Lost. H.S

It's Okay

Typisk mig, vågner op ved siden af Harry med de sygeste tømmermænd.

Jeg ligger som sædvanligt med hovedet på Harry's bryst, og han nusser mit hår stille og roligt.
"Jeg er så træt" klager jeg, vi kom så også i seng rimelig sent.
"Jamen jeg tænkte også, at vi går ned til mine forældre om lidt, så kan vi spise lidt morgenmad også kan vi tage hjem, hvis du vil selvfølgelig" Jeg er overhovedet ikke sulten lige nu, like slet ik. Hvad fanden skal jeg gøre ved det, han kan ikke rigtig tvinge mig til, at spise hvis ikke jeg er sulten.
"Men jeg er altså ikke sulten"
"Baby husker du ikke vores aftale?"
"Jo, jeg er bare ikke sulten"

Han kigger undrende på mig, han tror sikkert ikke på mig, men det ville jeg heller ikke, hvis jeg var ham. 

"Den går ikke skat, du skal spise om du så spiser en halv skive franskbrød, eller et halvt rundstykke. Jeg er ligeglad, du skal bare have noget at spise" Jeg sukker dybt, jeg finder det komplet åndssvagt, jeg er jo ikke sulten. Men, hvis jeg ikke overgiver mig, kommer det til, at være en evig lang diskution, som jeg ikke  ville vinde alligevel.

"Fint" sukker jeg, og vender ryggen til ham.

"Babe? Jeg er ked af det der skete igår, jeg uhm, du ved vel at jeg ikke mente det, ik? Jeg elsker dig mere end noget andet og jeg vil fandme ikke miste dig, uanset hvad for noget lort jeg lukker ud"

Jeg har faktisk overhovedet ikke lyst til, at skulle snakke om det her. Han har aldrig trådt så hårdt på mig før, som han gjorde igår. Bare at tænke på det, får mig næsten til, at græde. Han sagde så mange modbydelige ting, og han ved jeg ikke kan tage det lige nu.
Der er ikke nogen der har været så modbydelig overfor mig, siden jeg gik i skole.
Det med, at han sagde at jeg bare kunne cutte, eller begå selvmord og at han ville være ligeglad, det gør så forfærdeligt ondt- også selvom han ikke mente det.

"Harry det har jeg ikke lyst til, at snakke om det" siger jeg og sætter mig op, med fødderne ud over sengekanten.

"Men, jeg sagde jo bare undskyld"
"Ja, det fint Harry" siger jeg og rejser mig fra sengen, og går neden under til resten af hans familie.
Han pisser mig af lige nu, jeg ved ikke engang hvorfor. Han gjorde jo ikke rigtig noget forkert.

"Godmorgen Darling" lyder Anne's stemme ude fra køkkenet. Jeg går ud til køkkenet, da jeg ikke syntes det er særlig fedt, at kommunikere med nogen som står et sted man ikke kan se.

"Godmorgen" smiler jeg, og sætter mig på en stol ved spisebordet.

"I må altså sige til, hvis vi skal hjælpe med, at rydde op fra igår, både med pynt og konfetti" fortæller jeg. Det var jo trods alt dem, som betalte for mad, og pyntede op og var toastmasters. Så kan man ikke være andet bekendt end, at tilbyde lidt hjælp.

"Nej da, det har vi næsten klaret i forvejen, der er ingen grund til, at i skal hjælpe i er vores gæster" siger hun og stiller den sidste tallerken i opvaskeren.

"Vi tager hjem snart, hvis det er okay"

"Selvfølgelig er det, det. Hva øhm, jeg hørte dig og Harry skændes igår. Hvad skete der?" spørger hun. Jeg ved ikke ok jeg skal fortælle hende det, men på den anden side så, hvorfor ik? Hvad kan der ske ved det?
"Harry var bare ikke særlig sød ved mig. Jeg brokkede mig over mig selv, og han blev sur på mig. Senere hen i vores diskussion sagde han så, at han var ligeglad hvis jeg begik selvmord, eller cuttede" forklare jeg.

"Jeg forstår du er ked af det, men du ved vel, at han ikke mener det. Jeg ville nok ikke have tilgivet ham lige så hurtigt, jeg var nok blevet skide sur og ked af det. Jeg ved du er såret darling, men Harry er ikke et ondt menneske, det ved du, ik? Jeg er skuffet over ham, men han elsker dig" fortæller hun. Hun har ret, han elsker mig, og han er ikke et ondt menneske. Jeg ved han fortryder det, og jeg skal komme videre. Det er 2016 forhelvede.
"Du har ret"