What about my past?

33 1 0
                                    



" Anna Elisabeth. Det er din tur til at lave mad! " råbte fru Mossberg. Fru Mossberg har altid været min mindst elskede person på børnehjemmet, og jeg tror heller ikke hun kan lide mig. For at gøre det hele meget bedre, kan jeg fortælle at hun var den gamle ejer af børnehjemmet.
Jeg gik ud i køkkenet for at begynde på maden. I dag var dagensret Linsesuppe. Linsesuppe var faktisk min livret, vi plejede at få et tyndt stykke brød, med bønner på. Jeg tror ikke engang det er rigtig mad.
Jeg tog tit et æble når jeg var sulten. Vi havde nemlig et æbletræ et stykke væk fra børnehjemmet. Hvis man hoppede ud af vinduet skulle man gå 15 minutter og så var der bare de bedste æbler, men man skulle bare passe på at fru. Mossberg ikke opdagede en.

"Hvordan turde du at stjæle æbler når fru. Mossberg allerede hadede dig? " spørger Lisa
"Spændingen fik mig til at falde på plads, og gøre mig rolig. Desuden var det de bedste æbler i landet" svare jeg.
"Lisa ikke afbryd historien" siger Flemming.

Jeg smiler for mig selv, og fortæller så videre på historien.
Efter maden skulle vi ned i fællessalen, hvor vi alle 18 børn sover. Fru Mossberg brugte de fleste penge vi fik, på hende selv, og ikke sådanne ting som værelser, eller bare senge generelt. Vi skulle alle være inde i fællessalen klokken 20.00, og lyset bliver slukket klokken 20.30.
Sådan var vores program om aftenen næsten hver dag.

" Hvornår kommer det med du blev låst inde, Anna? " spørger Carl.
" Det kommer nu " Svarer jeg, og tager en dyb indånding.

Det var mit tredje år på dette børnehjem, og jeg har skiftet børnehjem to gange. Jeg kom ind på mit første børnehjem da jeg var 5 år, og nu var jeg 12.
Jeg var utrolig alene hele tiden. Jeg stolede heller ikke på nogle af dem jeg boede med, fordi jeg ikke havde haft nogle at snakke med i syv år, og derfor fik jeg anfald hvor jeg så ting der ikke fandtes i virkeligheden.
Der var en dag, hvor jeg sad alene inde i køkkenet, jeg spiste et af de æbler jeg havde gemt fra min sidste tur til æbletræet. Mit hoved føltes så tomt, men tankerne kørte rundt. Pludselig så jeg min bror i døren. Jeg har ikke set ham siden jeg kom ind på mit første børnehjem. Men der stod han, han havde ikke ændret sig siden sidst. Jeg løb hen mod ham for at kramme ham, men han løb sin vej. Jeg prøvede at finde fru Mossberg, for at spørge hende hvor min bror løb hen, men hun sagde han ikke var her og han aldrig har været her.
Siden den dag er jeg blevet kaldet skør og sindssyg. Men jeg er ligeglad, for jeg ved han var der.

" Har du set ham siden? " spørger Lisa. Jeg nikker forsigtigt, for jeg så ham igen et år efter.

Det var min 13 års fødselsdag, men ingen vidste det. Jeg sad alene hele den dag. Selvom jeg altid gjorde det, føltes det slemmere lige præcis på min fødselsdag.
Jeg gik ind på toilettet og sang stille for mig selv.
"I dag er det Annas fødselsdag hurra hurra hurra" Jeg forstillede mig mit æble var et stykke fødselsdagskage. Jeg hørte nogle komme ind, jeg kiggede mod døren, og foran den lå den bamse, jeg fik taget fra mig på mit sidste børnehjem. En skygge forsvandt fra toilettet, og jeg løb ud. Min bror var der. Det var ham og jeg var helt sikker.
Jeg løb hen til bamsen, men pludselig forsvandt den. Jeg løb videre til fru Mossberg, mens jeg råbte;
"Hvor er bamsen?! " Fru Mossberg stoppede mig inden jeg nåede ind til de andre børn.
"Lad være med at sige sådan nogle ting, du er jo sindssyg" sagde hun.
Hun skubbede mig ind i et lille mørkt rum, der lå ved siden af hendes kontor.
"Du kan blive her inde, indtil du kan tænke som andre børn! " råbte hun.

"Hvad gjorde du så? " spørger Carl.
"Nu skal du bare høre" svarer jeg.

Jeg kunne ikke se noget, det hele var mørkt. Jeg prøvede flere gange at finde døren igen, men uden held. Jeg så døren åbne sig igen, det var fru Mossberg der ville snakke med mig. Hun kom tættere på mig. Jeg så hende løfte sin store hånd. Pludselig ramte hun mig midt på kinden. Det var den værste smerte jeg havde følt i lang tid.

"Ville fru Mossbjerg... " jeg stopper ham
"Fru Mossberg ikke bjerg" retter jeg ham
"Ja ja, men blev du så aldrig adopteret? " siger Carl
"Jo det kommer nu" svarer jeg.

Jeg sad i sovesalen, jeg var fyldt 14 for en måned siden. Fru Mossberg kom ind og sagde sådanne til mig.
"Der er kommet et kærestepar, der vil adoptere et barn. Jeg har valgt dig og Marie til at snakke på skift med dem. Så gør dig i stand. "
Lidt efter sad jeg på fru Mossbergs kontor. Et kærestepar sad på den anden side af bordet, og kiggede interesseret på mig. Så sagde den ene af dem.
"Hej Anna Elisabeth. " Jeg svarede lavt;
"Hej" De stillede mig en masse spørgsmål, og jeg svarede så godt jeg kunne.
Nogle timer efter vi havde snakket, kom fru Mossberg ind og ville snakke med mig. Hun sagde;
"Tillykke du er blevet adopteret og de henter dig på mandag" der var en snært af glæde i hendes stemme.

"Er det den familie du bor hos nu? " spørger Lisa.
"Det kan jeg fortælle i morgen, for nu skal jeg ned og hjælpe til med at lave burger og æblekage til jer alle sammen" svarer jeg.
"Tror du også vi bliver adopteret en dag? " spørger Lisa.
"Selvfølgelig gør I da det" svare jeg.

What about my past?Where stories live. Discover now