√ | Som Natten, så Dagen

SYVENDE DEL

Tidligere: Angrebet mod vampyrernes hovedsæde er overstået. Begge sider taber. Englene kommer ikke levende derfra, men vampyrerne mister Amelia. Hun flygter nemlig med Silicias hjælp, men da de endelig kan hvile sig, ligger Amelia søvnløs og bestemmer sig for at gå en tur for at klare tankerne. Her støder hun på de to brødre, der giver hende tøj og mad (om end efter de kommer til at give hende en hjernerystelse) og et sted at hvile sig.

Syvende del

Da jeg vågnede igen havde jeg været helt ude af den. Panikken havde hurtigt spredt sig, og jeg havde nær skræmt livet af Edam og Adar, da jeg tumlede væk fra skindet og snublede i mit forsøg på at rejse mig. Så hurtigt, at jeg knapt kunne få styr på mine ord, havde jeg forklaret, at jeg var nødt til at komme tilbage. Men de havde forhindret mig i at gå selv. Godt nok var solen fremme, og jeg var i sikkerhed fra vampyrerne så længe, solens lys varede, men – som Edam så pænt havde formuleret det – jeg var en tåbe i vildmarken. Så mens jeg sad og surmulede på en sten, (og måske fordi jeg ikke kunne hjælpe med noget af det andet) pakkede de deres tipi og alt dens indhold sammen, så deres ejendele ikke fyldte mere, end de kunne have alt mellem hænderne. Det tog dem ikke mere end godt ti minutter, og jeg blev overbevist om, at de var vant til at flytte rundt. Og hurtigt. Måske var det sådan, de havde overlevet uden at være blevet dræbt eller taget til personlig blodbank af en vampyr.

Jeg havde troet, at jeg ville kunne finde tilbage til Silicia. Jeg havde jo været så omhyggelig med at gå en vej, jeg kunne huske. Op langs floden indtil jeg stødte på den ledetråd, jeg havde efterladt mig selv i form at et stykke stof fra Silicias kjole. Den var nok ikke så pæn efter jeg havde haft lånt den... Men jeg knugede den alligevel i min hånd, måske i håbet om at noget, der tilhørte hende, kunne lede min underbevidsthed til hende, når nu min hukommelse ikke kunne. Om ikke andet kunne hun nok lave en underkjole eller en bluse ud af den. Hun var altid så optimistisk, det skulle nok gå. Åh, hun måtte være så ulideligt bekymret for mig!

Det gik galt for mig, da vi havde fundet stoffet, og vi skulle bevæge os væk fra floden. Jeg troede, jeg var gået ligeud, men da vi havde gået en fem minutters tid, måtte jeg indrømme, at jeg ikke kunne genkende selv et enkelt græsstrå. Jeg frygtede, at jeg skulle ende med at lede os alle på vildspor, hvis jeg fortsatte med at lade som om, jeg kunne vise vej.

"Vi må tilbage til floden så," havde Edam sagt, "Derfra kan jeg spore dig tilbage til hvor, du nu kom fra."

Mine hænder begyndte stille at ryste, så jeg knyttede mine næver. Hvis han kunne spore mig, kunne andre også. Det var derfor med en blanding af lettelse og bekymring at jeg genkendte de kviste, der tilsammen havde formet min besked til Silicia. Vi var tilbage. Men der var ingen Silicia at se.

"Det er her," sagde jeg og satte mig på hug ved de ord, jeg havde efterladt mig i græsset, "Men jeg ved ikke, hvor hun er."

"Hvor hvem er?" spurgte Adar og drejede sig omkring, spejdede ud i vildnisset.

"Si-" Fik jeg sagt lidt for hurtigt, men jeg gemte det i et host, "Cia, min veninde. Vi flygtede sammen, fra..."

Jeg lod ordet hænge i luften. Hvad var vi flygtet fra? Havde jeg lyst til at betro disse to fremmede, at vi flygtede fra vampyrautoriteterne? Ikke nu. Nu skulle jeg finde Silicia. Så jeg efterlod det til deres fantasi at finde ud af hvilke rædsler, vi var flygtet fra i vampyrernes by.

