Izzy Triggs og elementerne

En (næsten) ganske normal dag

Du har sikkert drømt om at have magiske kræfter. Måske evnen til at kunne flyve, eller gøre dig usynlig. Eller måske styre et element. Det er faktisk ikke så fantastisk som det lyder. Tro mig. Jeg ved det.

Mit navn er Isabella Triggs. Indtil for nyligt var jeg en helt normal fjortenårig. Det var før jeg hele tiden blev angrebet af uhyrer. Lad mig starte fra begyndelsen: 

Det startede som en helt almindelig tirsdag morgen. Jeg har aldrig kunne lide tirsdage, spørg mig ikke hvorfor. Der var bare et eller andet over tirsdage, der gjorde mig utilpas. Nå, men morgenen begyndte med at jeg ikke gad stå op. Det gjorde alle morgener, så ingen grund til at være bekymret. Jeg stod først op da min mor råbte til mig for måske trettende gang. Jeg strakte mig og tog først det ene ben ud af sengen. Så det andet. Til sidst fik jeg hevet mig selv hele vejen på benene. Så er det nu hvor jeg altid mener, at jeg mangler nogen der kan klappe af mig, ligesom i de dårlige amerikanske TV-serier. Har I aldrig lagt mærke til det? Man mangler altid nogen der på kommando, giver dig en hånd.

Jeg fik slæbt mig ud på badeværelset (stadig uden klapsalver) og indledte den stride kamp mod mit viltre hår. Efter ti minutters intensiv kamp med at få hårbørsten gennem mit hår, så det efterhånden ud som om jeg havde redt det - i hvert fald inden for de sidste par uger. Det er faktisk også ret svært at rede ud, når man bruger to tuber hårfarve om ugen. Jeg har ikke haft normalt farvet hår siden jeg var elleve. Lige nu er det en hel masse forskellig farvede striber, fordi jeg skulle have brugt det sidste i syv forskellige tuber... 

Jeg gik ind på mit værelse og tog tøj på. Det tog også et stykke tid - jeg kunne ikke finde mine bukser. Da jeg var halvvejs nede af trappen, kom jeg i tanke om noget: Min paryk! Jeg styrtede op på mit værelse igen og fandt den halvt begravet under min hovedpude. Jeg fik hurtigt taget den på, og fortsatte min kedsommelige færd ned af trappen. Da jeg kom ned i køkkenet var min mor i gang med (endnu) en af sine telefonsamtaler. Hun gestikulerede over mod køleskabet; jeg kan en smule tegnsprog, og på tegn til tale, sagde hun altså: "Fåresyge, grim hest, stige"

Jeg var ved at dø af grin, men min mor er ikke ligefrem den der vildt fancy mor, så jeg bed det i mig. Hvis der er nogen af jer, der har undret sig over parykken, er det fordi, mine forældre troede jeg var et sødt lille neglebarn, som gør alt hun får besked på. As if. Jeg havde altid en helt normal brun paryk ud over mit regnbuefarvede hår, når jeg var hjemme. Jeg havde fået den speciallavet hos frisøren, fordi den skulle ligne mit naturlige hår så godt som muligt. Jeg havde også noget helt forfærdeligt tøj på: Matchende nederdel og blazer. I rød og sort. Gæt hvem der har købt det til mig? Jeg vil give dig en ledtråd. Det er min mor. Når jeg så kom over i skolen skiftede jeg til mine normale jeans, Metallica-T-shirt og sneaks.

Jeg gik med adelige skridt over mod køleskabet, som om det var min værste fjende, som jeg så nu skulle over og se i øjnene. Jeg åbnede langsomt køleskabet og stirrede tomt ind i den kolde luft. 

Da jeg skulle til at sætte mig ned, lød der rolige, afmålte afmålte skridt fra entréen. Jeg sukkede indvendig. Min storebror. Det perfekte barn, og klart mine forældres yndling. Han kom ind i køkkenet og satte sig ned foran mig. Jeg ignorerede ham og spiste min mad i stilhed. Efter et øjeblik lød der igen skridt i gangen. Denne gang var de knap så rolige, og ejermanden var min tvillingebror, Zachary. Han er ikke det der ligner et perfekt barn, men ligesom mig, skjulte han det. Han var også min bedste ven. Han vidste alt om mig, og jeg vidste alt om ham. Han skævede til vores storebror, Christopher, og lavede brækbevægelser bag hans ryg. Jeg smilede og brugte vores hemmelige håndtegn, der spurgte om han ville med ud at skate efter skole. Hans ansigt flækkede i et bredt grin, og nikkede. Så var der da noget at se frem til i dag. Jeg skovlede resten af min mad indenbords, og stillede mine ting i opvaskemaskinen. Jeg gik ud af køkkenet og op på mit værelse igen. Det var meget rent. Hvis det var op til mig, ville man nok ikke engang kunne se gulvet, men siden jeg spillede "good girl", var jeg nødt til at rydde op. Jeg tog min taske og lagde mine bøger, som jeg havde læst (næsten) ned i den. En stemme lød bag mig: "Hey. Chris giver mig stress!" Jeg vendte mig om, selvom jeg selvfølgelig godt vidste hvem det var. "Det giver han alle" svarede jeg opgivende. "Dine karakterer er ikke noget at råbe hurra for, er de vel,  lillebror?" fortsatte Zac med en høj falsetstemme, der nok skulle forestille at være Chris'. Jeg lo, og vendte tilbage til min taske. Nu var det kun mit skiftetøj der manglede. Jeg tog min T-shirt, bukser og sko, og prøvede at putte det ned i min taske. Det resulterede måske i at min historiebog blev lidt krøllet...