Helt perfekt

Kapitel fjorten En ny udflugt

Efter en bid mad sover jeg trygt et par timer. Søvnen er dejlig fredfyldt og skylder alle mine bekymringer bort. Jeg drømmer ikke, det er som et blødt tæppe af tåge har lagt sig over min bevist, for at give mig en pause. Da jeg vågner er jeg frisk og udhvilet, klar til at komme videre. Jeg står stille et øjeblik, og funderer over hvad jeg dog skal give mig til. Jeg vil ikke opsøge Helena, vi ville begynde at snakke om eftersøgningen, og det ønsker jeg ikke at spekulere mere på nu. Ej heller vil jeg snakke med Snehvide, hun er på en måde min ven, og ligesom Helena har hun også andre pligter at tage sig af.

Jeg beslutter mig for at læse lidt i bogen lamia og andre væsner i håbet om at lære noget mere om den verden, jeg nu lever i. Jeg finder den frem, og stryger den let over dens smukke forside, og jeg begynder at læse under et afsnit, som fanger mig allerede ved overskriften.

Afgrunde og tidshuller

Alinge Frugtkedel lært mig noget nyt, selvom jeg aldrig vil indrømme det overfor hende. Der er forskel på afgrunde og tidshuller, som jeg ellers før troede var to navne for det samme. Tidshuller er de mest simple det giver mulighed for at rejse mellem planeter, som er på forskellige stadier i deres tidsudvikling. Afgrunde giver mulighed for at rejse mellem universer med magi og universer uden.

Jeg har besluttet mig for at finde et univers, hvor magi ikke eksisterer, da der selv i disse universer findes beboere, som besidder kræfter. Kræfterne har dog en anden måde at vise sig på.

Jeg har allerede udset mig et bestemt univers, og en bestemt planet. Det vil dog kræve, at jeg først rejser via en afgrund og derefter et tidshul. Beboerne på planeten kalder den for Jorden. Et simpelt ord og ikke særlig kreativt, men ikke desto mindre er beboernes intelligens og deres samfund meget veludviklet.

Jeg lukker bogen, og lægger den fra mig på natbordet ved siden af min seng. Jeg fandt ikke just ud af mere om denne verden, men snarere om min egen. Jorden. Det slår mig med forbløffende kraft, og overvældende hastighed. Jeg savner Jorden. Jeg savner... hjem. Det troede jeg aldrig, at jeg skulle komme til. Måske hvis jeg snakkede med Alinge, måske kan hun hjælpe mig tilbage. Jeg ryster dog hurtigt tanken ud af mit hoved. Jeg er nødt til at blive her og finde Frans.

Jeg tager tøj på, og går ud for at finde Helena. Jeg føler mig spærret inde her på slottet, som en rotte i en fælde. Jeg har brug for luft.

***

Jeg finder Helena i forstanderindens arbejdsværelse. Hun arbejder med nogle kort, og pludselig ser jeg hvor voksen hun er blevet.

Hun er vokset mindst 10 centimeter siden jeg så hende første gang, og ligner nu en ung kvinde. Første gang jeg så hende gættede jeg på, at hun var omkring 13 år gammel, men hvis jeg skulle gætte nu, ville jeg snarere sige 16-17 år næsten på min egen alder. Jeg kigger undrende på hende. Jeg følte fra første gang jeg så hende, at hendes personlighed var ældre end hvad hendes ydre viste. Hun er dybt optaget af sine kort og opdager først, at jeg er til stede, da jeg lukker døren bag mig. Hun vender sig mod mig, og forsøger at dække kortene bag sig.

"Nå, det er bare dig Karma." Siger hun og smiler. Selv hendes stemme lyder anderledes, ældre, blødere.

"Ja, det er bare mig. Hvad laver du?" Jeg prøver at lyde henkastet, uden at lade hende opdage, at jeg er meget forbavset over hendes pludselige forandring.

"Jeg arbejder på eftersøgningen." Hun kigger ned på kortene igen. "Jeg sendte den første gruppe afsted allerede i går."

Jeg nikker, og stiller mig hen ved siden af hende for at tage et kig med. Hendes skrivebord er kvadratisk og et kæmpe kort fylder hele bordpladen. Dog dækket af flere forskellige mindre kort.