83 Hospitalet

1.6K 43 6
                                    

Em og jeg står ude i venteværelset og håber på Anth snart kommer tilbage. Selvom jeg var ked af det, var det som om jeg var løbet tør for tårer. Jeg sidder på en hård stol midt på en gang, lidt væk fra al stressen i det rigtige venteværelse.Jeg sidder og stirre ud i luften, indtil Anth kommer tilbage. 

"Hvad så" siger jeg da han kommer ud på gangen med et bekymret blik. Han blik lyser helt op og han griner. "Han ligger lige en gang længere nede, skal vi gå med?" spørger han og smiler sødt til mig. Jeg giver ham fingeren og nikker. Vi går sammen ned af gangen, hvor vi møder en fuld Thor. Han kigger over på os med et ondt blik. "Bad jeg dig ikke om at blive væk?" spørger han sammenbidt. Jeg nikker stille og går hen mod ham. "Er du okay?" hvisker jeg og aer hans arm. Han nikker hårdt og glider ned af væggen og dumper ned på gulvet. "Øøøh, vi går lige ud og henter noget kaffe" siger Anth akavet og trækker Em med sig. 

Jeg sætter mig ved siden af Thor og kigger i langtid på ham. "Kan du huske første gang vi mødtes? Hvordan jeg forlod dig den næste morgen?" siger jeg griner lavt. Han siger ingenting, men kigger ned i gulvet og lytter efter. "Og hvordan vi mødtes helt tilfældigt på stranden et par dage efter? Og hvordan du beskyttede mig, da Victor prøvede at overfalde mig? Det jeg nok prøver at sige er, at uanset hvor du er, hvem du er sammen med, vil jeg stadig elske dig, også selvom du er træt af mig. Alle vores op- og nedture har gjort os stærkere og det gør dette også. Jeg ved godt du måske ikke vil lyttefeter lige nu, og det forstår jeg godt, men du bliver nødt til at sige farvel til ham," han løfter hovedet og kigger rundt i lokalet. Han hovede dumper ned på min skulder, og jeg ligger mine arme om ham. "Jeg elsker dig" hvisker jeg igen. "Undskyld" hvisker han tilbage. Jeg han høre han græder lavt. "Skal vi sige farvel?" spørger jeg. Han nikker og jeg hjælper ham op på benene igen. Vi går sammen hen til lokalet og Thor går alene ind. 

Efter lidt tid kommer han ud igen. Han øjne er helt blodsprængte, men han smiler. Jeg ligger en arm rundt om hans talje og han svinger sin om min nakke. "Tak" hvisker han ned i min hovedbund og kysser den. 

Gymnasielivet - CITYBOISWo Geschichten leben. Entdecke jetzt