Den ene side på bænken var tom. Lige der hvor hans krop skulle havde siddet og varmet sædet op, var der ikke andet end efterårskolde brædder. Det irriterede mig grænseløst. Da jeg endelig havde taget mig sammen, da jeg endelig havde forberedt mig, da jeg nu endelig havde mødt op, var jeg skrottet. Så her sad jeg alene med mine kolde læderhænder der strammede til, med den ene om mit brev, den anden med mit bankende hjerte. Jeg lagde hjertet i skødet forsigtigt, da det nu var så skrøbeligt. Brevet som jeg natten før havde skrevet, gennemgået, øvet op til flere gange, var krøllet sammen. Jeg rettede det ud og læste det igennem en gang til. Mit hjerte galopperede mod mine ben og jeg havde lyst til at græde. Smerten kom i min hals som altid når jeg var ved at tude. Men jeg ville ikke græde for ham. Nej, jeg havde andre planer.
Mere motiveret end før rejste jeg mig fra bænken. Jeg indåndede den friske luft, i håb om at den ville klare mine tanker. Hjertet lagde jeg i min lomme og mærkede tyngden i højre side, da jeg rejste mig. Jeg skulle hen til ham. Ordene flød i mit hoved og jeg rystede det i et desperat forsøg på at få dem på plads. Græsset var fugtigt fra morgenduggen. Min mobil ringede. Det var Li. Jeg blev hilst med et råb: "NEJ, det var IKKE dér! Hej, hvordan gik det? Fik du gjort det? "
Jeg prustede i mobilen, tale og jogge på sammen tid; ikke lige det letteste. "Han dukkede ikke op. "
Mere råb, denne gang var det dog til mig. Efter en masse "Hvad?!" og "hvordan kunne han!", stillede Li det spørgsmål jeg allermest havde frygtet: "Hvad gør du så nu?"
"Hvis han ikke kommer til mig, må jeg komme til ham. "
Hun var helt ude af sig selv. Det var åbenbart ordenligt sejt. "Sådan, Ash! Giv ham hvad han fortjener." Vi afsluttede opkaldet uden noget videre, sådan er vores forhold.
Med en dyb indånding, gik jeg videre. Igennem parken og halvvejs igennem byen til jeg kom til hans bygning. Der hvor jeg plejede at føle mig hjemme, hvor jeg troede mit hjerte hørte til, var fjendtligt og utilnærmeligt for mig nu. Det føltes urealistisk at han var derinde. Mit hjerte hamrede af sted nede i lommen. Skulle jeg? Skulle jeg ikke? Jeg skal.
Skridtene blev tungere nu da jeg kunne se destinationen. Det gik alt for langsomt, men alt for hurtigt og nu stod jeg foran porten til hans hjem. Den knirkede da jeg åbnede åbningen, lyden var høj og skarp i mine øre. Jeg tog mig til hovedet og ved hvert skridt op af trappen spredte en pine sig. Mit hjerte dunkede langsomt. En pivende lyd varede ved. Endnu et skridt og endnu skridt.
Så var jeg der. Ved B22, hans lejlighed. Jeg skulle til at løfte hans dørmåtte for der ligger nøglen, men stoppede mig selv. Sådan var det jo ikke længere. Så jeg bankede på i stedet for. Bankene var i takt med mit bankende hjerte. Bank, bank, bank. Jeg knugede brevet. Døren åbnede.
Han virkede chokeret over at se mig. Han havde sikkert forventet at jeg ville bryde sammen nede i parken og aldrig ville havde modet til at se ham i øjnene igen. Han havde ret. Tårer slørede foran mig og jeg kunne knap nok trække vejret. Jeg fattede ikke rigtigt hvad der skete bagefter. Om han inviterede mig ind eller jeg gik selv derind, ved jeg egentlig ikke men jeg var i hvert fald i hans stue. Jeg gik rundt i cirkler og mumlede alle de ord som jeg havde øvet, alt det som jeg havde skrevet. Han blev ved med at sige at jeg skulle sætte mig ned og at jeg skulle slappe af. Han blev ved med at sige mit navn. Han kaldte efter mig, men jeg kunne ikke høre ham. Hans lejlighed var som en boble der hele tiden var på randen til at sprænge og jeg kunne ikke få vejret herinde. Så så jeg mig selv. Det var ikke sådan jeg havde forstillet mig det. Jeg ville være ligetil og kold og han skulle acceptere eller afvise. Men at være herinde, at mærke hans øjne og høre hans stemme fik alle minderne til at slå mig tilbage som en tsunami. Jeg tog en dyb indånding.
Brevet i min hånd rev jeg i stykker. Ordene var ligegyldige nu. De faldt til gulvet i forrevne stumper. Jeg tog mit hjerte op af lommen og rakte det ud. "Mit hjerte," sagde jeg. "Vil du have det eller ej?"
Hans øjne mødte mine. I et sekund troede jeg at han ville tage det. Men så veg hans øjne. Mit hjerte stoppede med at banke.
"Du sagde du elskede mig. Du sagde at vi ville altid være sammen. Du sagde at jeg havde dit hjerte!" jeg begyndte at græde. "Vi skulle væk herfra! Starte på ny! Du lovede mig det! Jeg som ville give dig ALT."
"Ash," begyndte han, hans stemme var som tortur for mig. "Ashton, vent! Lad mig forklare."
"En forklaring? Hvis du havde sådan en, ville du så ikke havde mødt op? Nej, for du er for svag og for ynkelig og for bange til at tro at vi kunne starte et liv sammen."
"Du må da forstå; vi vil aldrig kunne være sammen. Vores kærlighed er forkert! To drenge... vi kan bare ikke. Ikke her og ikke nogen andre steder."
"Du har ødelagt mit hjerte."
Vrede og sorg steg op i mig og mistede al kontrol. Jeg smed den kolde livløse klump af mit hjerte på ham og løb ind i hans soveværelse. Ved siden af hans seng var et pengeskab. Jeg trykkede tallene ind: 2667. Han havde givet mig koden en sommernat hvor vi havde ligget i hans seng. Han havde sagt, at jeg var den eneste som skulle kende koden til hans hjerte. Men nu skulle jeg havde hjertet.
Jeg tog det. Puttede det ind i hulet i mit bryst. Til den tid var han kommet ind i værelset. Farven forsvandt fra hans kinder. "Jeg troede aldrig du ville..."
"Nej, men det gjorde jeg heller ikke."
Han faldt om i sengen og jeg kiggede en sidste gang i de øjne jeg plejede at elske. Men de var døde.
Og jeg gik væk med et bankende hjerte.
