Aldrig prøv

Kapitel 60

Jeg vågnede grundet lyset udenfor der skinnede ind af en lille sprække bag de lukkede gardiner.

Jeg lagde min hånd over på Anthons side af sengen for at se, om han var der.

Men han var der bare ikke.

Han kom aldrig tilbage igår? Hvad skulle han? Og hvor var han nu?

Jeg satte mig stille op i sengen, da min hovedpine var begyndt at blusse op igen. Hvis bare jeg havde vidst, at dette var konsekvensen af at drikke for meget alkohol, havde jeg holdt lidt igen. Min mund var knastør og jeg længtes efter et koldt glas vand. Værelset stank ovenikøbet også af alkohol, så jeg steg ud af sengen og listede over for at lukke lidt frisk luft ind.

Da jeg trak gardinerne til side, kunne jeg se Mille sidde og ryge nede på trappetrinnet foran døren. Hun så ikke specielt frisk ud. Men hvem i dette hus kunne også være frisk, når de eneste det hele handlede om for dem var, at feste konstant?

Jeg hoppede i Anthons sorte T-shirt der lagde på gulvet, og tog et par sorte cykel shorts fra min taske. Jeg lavede en ny knold i mit hår, da den anden var faldet helt ud i løbet af natten.

Jeg gik ned af trapperne og gik direkte ind i køkkenet for, at tage et glas vand. Alkohol gjorde en virkelig tørstig. Jeg fyldte glasset helt op og drak det hele, i løbet af kort tid.
Jeg fyldte glasset op igen og gik lidt rund imens jeg drak, for forhåbentligt få øje på Anthon hernede. I køkkenet var han ikke, så jeg gik ind i stuen for at tjekke efter.

Jeg var lige ved at tabe mit glas vand, da jeg fandt Anthon ligge på sofaen. Med en pige.

Hvorfor?

Hvorfor lagde han på sofaen med hende? Hvem var hun overhoved?

Jeg rystede skuffet og forvirret på hovedet, og tog mit glas vand med mig ovenpå. Jeg havde ikke brug for, at kigge på de to længere.

Hvad havde han gang i?

Hvordan kunne han overhoved gøre det imod mig? Hvordan synes han selv det var okay at have noget med mig, også derefter gå nedenunder for at... gøre hvad end de så har gjort på den sofa?

Jeg var også bedrøvende ligeglad, men jeg vidste de havde lavet et eller andet, siden de var havnet på samme sofa.

Jeg burde have vidst, at Anthon ikke var til at stole på. Jeg var så skuffet og ked af det indeni. Både på ham men også på mig selv.

Jeg havde endelig fået mig en "ven", som jeg var begyndt og holde rigtig meget af.

Mere end jeg måske lige havde regnet med.

Men han var ikke andet end falsk. Han kunne rende mig, fra nu af.

En tåre fandt sin vej ned af min kind, idet jeg smækkede døren hårdt i til Anthons værelse.

Jeg burde have vidst bedre.

Note:

I forhold til min historie, vil jeg egentlig gerne vide hvem af Anthon og Thor, der er jeres yndlings? Hvis i skulle vælge?

Siger ikke hvorfor, men kan kun afsløre at det har noget med min fan fiction at gøre hah.

HUSK AT LIKE