They Can't Stop Us - One Direction

Så var det nu. Jeg blev lukket ind som den sidste, og jeg kom ind i en stor hal. Jeg stillede mig op i kø. Jeg kunne mærke blikke på mig, men jeg var ligeglad. Jeg blev tit stirret på fordi jeg sad i kørestol. Det var ikke rart, men jeg havde vænnet mig til det.

Køen til Meet & Greet blev kortere, og jeg kunne næsten se drengene fra One Direction, bag rækken af høje piger. Jeg kom tættere og tættere på, og jeg var den anden foreste i køen. Jeg havde glædet mig i over et halvt år. Inderst inde vidste jeg godt at der "bare" blev taget et billedet, men jeg havde bildt mig selv ind at det ville blive til så meget mere.

"Næste".

Mit hjerte bankere hurtigere, og jeg rullede frem og kom bag det sorte gardin. Der stod de, mine fem helte.

"Hey" sagde Liam da jeg kom nærmere.

"H-h-hej".

Jeg var helt væk. 

"Hvad hedder du?" spurgte Harry.

"Allison."

"Kom du her hen ved siden af mig." Sagde Harry og blinkede.

Han blinkede til mig. Harry Edward Styles freaking blinkede til mig. Jeg kunne dø nu.

Harry og Louis stod ved siden ad mig da billedet blev taget.

Var det alt? Billedet var taget, skulle jeg så bare gå nu? Koncerten var der jo også, men det her var bare 1000 gange bedre.

"Det var den sidste. I kan gå ud i prøverummet." Sagde en mand, som sikkert var deres manager eller sådan noget.

"Vent! Niall?" kom ud af min mund.

De skulle til at gå, men Niall vendte sig og gik hen til mig.

"Ja?"

"Niall, I er færdige" Afbrød deres manager.

"Vent nu lige lidt" Svarede Niall lidt irriteret.

Wow. Skete det lige? Det tror jeg sørme det gjorde.

"Øhm.. Må jeg.. Få et kram?"

Det så ikke ud til at det kom bag på ham, men det så lidt ud som om at han ventede på at jeg rejste mig op.

"Øh.. Jeg kan altså rejste mig.." sagde jeg. 

"Nårh, undskyld."

Han lænede sig ned mod mig og gav mig et kram. Jeg kunne blive i hans arme foraltid.

"Ja, det må du undskylde.. Mine ben er lammede, så.."

"Skal du med til koncerten?" spurgte han nysgerrigt.

"Ja" fløj ud ad mig.

Igen brød deres irriterende manager ind.

"Jeg er nød at gå nu. Men kan du komme herud efter koncerten? Bare snak med vores manager, Paul, han skal nok give dig lov. Jeg vil gerne snakke med dig, du er ret sød."

Hvad? Hvad hvad hvad?! 

Jeg nikkede hurtigt, og så gik han.

Mit humør var helt i top. Hvis jeg kunne gå, ville jeg springe rundt af glæde. Men så kom tanken. Hvad nu hvis han bare gjorde det, fordi han synes det var syndt for mig at jeg sad i kørestol? At han gjorde det, fordi han vidste at jeg aldrig ville kunne komme til at gå? 

Jeg hadede når folk behandlede mig anderledes. Jeg var jo som alle andre. I hvert fald næsten.

Men jeg ville ikke lade det ødelægge mit gode humør. Nu skulle jeg bare koncentrere mig om at om at komme ind i koncertsalen.

Første kapitel! Hvad synes I? Jeg ved godt at den ikke er så spændende endnu, men man skal jo lige komme i gang! - Undskyld hvis der er fejl :)

- Stine