende, og hun sætter sig op. Ikke længe efter er hun løbet ud af soveværelset.
Jeg løber efter hende, og ind på toilettet. Jeg tager hendes hår og nusser hendes ryg, imens hun kaster op.
"Er du okay?" Spørger jeg da hun sætter dig på gulvet.
"Nej" små tåre former sig i hendes øjner og begynder, at trille ned ad hendes kinder.

"Aww baby, Daisy er jo okay nu? Hvad sker der?" Spørger jeg forsigtigt. Jeg sætter mig på gulvet foran hende, og tager hendes hånd.
"Jeg har det ikke så godt Harry"
"Hvordan ikke godt?" Spørger jeg. Jeg kender godt svaret, men hvis hun kan sætte ord på det, ville det være fantastisk.

"Rejs dig op" siger hun og trækker sin hånd til sig, så hun har noget støtte til, at komme op med. Hun rækker sin hånd ned til mig, og jeg tager den. Vi står begge oppe nu, vi kigger hinanden ind i spejlet.
Hun trækker hendes bluse op, alle hendes knogler vises. Jeg er sikker på, at hun har tabt sig igen. Alt for meget.

"Jeg er fed, Harry. Det er ulækkert"
Hun trækker sin trøje ned, og trækker sine ærmer op.
Hun holder dem udstrakt så jeg kan se dem, og de er fyldte med cuts. Nye cuts.
"Jeg hader mig selv, og alt det der skete med Daisy går mig på nerverne, jeg anede ikke, at hun havde det så dårligt. Jeg føler det er min skyld, jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg fortjener ikke at spise, jeg fortjener at cutte, og gøre skade på mig selv"

Jeg hader når hun siger ting som dem, for jeg ved at hun mener, hver og et ord af hvad hun siger.
Men hun har ikke ret.

Jeg knuger hendes krop indtil min i et stramt, og tæt kram. 
Jeg elsker hende mere end noget andet, og jeg vil gøre alt for, at hun har det godt.
"Baby, du er smuk som du er. Jeg vil ikke have, at du sulter dig selv. Jeg kan ikke lide det, du er ikke fed overhovedet, tværtimod. Jeg tror du har tabt dig en hel del, hvilket ikke var en del af vores aftale vel? Du vil gerne have en lille familie, ik?" Jeg kysser hende i håret og holder hende stadig tæt indtil mig.

"Jo, selvfølgelig vil jeg det. Jeg kan bare ikke overskue mere, Harry. Jeg gider ikke mere af det her, jeg gider ikke være fed, jeg gider ikke være grim, jeg gider ikke være den som ingen kan lide mere. Jeg vil ikke mere." Hendes stemme bliver lidt mørkere, og jeg ved det er fordi hun er Ved at begynde at græde.
Jeg ville ønske hun ville forstå mig, forstå hvad jeg syntes og mener.

"Skat kig på mig" siger jeg og trækker mig fra hende.
Vi sætter os ned på badeværelsesgulvet. Jeg sætter mig op ad væggen, og tager hendes hænder.
"Du betyder alt for mig, uden dig ville der ikke være nogen mig, og det mener jeg. Jeg elsker dig over alt på jorden, og jeg vil gøre alt for, at du har det godt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for du tror ikke på mig, når jeg fortæller dig sandheden om dig. Du er smuk, men du er for tynd, og det ved du godt jeg syntes. Jeg vil gøre alt for, at du stopper det her, for det gør ikke kun ondt på dig, men også på mig, og vores venner. Det er så hårdt at se dig sådan." Jeg trækker hendes ærmer op, så jeg endnu en gang kan se hendes sår og ar.
"Det her, skal også stoppes. Det kommer til, at tage lang tid og det ved jeg. Det kommer til, at være pisse hårdt. Men vi kan gøre det, vi gør det sammen.  Det lover jeg. Jeg vil altid være her for dig, det eneste du skal er, at åbne din mund, og fortælle mig, hvornår du har brug for mig. Ellers ender det i, at ikke kun du har det psykisk skidt. Det vil ende med, at vi alle tre sidder i vores egen grav, hvis det her fortsætter. Vi graver vores egen grav, uden vi selv ser det. Det er hårdt, at se dig sådan. Det er selvfølgelig ikke din skyld alt det her, men jeg har det træls med at du har det træls. Jeg vil så gerne hjælpe, men jeg føler mig så magtesløs fordi jeg ikke kan. Elle Rikke ved, hvad jeg skal gøre."

Mine øjne former små tåre, og Violet græder allerede.  Vi sidder i den her situtation alt for tit, og det ved jeg.
Men vi bliver nød til, at have vores dybe samtaler en gang imellem, ellers er der ikke nogen, der vil forstå hvad det her handler om. Ikke engang os selv.

"Jeg ved det godt, Harry" snøfter hun, og ligger hovedet på min skulder.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere. Mit behov for, at skade mig selv er alt for stort til, at jeg tror jeg kan stoppe. Jeg ville ønske jeg aldrig blev født" hulker hun.
Jeg holder hende tæt indtil mig, og stryger min hånd over hendes hård.
Jeg hader det her, jeg vil hende så meget godt, men jeg kan ikke give hende noget.

"Babe, ikke sig det. Det gør ondt, at høre. Jeg elsker dig, og jeg ved ikke hvad jeg skulle  gøre uden dig. Mit liv ville være noget lort, hvis ikke jeg havde dig. Jeg er så tak taknemmelig for, at du er her idag. Virkelig"

Min trøje bliver lige så stille våd fra hendes tåre. Jeg elsker hende så højt.

"Jeg har det bare træls, jeg aner ikke længere, hvad jeg skal gøre for, at få det godt"
"Jeg vil altid være her til, at hjælpe. Prøv, at beskriv hvordan du har det, med et ord baby. Vi skal nok få det godt. Men prøv, at sætte et ord på" siger jeg. Måske kan det ene ord hun lukker ud, hjælpe mere end noget andet hun har sagt.
Hun ved jeg vil gøre alt, om ikke andet så må vi have psykolog på.
"Lost" hvisker hun.

Hejsa, vil lige sige undskyld for min dårlige opdateringer her. Ja. Har haft så travlt med julegave indkøb, at jeg har været så skørt om aftenen, så jeg har siddet og skrevet på kapitlet og er faldet i søvn samtidig med. Så Ahha. Hvor langt er i med julegave indkøb?
Men bare rolig, historien er IKKE slut endnu.
Den næste opdatering kommer senest d. 24 december.
Stem og kommenter gerne.
Love ya❤️