Love isn't easy... especially not when You're famous.

Ik' slå mig...!!

Jeg sagde intet til nogen.
Men det gjorde så ondt, hver gang jeg talte med Luke. Jeg tror han var ved at finde ud af, at jeg havde et falskt smil på, hver gang vi FaceTimede.
Det var dog meget værre, når jeg var sammen med Rose og Danny. Han holdte om hende, og hun stod bare, totalt lykkelig, dog også uvidende om, hvad Danny var for en.
Jeg dømte mig selv. Vær gang Danny kyssede mig, gjorde jeg intet.
Jeg stod bare passivt, gjorde ingen modstand. End ik' hver gang han slog mig, fordi jeg ik' kyssede ham igen, gjorde jeg noget.

Men det stod på i lang tid.
Jeg var skrækslagende for, når drengene ville komme, i morgen. Hvad ville der ske?? Ville de kunne se på mig, at der var noget der ik' var, som det skulle være??
Rose var håbløst, forelsket. Hun lagde ik' mærke til noget. Det passer, det med at kærlighed gør blind. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne fortælle det til nogen.

Min mor, kunne mærke at der var noget, men hver gang hun spurgte, afviste jeg hende. Jeg turde ik' sige noget til hende. Jeg var bange for hvad hun ville tænke om mig.
At jeg var billig?? At jeg var dum?? At jeg var svag??
Jeg følte lidt, at jeg var alle tre ting. Men jeg havde ik' brug for at nogen skulle fortælle mig det.

Men timerne gik, og pludselig stod jeg foran deres dør.
Jeg bankede på, gik ik' bare ind, som jeg plejede. Det føltes forkert.
Da Calum kom ud, så han overrasket på mig.
"Okay hvad er der galt??", spurgte han bekymret.
"Ik' noget", smilede jeg forsigtigt. "Hvorfor spørg du??".
"Du har aldrig, og jeg gentager, aldrig, nogensinde banket på før". Han gav mig en krammer.
"Jeg er nok bare lidt forvirret", svarede jeg trist.
Det virkede som om han købte den, for nu.

Jeg kom ind, og hoppede i Luke's favn. Han holdte om mig, og kunne tydeligt mærke at jeg var ked af det. Men nu var det jo heller ik' fordi jeg skjulte det så godt... Jeg stor tuede. Alt skylden kom væltende. Jeg kunne ik' bære, at skulle lyve over for ham. Eller at være ham utro, uden han vidste det... Men  heller det, end han kom alvorligt til skade.

Hans skulder blev helt våd.
"Skat hvad er der??", spurgte han bange.
"Jeg h...har ba...bare sa...sa...savnet jer så.. Så me...meget", stammende jeg. Ik' helt løgn, for jeg havde sq savnet dem, mega meget!? Meeeeeennnn det var ik' derfor jeg græd.
"Årh Kisser, vi har også savnet dig", svarede Luke. Han lød overhovedet ik' overbevist.
Jeg fik på en eller anden måde glemt alt om Danny, mens jeg var sammen med drengene... Overraskende nok?? Men hvad kan jeg sige, de drenge er bare så fantastiske!?

"Drenge jeg må vidst heller til at løbe", sagde jeg smilende.
"Når...", sagde Michael trist.
"Farvel så da", sagde Ashton, og smed en pude efter mig.
"Vi ses i morgen", sagde Calum.
"Jeg følger dig lige ud", sagde Luke bare, og smilede.
"Ses i morgen drenge", smilede jeg.
Luke fulgte mig som sagt ud.
"Er du okay??", spurgte han for 23'ne gang.
Jeg nikkede bare. "Ja Luke", grinede jeg. Jeg stillede mig på tær og ramte hans læber, forsigtigt og hurtigt.

Men det var han ik' tilfreds med... Han hev smilende fat i min arm, da jeg vendte mig om. Jeg blev snurret rundt, og endte i hans arme.
"Så du tror du slipper så let", smilede han. Han havde en hæs stemme, som gav mig myrekryb. På den dejligste måde, som kun han kunne give mig.
Han kyssede blidt mine læber, mine hænder var mod hans bryst, og hans arme var omkring min krop.

