Jeg slår øjnene op.
Det er morgen.
Jeg misser med øjnene, solen brænder. Jeg får bare lyst til at glide ned under dynen og sove videre, men nej. Jeg skal op. Jeg er nød til det. Jeg skal op som hver eneste anden morgen, og smile og se ud som om at alt er fantastisk i mit liv. Men tro om for sådan er det ikke.
Jeg slår benene ud over senge kanten, og gnider mine øjne. Så rejser jeg mig op, og ser på spejlet ved min seng.
Jeg ved snart ikke hvem jeg ser på længere. Jeg ser ned på makeuppen, som pigerne gav mig sidste år. Der samler sig støv på det, og jeg puster det stille væk. Jeg bruger det ikke.
Mit bedste make up, er mit smil. Det er også det eneste jeg bruger hver dag.
Uanset hvor mange tåre jeg græder, behøver jeg ikke høre på folks falske kommentar og falske bekymringer. For ingen ser tårnene bag mit smil.
Jeg retter op på mit morgenhår, så det ser pænt ud. Så trækker Jeg i mine gamle hullede jeans, og min store sweater. Mit skab er fyldt med løst tøj, som sweatre eller oversize t-shirts. Så ser folk ikke hvem jeg ellers er. Jeg kan ikke blive dømt på "for tyk" eller "for tynd". Det er bare mig.
S svinger jeg min taske over armen, og går mod skolen. Ansigt til ansigt med mit største mareridt.
