Lost. H.S

GET OUT!!

Vi har sat os i stuen. Jeg ved ikke om jeg er bange over, at han er her. Men jeg føler mig bestemt heller ikke til pas.

"Hvad vil du snakke om? Jeg vil helst have dig ud før Harry kommer hjem." siger jeg og kigger afventende på ham.
Jeg ved ikke hvorfor, men han irritere mig bare, jeg hader ham. Mere end noget andet.
"Jeg vil gerne snakke. Om os. Ja os to" han smiler lumsk til mig, og det sender kuldegysninger ud i hele min krop.
"Der er ikke noget os, det vil der aldrig være. Harrys og mit forhold har aldrig været tættere eller bedre end det er nu, du kan ikke ødelægge det på nogen måde. Det vil hverken jeg, eller Harry lade dig gøre!" Han glor bare på mig, som om jeg er fuldstændig dum. Men jeg er squ ikke den dumme af os to, det er han fandme.

"Jeg vil gerne, at vi kan finde sammen." siger han. Jeg glor dumt på ham. Hvad fanden bilder han sig egentligt ind. Jeg gider ham slet ikke mere.
"Du skal gå nu! Jeg gider ikke se på dig mere!"
"Vi snakker du om? Vi snakker jo bare lidt, lad mig nu snakke færdig. Jeg skal nok gå om lidt"

En besked tikker ind på min telefon da jeg afslutter min sætning.

From: Harry
To: Violet

I'll be home in 2 minutes:)
See you soon.
XX. Harry

"Du har præcist to minutter til, at afslutte! Harry er hjemme, og hvis han ser dig. Ja så flipper han ud" siger jeg, så er han i det mindste advaret.

"Jeg vil bare gerne, at du stadig gider at snakke med mig. Virkelig. Jeg savner dig" siger han og kigger ned.

Døren går op og ind kommer Harry. Han stirrer skræmt på mig.
"Ud!" er det første der forlader Harrys mund. Han ser ikke længere skræmt ud, mere rasende.
"Hey rolig mate, vi sidder bare og snakker" siger han.
"Jeg syntes også du skal gå, Jason"
Han tøver lidt inden han rejser sig op og forsvinder ud af døren.

Harry vender sig straks om mod mig, og kigger bekymret på mig.
Han tager min hænder og kigger på mig.
"Er du okay?" Spørger han stille.
"Ja, det tror jeg. Men Harry, jeg prøvede altså at få ham ud, jeg prøvede på at få ham væk, inden han kom ind. Men han ville ikke lytte. Please ikke vær sur på mig" mumler jeg.
Et eller andet sted kunne jeg jo have raget en stegepande, og klasket ham en i skallen så han måske ville gå. Men han ville måske også besvime? Anyways, it didn't happen.

"Det er ikke din skyld Baby! Det er det ik, jeg forstår det. Så længe du er okay, og han ikke gjorde dig noget, så er det okay" smiler han.
Jeg stiller mig på tær og kysser hans læber.

"Hey! Hvordan var din dag enlig? Hvordan gik det?" Spørger jeg interreseret. Jeg trækker ham med hen i sofaen, og vi sætter os.
"Det gik rigtig godt faktisk. Eleverne var jo halvbelastende, men det skal de jo være ik?"
"Jo det skal de vel" griner jeg

Undskyld jeg er så dårlig til, at opdatere.
Jeg føler lidt, at folk ikke gider at læse den her bog mere, og derfor så har jeg besluttet at bogen er ved, at nå dens ende.