I starten gik det godt, men pludselig lukkede jeg ned. Jeg forestillede mig, at det var Danny, jeg stod og kyssede. Jeg panikkende, og skubbede mod hans bryst, og så skræmt ind i hans øjne. Han så bare forvirret ned på mig, og hævede sin hånd.
Igen kom Danny frem, og jeg lod gispende, min krop krumme sig sammen, bange for slaget der ventede. Det kom aldrig. Senere ville jeg så finde ud af, at han bare ville age min kind.

"Hvad laver du??", spurgte Luke forbløffet. Hans pege- , og tommelfinger, fik min hage op. Jeg så bange ind i hans forskrækkede øjne, da det gik op for ham, at jeg troede at han ville slå mig.
"Babe, hvad forgår her?? Du troede at jeg... At jeg...", han kørte frustreret en hånd gennem sit hår. "Arg, du troede at jeg ville fucking slå dig!?", udbrød han.
Jeg rystede kraftigt på hovedet. "Nej nej", mumlede jeg.
Han hævede et øjenbryn. "Hvad er der sket, siden du er så... Bange for...", han stoppede sig selv, men tvang dog sig selv til at sige det sidste ord: "Mig??".

Jeg så ned i jorden. "Det er jeg da heller ik'", sagde jeg usikkert.
"Hvad skete der så for...", mere nåede han ik' at sige, før jeg afbrød ham:
"Vi ses Luke". Jeg vendte hurtigt om på hælen, og løb min vej.

Luke's synsvinkel:

Jeg stod bare og så efter hende. Hun løb væk, bange. Bange for mig?? Jeg gik tilbage i stuen, chokeret over at hun troede jeg ville slå hende...
"Hey Luke", smilede Calum, og wiggede med øjenbrynene.
"Fik du snavet hende i gulvet??", spurgte Michael, og smilede som en idiot.
Jeg rystede bare på hovedet.

"Hvad skete der, Luke??", spurgte Ashton bekymret. Han ved bare når der er noget galt.
"Hun troede at... At jeg ville slå... Hende", jeg sank en klump, der havde sat sig fast i min hals.
"Hvad!?", udbrød Michael, han var virkelig seriøs nu.
"Kan det være hendes... Far??", spurgte Calum nervøst. Hans blik var alvorligt, og gennemborende.

Jeg trak på skulderen. "Jeg har ingen anelse", svarede jeg helt ærligt. "Men jeg er ret sikker på, at hun er blevet...", jeg knyttede mine næver.
"Misbrugt", afsluttede Ashton sætningen for mig.
Jeg vendte mig om, og slog med alt kraft ind i væggen.
"Ja", sagde jeg med sammenbidte tænder.

"Følg efter hende!?", sagde Calum pludseligt. "Det kan være hun bliver misbrugt, uden at kunne fortælle det!?".
Jeg rystede på hovedet. "Nej, jeg skal ik' være en eller anden syg kæreste der ik' stoler på hende", svarede jeg hårdt.
"Du kan stole på hende, men hvad med andre??", spurgte Ashton usikkert.
"Hun ville fortælle mig det", mumlede jeg.
"Luke", Calum rejste sig og lagde en hånd på min skulder. "Hvad hvis hun ik' kan sige det, fordi hun er bange, for din reaktion??".

"Hvad hvis hun bliver voldtaget", mumlede Michael. Det var ik' meningen jeg skulle høre det, men det gjorde jeg. Alle mine muskler spændes.
"Hvis du ik' går efter hende", sagde Calum og gik mod døren. "Så gør jeg".
Jeg ville hellere end gerne gå med ham... Men jeg kunne ik'...

Hey dejlige læsere!?❤️
Håber I kan li' kapitlet??😅💕 det er ret seriøst nu hva'??👌😂💘
Håber at I vil læse videre, og skrive hvad jeg kan forbedre👌😁💋
Kh miiiiiiggg😘