Jeg nåede ikke engang at rode buskende igennem for Silicia, før hun selv sprang op fra en af dem. Hvor så hun dog ud! Hun havde revet sit tøj i laser og smurt jord i hovedet og på hendes bare arme. Et stykke stof strammede sig om hendes pande og holdt det hvide hår væk fra hendes ansigt. Hun stod tynd og rank som hun var med den ene arm strakt mod Edam. Hun holdt en hjemmelavet bue mellem sine hænder. Og den var spændt til bristepunktet med en rusten pil, der kunne prikke øjne ud. Pilen lignede den, jeg måtte trække ud af Eliyas, men denne her havde vidst ikke været brugt i noget tid. Havde hun haft den med? Silicia, våben? Nej, det kunne ikke være.

"Træd væk fra hende," beordrede Silicia med så megen autoritet, hun kunne mønstre. Jeg må indrømme, at hun nu så lidt sindssyg ud i den mundering. Jeg var usikker på, hvad hun mon kunne finde på.

"Hvad i-" sagde Edam og stak hænderne i vejret, så alt, hvad han havde båret, faldt til jorden, mens Adar trak sin kniv.

"Vent!" udbrød jeg og sprang mellem de to parter, "Cia, sænk buen, de er ikke fjender!"

Jeg håbede, at hun opfangede det dæknavn, jeg havde givet hende. Hun så forvirret ud, og hun tøvede længe nok til at jeg kunne træde tættere på og behjælpeligt dreje pilen med jorden for hende. Hun kiggede på dem endnu et langt sekund og smed så den alternative bue fra sig med et skuldertræk.

"Det her er Cia," sagde jeg og vendte mig mod brødrene, "Min flugtpartner. Og Cia, det her er Edam og Adar. Øh – ja, det er en længere historie"

Jeg viftede væk med tanker om at forklare hende det senere. Lige nu havde jeg bare brug for at sidde ned, ikke at tænke. Silicia lænede sig ind til mig, mens Adar og Edam samlede deres ting op fra jorden.

"Hvis jeg hedder Cia, hvad hedder du så?" hviskede hun. Hun var klogere, end hun lige så ud til, "Og hvorfor hedder jeg ikke et eller andet sejt og feminint, sådan" – hun gispede begejstret – – "Vildkvinden eller sådan noget."

Jeg sendte hende et olmt blik. Hun havde altså en eller anden evne til at overdramatisere tingene totalt. Den måde hun sagde 'Vildkvinden' på, mindede mig om dengang, hun havde fortalt om Ramon og udtalt hans navn på samme drømmende måde. Tanken gav mig kuldegysninger, som jeg hurtigt rystede af mig, så hun ikke skulle opdage mit skift i humør.

"Det skal jo også være realistisk... Vildkvinden," sagde jeg og rystede på hovedet, "De tror, jeg hedder Am, så det skal du huske."

"Du er da noget af en lyseslukker," sagde hun og fnøs fornærmet, "Cia og Am... Enhver kunne da have fundet på dét! Og du skulle forestille at være lysets Gudinde." Hun puffede mig i siden og blinkede til mig. Jeg så panikslagent på de to drenge og tyssede på hende, men de så ikke ud til at have opfanget et ord af vores samtale.

Da Edam atter havde fået samlet tingene sammen i de to stykker pels, de havde brugt til at polstre tipien med, svang han den ene over skulderen og lod den anden hvile mod hans ene ben.

"Hvor er I på vej hen?" spurgte han og så skriftevis fra Silicia til mig. Han bar tilsyneladende ikke nag mod hende for at have peget en pil mod hans hjerte – men så igen, han havde jo også angrebet mig. Måske, overvejede jeg, måske er det bare sådan at mennesker i den her verden ikke kan stole på nogen. Det burde jeg begynde at indstille mig på, hvis jeg skulle have en chance for at overleve.

"Så langt væk fra Barion som muligt" sagde Silicia, da jeg ikke svarede.

"Hvad er der sket?" spurgte Adar. Edam så skarpt på sin lillebror. Edam havde godt fattet, at det ikke var noget, jeg ville ind på, men nu var spørgsmålet stillet. Silicia skævede til mig for at få en forklaring, og jeg skyndte mig at se ned.

"Vi vil ud af slaveriet," svarede jeg monotont uden at løfte blikket. Jeg er elendig til at lyve, men dette var faktisk en halv sandhed.

"Hvad med at vi følgesad, indtil I finder ud af, hvor I skal hen?" Det var igen Adar, der førtesamtalen uden samtykke fra sin bror. Han så spørgende på Edam efter at haveslynget spørgsmålet ud. Edam så kort overvejende ud, hvorefter han nikkedelangsomt, bekræftende.