DreamNote - del 1 - Rotten ( dansk )

DreamNote - Del 1 : Rotten

Det er ved at blive mørkt. Jeg sidder i bussen, jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, men det er egentlig også ligegyldigt. Bussen bumper afsted, derudaf i en fast fart mod det ukendte mørke, pludselig føler jeg mig ubeskriveligt træt.. Men der er noget der føltes for... Forkert... Til at jeg bare kan ligge mig til og sove i en bus, der alligevel lugter af sure sokker og mug, inderst inde ved godt at jeg er på vej hjem, men altingvirker... Nyt men selvom jeg vil kan jeg ikke genkende denne her rute, og det bliver sværere at genkende minut, efter minut, da den er ved at blive opslugt af det ukendte mørke..
Jeg må have faldet i søvn, det kan kun være den eneste forklaring, for pludselig føltes alting koldt. Koldt og ubehageligt. Jeg sætter mig langsomt op og kigger rundt.
Er jeg blevet efterladt? Min sag er sikker. Jeg er efterladt tilbage i et ukendt mørke. alene. Buschaufføren er ikke til at se, og der ligger glasskår på gulvet, og der er kun en lampe tilbage der blinker med sit gullige lys der får det hele til at ligne En scene fra CSI, men Indeni selve bussen ser der ud som om at det hele har været efterladt i flere hundrede år, sæderne er hullede, gennemblødte, og manglende, gulvet er beskidt, hullet og rustent.
Hvad er der sket?
Jeg gnider mig i øjnene og kigger rundt en gang til, for at være sikker. bare en sidste gang. Da mine øjne når til det mørkeste hjørne bagerst, bemærker jeg to blændende hvide øjne der kigger på mig, da jeg fanger dens blik, kan jeg se ind i en Tom hule hvor alt liv og glæde er forsvundet fra dem, de er som Tomme stirredende lanterner der kigger direkte ind i min sjæl og suger liv og glæde ud af mig.
Jeg skal ud herfra.
Nu.
Alle dørene i bussen står vidt åbne, det føltes som om mørket strækker sine arme ud efter mig. Jeg træder et skridt frem mod den største dør og en hård kold vind rammer mig i ansigtet, jeg fornemmer at det også regner. Langsomt læner jeg mig frem i døren, jeg kigger ligeud. Kigger lige ind i en vidt åben dør i det hus der er  få meter fra mig. Langsomt  Samler jeg mod. Jeg ser et lysglimt derinde fra. Jeg føler en smule håb, dog mest frygt. Jeg beslutter mig for at gå ind i bussen igen, jeg vender mig langsomt om for at gå tilbage til min taske, for at jeg kan ringe til min mor og bede hende om at hente mig. En behagelig strøm af glæde strømmer igennem mig. Og lige i det jeg beslutter mig for at gøre det og vender mig om, ser jeg til Min forskrækkelse ind i to blændende hvide, næsten lysende, tomme øjne, de kigger hånligt på mig, væsenet skubber mig hårdt bagud så jeg lander på ryggen, alene tilbage i det ukendte mørke.
Idet jeg falder lukkes bussens døre og den køre videre.
Uden mig, men med min taske.
Alt håb mit håb siver ud i jorden, og det eneste der er tilbage af bussen, er de hvide hånlige øjne der kigger på mig gennem mørket. Jeg har lyst til at skrige og græde, men hvad nytter det? Hvad hjælper det at skrige og græde? Ingenting. Jeg må søge hjælp. Jeg kiggede rundt, men der var øde ( og mørkt ) så det så ud til at det eneste der var tilbage var huset foran mig, døren stod på vid gab, jeg havde det som om at noget derinde fra kiggede på mig, holdt øje med hver en vejrtrækning, talte hvert et hårstrå.
Da Jeg rejste mig op, bemærkede jeg sådan rigtig at jeg havde fået en kæmpe hudafskrabning, på sådan cirka 47% af hele min højre krops parti, jeg havde ikke tid til at pive. Min tid var kommet. Jeg gik langsomt mod døråbningen, gruset knasede under mine fødder, jeg tog en dyb indånd for at berolige mig selv. Jeg trådte langsomt indenfor og mærkede et hårdt vindtryk mod min ryg, og faldt ind i opgangen. Døren
smækkede i bag mig.