Trist

7 0 0
                                    

Jeg råbte det ud over hele klassen men de forstod det ikke kunne de ikke bare lade hver. Lad hver med at kommenter på at man gjorde noget dårligt, forket eller noget lignende. Jeg løb.. Løb væk jeg kunne ikke holde det ud, jeg ville væk ud og høre musik ud og være... Mig... Mig selv var hvad jeg havde brug for.

Der sad jeg... Alene... Jeg kunne se ham. Ham jeg elskede jeg ville ønske han var her... Jeg sad i mine egne tanker det var rat. Men så blev jeg afbrudt af veninderne. De spurgte hvad der skete men jeg ville ikke snakke med nogen så jeg bedte dem om at gå.

Jeg tændte for musikken og lukkede øjnene lage mig på joden... Det var dejligt.
Endelig fred kun lyden af god musik...

Jeg kunne høre nogle komme nærmere jeg vidste hvem det var... Der var hende der altid gjorde mig glad. 
Vi sad og snakkede lidt men det var som om jeg ikke kunne smile igen ikke engang når hun sagde noget sjovt... Det var ubehageligt det var ligesom ubeskriveligt.

Hun fortalte mig at de andre sagde at hun skulle gå her op.
Så gik hun... 

Hey. Ved godt det er et lidt mærkeligt kapitel med mange stop og dårlige stavningen men det er også. Ofte jeg skrev fra 2 år siden som jeg havde lyst til at dele med jer. Håber i forstår 💯
-Cecilie ❤️

Varm om hjertetWhere stories live. Discover now