Love isn't easy... especially not when You're famous.

"I wish that I could wake up with Amnesia..."

Jeg så ned i håndvasken igen. Hvordan kunne jeg finde på at sige det?? At der var en anden??
Luke er jo for fanden den eneste i mit liv!? Min eneste ene...
Tårerne pressede sig på igen, og jeg var ved at give efter.
Men nej, nu måtte jeg tage mig fucking sammen.

Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var det bedste for ham. At han nok skulle klare sig. At jeg nok skulle klare mig.
Men en ting stod klart: At slå op med Luke, var det mest uselviske, jeg nogensinde havde gjordt, og ville gøre.

Jeg fik tørret mine øjne, og gjordt mig nogenlunde i stand. Man kunne ik' se, at jeg havde grædt, og først der, bevægede jeg mig afsted mod hallen.

Jeg kom ind, midt under 'Don't stop', og fandt hurtigt Rose.
Jeg satte mig ved hendes side, da hun havde holdt en plads ledig.
"Hvor blev du af!?", spurgte hun surt.
"Jeg skulle lige ordne noget", svarede jeg kort.
Hun nikkede. "Ved du hvad der er med Luke??", spurgte hun nervøst.
Jeg rystede på hovedet og søgte efter ham. Jeg fandt ham hurtigt, da han jo stod oppe på scenen.

"Hmm, han virker bare så vred og aggressiv", mumlede Rose, og lod det ellers ligge.
De spillede et par sange, men jeg hørte ik' efter.
Calum og Michael sendte hele tiden nervøse og bekymrede blikke til Luke, og til hinanden.
Ashton så intet, da hans opmærksomhed var ved sine trommer.

Jeg havde en knude i mit bryst. En knude, som bare gjorde mere og mere ondt, jo mere jeg så på Luke.
De stoppede med at spille, og Calum gik forpustet til mikrofonen.
"Dette bliver vores sidste sang", sagde han, og spottede mig. "Så nyd det nu", han sagde det med humor i stemmen.
Luke, havde skiftet guitar, og stod nu med en akustisk.

"I drove by all the places, we used to hang out getting wasted.
I thought about our last kiss, how it felt, the way you tasted.
And even thought your friends tell me You're doing fine", sang Calum. Hans stemme var smuk, han levede sig virkelig ind i sangen.

Mine øjne landede tilfældig på Luke, som så på mig. Hans stemme, skar i mine øre da han begyndte på omkvædet:
"I remember the day you told me, you were leaving.
I remember the make-up, running down your face.
And the dreams you left behind, you didn't need them.
Like every single wish we ever made.
I wish that I could wake up with Amnesia.
And forget about the stupid little things.
Like the way it felt to fall asleep next to you.
And the memories I never can escape.
'Cause I not fine at all".

Han så intenst på mig, gennem hele omkvædet.
Calum tog igen over, men jeg lagde ik' mærke til det.
Ik' engang da Luke igen begyndte på omkvædet.
Jeg så ned i mit skød, ude af stad til at kigge op.
Hvorfor skulle de også lige spille 'Amnesia!?' Af alle sange, så skulle det lige være den...

Jeg så først op, da Luke sang soloen:
"If today I woke up, with you right Beside me.
Like all of this was just some twisted dream.
I'd holde you closer that I ever did before.
And you never...", Luke stoppede midt i det hele. De andre spillede stadig videre, og Calum overtog hurtigt, og sang i stedet for Luke.

Mine øjne blev våde, da jeg spottede smerten i hans øjne.
Jeg havde knust ham og mig selv, ved at slå op.
Michael gik over til ham, og sagde noget, men Luke afviste ham blankt.
Hans ansigt fortrak sig i en mine, der fortalte mig, at han var ved at bryde sammen. Calum lagde mærke til det, men sang det sidste.

Jeg rejste mig op, tog mine krykker under armene og gik hurtigt mod udgangen. Jeg skubbede og puffede, til alle menneskerne, som var i vildrede. Ingen forstod hvorfor Luke var stoppet midt i Amnesia. Ingen forstod hvorfor, han var på grådens rand. Ingen forstod hvorfor Calum blev nødt til at overtage hans stykke. Ingen, på nær mig.

Jeg vidste at Rose var lige i hælene på mig.
Og det blev bekræftet da vi kom ud fra hallen.
Hun tog hårdt fat om min arm, og svingede mig rundt.
"Okay, hvad fuck foregår...", hun stoppede sig selv, og så med blide øjne på mig. "Hvorfor græder du?? Hvad er der sket mellem jer??". Hun hentyde til mig og Luke, det var klokkeklart.

"Jeg... Jeg sl... slog... O... Op med ha... Ham", hikstede jeg.
Tårerne løb som et vandfald, ned over mine røde kinder.
Hvordan kunne jeg være så dum??
Desperat prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg ik' skulle løbe hen til Luke, for at kramme og kysse ham. Det ville være dumt, men det var bare så fristende.

Rose tyssede på mig, og snakkede beroligende. Det plejede altid at hjælpe, men lige nu, hjalp det intet. Jeg var færdig, knust, død.
Rose sukkede og førte mig væk fra gangen, og ind i et kosteskab, da der begyndte at komme en masse folk. Koncerten var slut, ovre, og 5 Seconds of Summer, var på vej væk... Dem alle...

Men hvad med drengene?? Jeg ville jo nok ik' se dem igen...
Men Luke skulle nok fortælle dem det hele, og så ville de forstå. Men... Jeg fik aldrig sagt farvel til hverken dem, eller Luke.
Luke... Tanken om ham, fik det til at gøre ondt.

Ubevidst holdte jeg en knyttet hånd foran mit hjerte. "Få det til at stoppe", græd jeg desperat. "Få det til at holde op!!". Smerten var uudholdelig. Den tyngede, som flere kilo sten.
"Hvad??", Rose prøvede bange at trøste mig, og få mig til at falde til ro. "Få hvad til at stoppe??".
"Smerten", hviskede jeg.
Rose holdte om mig. "Hvis jeg kunne", mumlede hun. "Hvis bare jeg kunne".

Hello❤️
Uha, nu blev det trist...😅
Om ik' andet, kan vi så ik' være enige om, at Amnesia er en fucking god sang!?😂❤️
Kys kys,
Kh miiiigg😘