Aldrig prøv

Kapitel 43

Efter Mille havde skrevet til Anthon, at jeg skulle snakke med ham efter skole, havde jeg svært ved at koncentrerer mig i timerne.

Da sidste time var ved at være færdig, begyndte mit hjerte at banke hurtigere og hurtigere.
Mest af alt fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle fortælle Anthon, men også fordi jeg var irriteret på ham.
Gav han virkelig allerede op på mig?
Var jeg virkelig så forfærdelig?

Jeg tog min taske i hånden, og smuttede ud af klasseværelset. Mille stod ude foran og ventede på mig, og svang sin arm over min skulder, lige da jeg kom ud.

"Anthon kan virkelig ikke være det bekendt!" sagde hun og lod sit hoved hvile på min skulder et kort øjeblik.

Jeg svarede hende ikke, da jeg gik og forberedte hvad jeg skulle sige til ham.

"Der er han sørme," sagde Mille og pegede på ham. Han stod sammen med de andre drenge, et stykke nede af gangen.

"Mille.. det er altså lige meget," insisterede jeg.
Hun rystede på hovedet og gav mig et lille puf, for at få mig til at gå ned og snakke med ham.

Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen for at se Milles ansigtsudtryk, idet jeg var på vej hen til ham. Hun stod begejstret og ventede og sendte mig et thumbs up, for at signalere at det hele nok skulle gå.

Før jeg vidste af det, stod jeg foran hele drenge gruppen. Pisse akavet for lille mig.

Anthon bemærkede hurtigt min tilstedetværelse, da jeg kom hen til dem.

"Må jeg lige snakke med dig?" spurgte jeg nervøst og kiggede uroligt på ham.
Han nikkede hurtigt.
Sammen gik vi lidt væk fra de andre drenge.

"Hvad så? Noget galt? Mille sagde du ville snakke med mig?"

Jeg sagde ikke noget da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Alt det jeg havde forbedret at sige, var forsvundet helt fra min hukommelse.

"Jeg troede vi gav hinanden en chance for at være venner?" sagde jeg, og krydsede mine arme i samme sekund.

Da ordene forlod mig mund, kunne jeg ikke andet end at fortryde dem.
Hvad havde jeg rodet mig selv ud i?

"Hvad mener du?" svarede han uskyldigt.

Hvad var hans problem? Var han ude på at lege uskyldig? Tror han ikke jeg vidste om åbningsfesten i Pyton, og at jeg ikke var inviteret?

"Du ved da godt hvad jeg mener?" sagde jeg og prøvede at holde min vrede inde.

Han kiggede på mig som et stort spørgsmålstegn. Hvad havde han gang i?
Han vidste da godt, hvad der var galt?

Det var ikke min mening at reagere som jeg gjorde, men det gjorde mig en smule ondt, da jeg troede han i det mindste bare kunne lide mig en lille smule.
Som ven selvfølgelig.
Kærestepotentiale var han just ikke.

Note:
Vil bare lige dele min glæde og sige, at min ff lå nr. 1 i dag i kategorien fan fictions!
Jeg er så glad!!
Tak til alle jer der læser med og liker/kommentere hver eneste gang.

TAK

HUSK AT LIKE