Min berømte storebror - Citybois

Kapitel 95

Da jeg vågner ligger Anthon ikke længere ved min side. Jeg kigger ned af mig selv, og ser jeg er nøgen. Jeg kommer i tanke hvorfor og smiler lidt for mig selv. Jeg finder noget tøj frem og tager det på. Derefter går jeg ud i køkkenet. "Skat?" Spørger jeg mens jeg går rundt og leder efter ham. Jeg går ind i stuen, hvor jeg kan se han sidder og kigger ned i jorden. "Hvad er der galt?" Spørger jeg, og træder længere ind i stuen. Jeg får øje på mor og Marianne. "Hej skat" siger mor. "Hej?" Siger jeg, og sætter mig forvirret ned ved siden af Anthon. "Hør. Marianne og jeg er blevet enige om at dig og Anthon ikke skal ses mere" siger mor pludseligt. Jeg føler straks at hele verdenen falder ned i hovedet på mig. Alle de problemer jeg har haft, alle de smerter jeg har haft. Det hele falder ned i mig på en gang. "Det kan i ikke mene" siger jeg, og stirre på dem. "I er ikke godt selvskab for hinanden" siger Marianne. "Jamen..." Prøve jeg. "Der er ikke noget at gøre" siger Anthon. Først nu ser jeg at han græder. Jeg begynder stille også at græder. "I bryder så mange af vores regler begge to, så i kan være sammen. Det her har altså taget overhånd" siger mor. "I dropper også skolen og sådan noget. Skole er altså vigtigt" tilføjer Marianne. Jeg tager Anthon i hånden, og klemmer mine øjne sammen. Da jeg har siddet lidt tid med Anthon slipper jeg ham. "Kom" siger mor. Jeg rejser mig, og går med hende. I bilen på vej hjem har jeg sat mig bagerst. Jeg vil ikke engang kigge på mor. "I behøver jo ikke helt at stoppe med at ses. I kan jo bare holde en til to ugers pause" siger mor. Hun tror sikkert at det gør det hele meget bedre. Men det gør det ikke, nej. Anthon og jeg har 1 års dag om blot 4 dage, og så vil vores forældre ikke have vi ses. Kunne det blive bedre? Da vi er hjemme skynder jeg mig op på værelset. Jeg smider mig i min seng og bryder ud i gråd. Min dør går op. "Jeg tager på arbejde" siger mor. Jeg vender ryggen til hende uden at svare.

Efter en times tid hvor jeg egentlig bare har ligget og grædt totalt meget, sætter jeg noget sørgeligt musik på. Når noget ikke går godt, kan jeg virkelig godt lide at få grædt ud. Jeg kan godt
lide at tænke på alle mulige gode minder, og høre en masse sørgelige sange som bare får mig til at tude af helvedes til. Alt i alt kan jeg bare godt lide at græde når jeg er ked af det.
Pludselig går det op for mig, at jeg jo bare kan prøve at skrive til Anthon. Jeg skriver en besked til ham. "Hej Anthon... Jeg forstår ikke hvorfor det her skulle ske, jeg gjorde det jo kun for at være sammen med dig. Jeg ved at vi nok skal komme igennem det her. Jeg ved det! Jeg elsker dig. Kys din aller dejligste DN❤️" skriver jeg. Jeg sidder længe med min mobil i hånden, og håber på Anthon svarer. Da det så går op for mig at han ikke svarer, ligger jeg min mobil fra mig, og ligger mig under min dyne. Mine øjne bliver tunge, og jeg falder pludselig i søvn.

Thor rusker i mig. "Hallo jeg er vågen!" Siger jeg irriteret, og sætter mig op i sengen. "Der er aftensmad" siger Thor. "Jeg er ikke sulten" siger jeg, og vender ryggen til ham igen. "Okay, jeg ved virkelig ikke hvad der går af dig og Anthon. Jeg spurgte om Anthon kunne være sammen i dag, men det ville han ikke fordi jeg åbenbart mindede ham om dig. Og du vil ikke spise noget. Altså helt seriøst. Hvad sker der?" Spørger Thor, og sætter sig på sengekanten. Jeg vender mig mod ham. Han fortjener vel at vide det, han har jo ikke haft nogen chance for at vide hvad der er sket. "Okay, du ved jo at jeg har været væk" starter jeg, og Thor nikker. "Ja, jeg var i Bolonihaven med Anthon, Munke, Teo, Lauge, Maria, Chili og Emma" siger jeg. "Har i bare holdt mig udenfor?" Spørger Thor lidt trist. "Neeej Thor. Jeg ved ikke hvorfor du ikke var med" sukker jeg. "Når men det var jeg fordi Anthon og jeg blev enige om lige at holde en pause fra det hele altså komme lidt væk, fordi der er sket så meget ved hensyn til Cecilia osv. Så vi tog derhen og planlagde at blive der bare et par dage, uden at nogen kunne komme i kontakt med os altså så vi kun kunne snakke med hinanden osv. Men så fandt mor og Marianne så ud af vi var der, de kom og hentede os og så nu siger de at Anthon og jeg ikke må se hinanden mere" siger jeg. "Aldrig mere?" Spørger Thor. "Jo. Om to uger, men vi har 1 års dag om 4 dage" siger jeg. "Det er jeg ked af" siger Thor. "Det er okay" siger jeg. "Hvis det er fordi du ikke vil tale med med mor, kan jeg godt komme op med noget mad?" Spørger Thor. "Det må du godt, tak" siger jeg. Thor kysser mig i panden, og går ud for at tage noget mad. Han kommer tilbage med to tallerkner. "Er det okay jeg spiser her med dig?" Spørger han. Jeg sætter mig op. "Ja selvfølgelig" siger jeg. Under måltidet sidder Thor og jeg egentlig bare og snakker om hvordan hans dag har været. Ja altså jeg har jo fortalt om min dag, som slet ikke har været noget at råbe hurra for, så det behøver jeg ikke fortælle igen. Da vi har spist og fået talt en masse, er klokken faktisk ret meget. Jeg beslutter mig bare for at gå i seng, så jeg kan komme tidligt op i skole i morgen.
________________________Husk at like og kommenter❤️

Tillykke til min dejlige veninde Mia (Wagner) som har fødselsdag i dag❤️ elsker dig😘